Socialistisk Arbejderavis
Nr. 326 – 26. januar 2013 – side 2
Når den leverpostejsspisende pedel skal bære klassekampen alene
Stefan Petersen
Rigtige arbejdere gider ikke længere høre på brok fra dovne mennesker på overførselsindkomst, og hvis solidariteten skal reddes, så kræver det at venstrefløjspolitikere tør satse på de mere ressourcestærke i samfundet. For at bevare velfærden. Men er det så enkelt?
Arbejderismen. En idé, som tager sit udgangspunkt i den nu detroniserede højrefløj i SF, og er koncentreret omkring folk som Mattias Tesfaye, Thor Möger Pedersen og Astrid Krag. Centrale politiske skikkelser, som muligvis er på vej ind Socialdemokratiet og som dermed potentielt kan præge det gamle arbejderpartis politiske linje.
Et politisk mantra, som handler om at lav,- og mellemindkomstgrupperne skal føle at de rent faktisk bliver taget alvorligt af venstrefløjen. At det skal kunne betale sig at iføre sig en hvid kittel eller den blå Kansas-uniform, og godvilligt tage på arbejdet hver morgen med en flad madkasse under armen.
Det handler om at flytte fokus væk fra kampen om overførselsindkomsterne over til en rendyrket skattepolitik, for derved at skabe et incitament til at fastholde opbakningen til velfærdssamfundet. Arbejderne skal genfinde interessefællesskabet med velfærdsstatens solidariske grundidé.
De første politiske skridt er allerede taget i form af en skattereform, som bl.a. øger beskæftigelsefradraget. Venstrefløjen i regeringen vil dermed signalere, at deres politik er rettet mod den gennemsnitlige LO lønmodtager
Et nyt syn på solidaritet
Arbejderismen prøver, så at sige, at omskrive den Marx’ske teori om, at arbejderklassens frigørelse kun kan være arbejderklassens eget værk, ved helt bogstaveligt at indskrænke arbejder-begrebet til den hårdtarbejdende LO’er i lav,- og mellemindkomstgruppen. Og heri ligger den fundamentale problematik.
Hvis det politiske mål er at genskabe solidariteten blandt arbejderne og til velfærdssamfundet generelt, så virker det temmelig paradoksalt, at denne solidaritet kun skal materialisere sig i forhold til udvalgte grupper i arbejderklassen. Den realpolitiske praksis står derudover i skærende kontrast til intentionerne om at forgylde denne gruppe. I en artikel i Politiken d. 22 december 2012, beskriver Mattias Tesfaye hvordan arbejderisternes vil genskabe velfærdsstatens trygge rammer for arbejderklassen.
Men det er næppe specielt tryghedsskabende for den ufaglærte, timelønnede arbejdsmand, som konstant står i farezonen for at blive fyret, at han kun har udsigt til 2 års dagpengeret. En massiv, social forringelse, som Tesfaye og arbejderisterne har været med til at indføre.
En splittende strategi
Arbejderklassen er ikke blot karakteriseret ved dem, som er så heldige at have et arbejde. Deres materielle vilkår hænger i høj grad sammen de arbejdsløse. F.eks. vil enhver forringelse af overførselsindkomsterne være en central og medvirkende årsag til en generel løntilbageholdenhed.
Og dermed foreligger der et indre modsætningsforhold i arbejderisternes strategi: Hvis der bliver skåret i velfærdsgoderne, så rammer det på sigt den del af arbejderklassen, som arbejderisterne ellers har udvalgt til at skulle genoprette den samlede solidaritet i klassekampen.
Det er en fejlslagen vej, som kun kan resulterer i intern splid i arbejderklassen. En handling som næppe vil virke befordrende på den interne solidaritet!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed