Socialistisk Arbejderavis
Nr. 312 – 23. september 2011 – side 2
Nye udfordringer for Enhedslisten
Jørn Andersen
10 år med VKO er slut. DF er gået tilbage, Enhedslisten har mere end tredoblet stemmetallet fra 2007 og har med 12 mandater sit bedste valgresultat nogensinde. Det giver håb og selvtillid til alle, der ønsker et mere solidarisk og anti-racistisk samfund.
En svag regering uden mandat
At der er tale om en ny politisk situation er vist klart for alle. Men hvad indeholder den? Hvilke muligheder og udfordringer stiller den venstrefløjen over for?
Socialdemokratiet har atter engang fået sit dårligste valg i over 100 år og har tabt ca. 2 procentpoint i løbet af valgkampen. SF er gået fra 19 pct. i meningsmålingerne i starten af 2009 til et valgresultat på kun 9 pct.
Kigger vi alene på den parlamentariske bane, er der ikke meget at have håbet om forandring i.
De Radikale vil kræve, at der fortsat føres ”politik hen over midten” med brede forlig med Venstre og Konservative på de centrale områder. De vil i mange tilfælde kunne skabe flertal for fortsatte angreb på faglige og sociale rettigheder for de mange.
Vi får en svag regering. Socialdemokratiet og SF har ikke folkeligt mandat til hverken sin udlændingepolitik eller for sin økonomiske og sociale politik, som fremgangen til Enhedslisten og De Radikale viser. ”Rød blok” har ikke et samlet politisk alternativ.
To udfordringer for Enhedslisten
Men hvad skal Enhedslisten så bruge fremgangen til?
Enhedslisten har meldt ud, at der ikke vil blive ført ”blå politik” med deres stemmer. Spørgsmålet er, om det også gælder, hvis det vælter regeringen? Risikoen for at det sker er måske ikke særlig stor, fordi der vil blive ført politik uden om Enhedlisten. Omvendt så bliver det en svag regering ...
Så hvis Enhedslisten alligevel kommer til at stå overfor det valg, bliver det afgørende at stå fast. Som da venstrefløjen i SF i 1967 væltede en socialdemokratisk regering – og samtidig var med til at skabe partiet Venstresocialisterne, som blev central i udviklingen af 70'ernes nye venstrefløj.
Eller da Rifondazione Comunista i 1998 var med til at vælte Romano Prodis centrum-venstre-regering i Italien. Dermed gjorde de sig til fokus i udviklingen af de næste års antikapitalistiske bevægelse, som bl.a. var en af hovedkræfterne bag det første Europas Sociale Forum (ESF) i Firenze i 2002, som også var med til at sætte gang i den globale modstand mod Irak-krigen.
Omvendt: Da Rifondazione i 2006 gik med i den næste Prodi-regering og accepterede Afghanistan-krigen, italienske tropper i Libanon og en række angreb på offentligt ansatte – ja, så blev de udslettet ved næste valg.
Den første udfordring er derfor ikke at lade taktiske parlamentariske overvejelser trække Enhedslisten væk fra de centrale principper, Enhedslisten har fået sin opbakning på.
Kampen i hverdagen
En mindst lige så vigtig udfordring er, hvordan Enhedslisten kan sikre sin fremgang på længere sigt?
Her er det afgørende, at Enhedslisten – og ikke mindst venstrefløjen i partiet – seriøst begynder at overveje, hvordan man kan få et realistisk forhold til det at opbygge udenomsparlamentarisk modstand.
Det nytter ikke, som hidtil, at lade fagtoppen bestemme, om der skal være protester mod krisepolitkken. Eller at lade De Radikale sætte dagsorden for modstanden mod asylpolitikken (som det skete med det i øvrigt udmærkede initiativ ”Kærlighed Uden Grænser” i 2010).
Enhedslisten – og Enhedslistens venstrefløj – må selv tage et ansvar for at opbygge en bredere faglig og politisk venstrefløj på græsrods-niveau. Der kan trækkes mange ind i kampen mod krisepolitikken – både blandt de, der nu er gået til Enhedslisten, og blandt de, der stadig holder fast i Socialdemokratiet og SF.
Enhedslisten har dermed en historisk chance for at omsætte sin parlamentariske fremgang til udenomsparlamentarisk aktivitet, modstand og organisering – hvis man vil.
Hvis det sker, kan det flytte de kommende års politiske landskab markant til venstre. Hvis ikke, er der stor risiko for, at Enhedslisten vil gøre sig irrelevant for det håb om forandring, som har været drivkraften bag partiets fremgang.
Tillykke til alle med valgsejren – nu handler det om at ”styrke kampen i hverdagen”.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed