Socialistisk Arbejderavis

Nr. 313 – 14. oktober 2011 – side 13

Christiania 40 år

Jørn Andersen

I april 1976 var jeg til min første demonstration – til forsvar for Christiania. På en kammerats gamle BSA-motorcykel kørte vi fra den midtjyske hede til det storbyens åndehul, som allerede da var blevet et af de store symboler på forandring, der spredte sig i disse år.

Demonstrationen var stor – mega-stor for os unge gymnasieelever. Jeg har ingen idé om hvor stor, men da vi ankom til Rådhuspladsen, fik vi at vide over højttalerne, at de sidste endnu ikke var gået fra Christiania.

Fristaden havde da eksisteret i knapt 5 år. Den tidligere Bådsmandsstrædes Kaserne havde ligget ubenyttet hen i et par år, da en gruppe christianshavnere 26. september 1971 brød hul i plankeværket omkring den.

Den første idé var blot at skabe en legeplads for kvarterets børn. Men snart kom der mere ambitiøse planer:

”’Christianias målsætning er at opbygge et selvstyrende samfund, hvor hvert enkelt individ frit kan udfolde sig under ansvar overfor fællesskabet. Dette samfund skal økonomisk hvile i sig selv, og den fælles stræben må til stadighed gå ud på at vise, at den psykiske og fysiske forurening kan afværges.’ Således formuleret af Sven, Kim, Ole, Kim og Jacob med ret til forbedringer. 13/11-1971”

Stat, kapital og borgerskab

Den socialdemokratiske regering besluttede ikke at gribe ind mod besættelsen af Christiania i 1971. Året efter blev det officielt accepteret som et ”socialt eksperiment”.

De borgerlige har fra starten hadet Christiania. ”Min” demonstration i 1976 var en fejring af, at en borgerlig regerings første store forsøg på at rydde Christiania var slået fejl.

Christiania var et symbol på, at man kan leve uden kapitalismen, dens stat og dens profitjagt. På Christiania var der ikke ejerboliger. Afgørende beslutninger blev taget i fællesskab på stormøder.

Christiania var også en politisk og kulturel kraft i storbyen. Der var andre initiativer i samme periode – fx ”slumstormerne” (datidens bz’ere) og ”Det Ny Samfund” (Thy-lejren) fra 1970.

Men slumstormernes besatte huse var for små, og Thy-lejren lå for langt væk fra storbyerne, til at de kunne blive det samlingspunkt for mange flere end beboerne selv, som Christiania blev.

De borgerliges had er ikke kun politisk. Venstres Christiania-ordfører i Borgerrepræsentationen, Jesper Schou Hansen, sagde i 2003: ”Nu må forsvarsministeren se at få sin politikasket på og få solgt Christiania til en storentreprenør ved en licitation.”

Christiania er for værdifuldt som spekulations-objekt til at blive overladt til et ”socialt eksperiment”.

Symbol og virkelighed

Det oprør og de bevægelser, der skabte Christiania fra 1971 var 10 år senere på kraftigt tilbagetog. Det var Christiania naturligvis ikke immun over for. Og Christiania har i hele sin levetid været mål for politi-chikane og politiske angreb fra de borgerlige – ofte med socialdemokratisk hjælp.

Christiania er stadig et fristed, der er værd at forsvare mod ethvert angreb fra den kant. Men Christiania har i mange år ikke været nogen særligt synlig kraft på storbyens politiske scene.

Angrebene fra staten og de borgerlige har virket – til en vis grad. De har tvunget de fleste christianitter i defensiven. Rocker-kontrollen over hash-handelen samt stigende individualisering og kommercialisering er en del af en virkelighed, der er langt fra den målsætning, der blev formuleret i 1971.

I kan ikke slå os ihjel

Men der er også en anden side. I et indlæg i Ugespejlet, Christianias interne blad, fra 2005 hedder det bl.a.:

”Nu når vi er syltet ind i forhandlinger med myndighederne der intet forstår af ideen bag fristaden, og så mange christianitter bøjer hovedet for systemets krav – er tiden kommet til at vi skal genopstå som levende rebeller.”

Trods titusindvis af politi-timer har systemet ikke kunnet fjerne Christiania. Christiania er måske slidt. Mange af idealerne er måske svære at realisere på en lille afgrænset plet.

Men i verden udenfor vokser protester, modstand, revolutioner. At Christiania, Folkets Hus og Thy-lejren trods alt stadig er her, er et bevis på, at drømmen om en anden verden kan overleve også hårde tider.

Nu er tiderne ved at skifte. Kampen om Christianias fremtid er en del af kampen for et andet København, et andet Danmark, en anden verden.

Tillykke med de første 40 år!

Billeder fra toppen:
Fra Christianias 40 års fødselsdag, Regnbuefestival 1976 på Christiania, Stemningsbillede fra Dyssen 1980, Politirazzia 1997

Se også:
SAA 313: Folkets Hus 40 år

Flere artikler fra nr. 313

Flere numre fra 2011

Se flere artikler om emnet:
Christiania

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2394 gange.

Redirect = 0