Socialistisk Arbejderavis
Nr. 326 – 26. januar 2013 – side 4
Rejseberetning fra Palæstina
På grænsen til det forjættede land
Paula Taina-Nielsen
I det nordlige Palæstina ligger byen Anin. En meget lille by, hvis hovedbeskæftigelse er fåreavl. Israel satte en stopper for denne indtægtskilde, da de byggede muren rundt om byen i de bjerge, hvor fårene græsser.
Muren afskærer Anin fra nabobyerne sådan, at Anin nu er en blindgyde for de indbyggere i nabobyerne, der ellers tog vejen gennem Anin, men nu må køre udenom. Så i stedet for at være et gennemkørselspunkt, med den handel og omsætning det førte med sig til byen, er byen blevet et endestop, hvor man ikke vil hen.
Det er ikke den eneste pris byens indbyggere har betalt, nogle har også mistet deres opdyrkede jord udenfor byen. Den jord, der retmæssigt tilhørte palæstinenserne i denne by, er nu afskåret af muren og tilhører Israel.
Abu Faiyes
Denne skæbne er tilfaldet Abu Faiyes, en olivenfarmer med flere marker på den anden side af muren. Med et var hans eksistensgrundlag i fare for at smuldre. Det skulle senere vise sig at svinde helt ind til det rene ingenting. Vi møder Abu Faiyes ved muren, som i virkeligheden er et højt trådhegn med pigtråd på toppen.
Vi kan ikke se grænseposten, men vi ved der er israelske soldater, kun få hundrede meter længere oppe af bakken. Vi er blevet bedt om at komme før solnedgang; ikke pga.det ujævne terræn og risikoen for at falde og slå sig, men pga. risikoen for at blive skudt. Den risiko løber man, hvis man opholder sig ved grænsen efter solnedgang.
Vi står nu i skumringen og hører Abu Faiyes’ historie.
Spæret inde
Han har to store olivenmarker på den anden side af muren, på israelsk territorum. Hvis han vil dertil må han indhente en skriftlig tilladelse for dagligt at komme gennem grænsekontrolen, styret af israelske soldater. Uden en tilladelse må han vende om. Det tager to uger til en måned at få en tilladelse, i mellemtiden er der ingen adgang.
Abu Faiyes fortæller, at han ved sidste års høst ingen tilladelse fik og hans afgrøder gik tabt. Abu Faiyes har en mark tæt på grænsen og en tre kilometer længere væk. Den der er længst væk, er umulig for ham at nå, fordi han hverken må eje et køretøj på den israelske side eller tage et palæstinensisk registreret køretøj med fra den palæstinensiske side. Så han må gå. Da marken ligger tre kiometer væk, er der ikke nok timer i døgnet til, at han kan nå gennem kontrollen, ud til marken, passe træerne eller høste dem og tilbage inden grænsekontrollen lukker.
Han må ikke sove på sin mark, hvis han gør smider israelske soldater ham væk. Abu Faiyes må opgive denne mark og koncentrere sig om den tættere på grænsen.
Den mark tættere på grænsen giver dog Abu Faiyes flere problemer. Når han kommer til den er der ofte stjålet oliven fra træerne. Når han passer sin mark eller høster oliven står israelske soldater ikke langt væk og overvåger ham. De står der for at gøre det ubehageligt for ham at være der fortæller han, så han ikke skal komme igen. Men det gør han.
Abu Faiyes fortæller om et andet problem, som han oplever i forbindelse med olivenhøsten. Han har oplevet, at de oliven, der gror på palæstinensisk jord er fine, smager godt, har det rigtige udseende. Men de oliven, der gror på hans mark kun et par kilometer derfra på den israelske side af muren, smager grimt og er unaturligt hårde. Han mistænker dem for at være blevet forgiftet, at der bliver hældt kemikalier i jorden omkring oliventræerne. Men det kan ikke bevises. Abu Faiyes må i stedet nøjes med de træerne, der giver god høst, selvom det ikke er meget.
Før den anden intifada kunne Abu Faiyes producere 250 tanke på en olivenhøst, som varer ca. en måned-halvanden måned. Nu kan han producere 40-50 tanke. Til gengæld har Palistinian Fair Trade Association (PFTA) i samarbejde med virksomheden Canaan Fair Trade doneret 500 oliventræer til Abu Faiyes som kompensation for tab af land til besættelsen. Dem har han plantet på palæstinensisk jord. På den måde giver Fair Trade mulighed for opretholdelse, det er en måde at gøre modstand mod besættelsen af vores land siger Abu Faiyes.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed