Socialistisk Arbejderavis
Nr. 312 – 23. september 2011 – side 8
Kapitalen – en splittet klasse
Jørn Andersen
Vi lever i et klassesamfund styret af en lille privilegeret elite, som har magten i kraft af deres kontrol over produktionsmidlerne. Men hvor stor er sammenhængskraften i denne elite? Eller mere præcist: Hvor stor er sammenhængskraften i denne elite i en tid med global krise?
Nogle på venstrefløjen tillægger dem en næsten uendelig magt. Især de seneste årtiers ”globalisering” har sat fokus på organisationer som IMF (Den Internationale Valutafond), Verdensbanken, G8 (de 8 rigeste lande) osv.
Gennem disse organer har den globale magtelite iværksat nyliberalistiske ”struktur-tilpasnings-programmer” i stribevis af fattigere lande. De har medvirket til at sprede den såkaldte ”Washington konsensus” om, at markedet skal styre alle vigtige økonomiske prioriteringer i samfundet.
I sine mest ekstreme tolkninger er vi styret af én lille Big Brother-agtig verdensmagt organiseret i hemmelige loger som fx Bilderberg-gruppen. Siden 1954 har ”et skyggekabinet bestående af Vestens mest magtfulde mænd og kvinder mødtes i al hemmelighed” (Berlingske Tidende). Gruppen, der i øvrigt har skiftende deltagere, har navn efter det hollandske ”Hotel de Bilderberg”, hvor den mødtes første gang.
Der er ingen tvivl om, at den globale magtelite samarbejder, og at en væsentlig del af dette samarbejde foregår uden for offentlighedens lys. Men de kæmper også indbyrdes – som et par eksempler vil vise.
Krisen
Da krisen senest for alvor slog igennem i 2008, kunne verdens magtelite hurtigt blive enige om, at der skulle pumpes tusindvis af milliarder dollars ud af statskasserne og ind i banker og erhvervsliv.
Det var et akut spørgsmål om at afværge et truende økonomisk sammenbrud, som ville have haft enorme omkostninger og rystet det kapitalistiske system i sin grundvold.
Men efterhånden som krisen er trukket i langdrag er modsætningerne blevet tydeligere. Da Euro-krisen i foråret truede med at sende Grækenland i betalingsstandsning, var der bred enighed om, at det hurtigt kunne true Euroen og dermed EU-samarbejdet.
Løsningen var naturligvis at ”omprioritere” Grækenland. Men hvem skulle betale?
Tyskland er Europas økonomiske sværvægter. Men i den tyske elite var tankegangen: ”Hvorfor skal vi belaste vores konkurrenceevne ved at poste milliarder ud, som vi aldrig ser igen?”
Kombinationen af, at også tyske banker stod til at lide svære tab, og at en græsk fallit ville have langsigtede konsekvenser for hele det europæiske finanssystem, overbeviste dog den tyske kansler Merkel.
Der blev strikket et kompromis sammen, hvor bankerne afskrev nogle af deres lån, mens EU (dvs. staterne), Den Europæiske Centralbank og IMF finansierede resten. Naturligvis på betingelse af, at der blev ført brutal nedskærings- og privatiseringspolitik over for den græske arbejderklasse.
Humlen er bare, at det ikke virker. Finansverdenen pegede fra starten på, at ”pakken” var for lille. Den europæiske finanskrise truer stadig med at brede sig.
Men der kunne ikke skabes enighed i den globale magtelite om at betale mere – de havde hver deres egne problemer at slås med.
Klimatopmødet
Klimatopmødet i København i 2009 – og de andre klimatopmøder før og efter – viste måske endnu tydeligere, at verdens magtelite ikke har styr på tingene. Og at blokeringen er deres indbyrdes rivalisering.
Det problem, de skulle løse, er ellers presserende nok: Hvis ikke CO2-udledningen bliver reduceret drastisk inden for ganske få år, står vi over for en global klima-katastrofe.
Nogle af konsekvenserne er, at økonomiske magtcentre vil blive udslettet – ikke kun i det globale Syd, men også byer som New York, Amsterdam, Venedig og mange andre.
Løsningerne er omfattende, men relativt enkle. Den vigtigste er at omstille energi-forsyningen fra olie, gas og kul til vedvarende energi.
Men det ville svække nogle af de mest magtfulde kapitalgrupper, nemlig dem der er afhængige af fortsat energi-produktion på den gamle måde. Og det ville belaste hver enkelt af de nationale økonomier, som i forvejen havde nok at gøre med at håndtere den økonomiske krise.
USA’s Obama meddelte så sammen med Kina, Sydafrika, Brasilien og Indien, at de ikke havde tænkt sig at gøre noget.
Der var kun få protester fra resten af eliten: Hver af dem tænkte mest på, hvordan det ville belaste deres egen nationale økonomi.
Rivaliserende broderbande
Hvorfor er magteliten ikke engang i stand til at løse så presserende problemer som Euro-krisen eller klimatruslen?
Her er vi nødt til både at se på, hvad deres reelle magtbase er – og på deres indbyrdes forhold.
I det kapitalistiske samfund er der to hovedklasser: Arbejderklassen og kapitalistklassen. Kilden til elitens rigdom og magt ligger i, at de gennem deres kontrol over produktionen suger værdien af fremmedgjort arbejde ud af det store flertal, arbejderklassen.
Modsætningen mellem kapital og arbejde er hovedmodsætningen i det kapitalistiske system. Det er den, der skaber klassekampen. Men det er ikke den eneste store modsætning.
Hver eneste kapitalist er konstant truet af konkurrencen fra resten af sin klasse. Derfor søger de beskyttelse ved at organisere sig i nationalstater, regionale institutioner som EU og NAFTA, og i multinationale koncerner og alliancer.
Marxister kalder kapitalistklassen for ”en rivaliserende broderbande”: Samtidig med at kapitalistklassen står sammen mod arbejderklassen, så slås de indbyrdes om kontrollen over markeder, råvarer, arbejdskraft osv.
Denne indbyrdes rivalisering er en konstant hæmsko på deres evne til at gøre ting, der ville gavne kapitalistklassen som helhed – fx for at løse den økonomiske krise eller gøre noget seriøst ved klimatruslen.
Socialisme eller barbari
Faktisk er det på mange måder en abstraktion at snakke om ”kapitalistklassen som helhed” i andre sammenhænge, end når den står over for arbejderklassen. I alle andre forhold er der ikke en ”helhed”, kun indbyrdes rivalisering.
I krisetider skærpes denne rivalisering. Så når vi kigger på organisationer som IMF, Verdensbanken (eller Bilderberg) osv., så skal vi ikke opfatte dem som symboler på deres uindskrænkede magt. De er snarere fora til at holde deres indbyrdes rivalisering lidt i snor, så den ikke truer med at ødelægge dem selv.
Deres manglende evne til at løse nationale eller globale problemer er desværre et meget konkret problem for alle os andre.
De kunne med lethed have afskaffet sult i verden for udgiften til en Irak-krig. Men Irak-krigen var et, om end mislykket, forsøg på at styrke amerikansk kapital over for dens rivaler.
De nægtede at gøre noget ved klimatruslen – som blot er den mest akutte del af et globalt økologisk skrækscenario. Det ville ganske vist være fornuftigt for dem på længere sigt, men ville gå ud over profitterne på kort sigt.
Når det kapitalistiske system er ude af stand til at løse så grundlæggende problemer, er det endnu et bevis på, at det må udskiftes med ”something nicer” (som et 1. maj-slogan lød i London for få år siden).
I sidste instans truer rivaliseringen med at blive til global krig. Valget bliver derfor – med Rosa Luxemburgs ord – mellem ”socialisme eller barbari”.
Nøglen til løsningen har verdens arbejderklasse. Mens kapitalistklassen kun kan finde sammen over for truslen fra vores magt, så kan arbejderklassen kun finde sin styrke i sammenhold, solidaritet, kollektiv handling.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed