Socialistisk Arbejderavis
Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 6
En historie om unødvendig lønnedgang
På min arbejdsplads fik vi i vores afdeling for 2 uger siden et “tilbud” fra ledelsen: Gå 3000 kr. ned i løn om måneden. Bag kravet lå der både ideologisk propaganda og mere håndfaste trusler.
Krav om økonomisk ansvarlighed
For på den ene side var argumentet for lønnedgangen at virksomheden er i krise, og at vi måtte bidrage til at øge virksomhedens konkurrenceevne via denne lønnedgang.
Det er et argument man hører igen og igen, især i krisetider. Både på mange arbejdspladser hvor ledelsen mener, at det er arbejdernes ansvar at få omkostningerne ned. Og på samfundsplan, hvor ikke bare erhvervsfolk, men også politikere fra SF til DF og fagforeningsledere maner til besindighed i lønforhandlinger, med henvisning til landets konkurrenceevne.
Argumentet bygger på den løgn at vi, arbejderne, og ledelserne/virksomhedsejerne er i samme båd, og i fællesskab skal forsøge at udkonkurrere andre virksomheder og deres arbejdere.
Det klinger dog meget hult, når man igen og igen ser at det er de almindelige lønmodtagere der må holde for, mens direktører, bestyrelsesmedlemmer og aktieholdere forgyldes.
Der var meget få af mine kollegaer, der umiddelbart købte argumentet. Bagefter kunne de dog hurtigt se hvor hullet det var, da det kom frem at vores store lønnedgang ville spare virksomheden 1 promille af omsætningen lokalt, og kun 0,25 promille af hele koncernens omsætning.
Hvilket tydeligt illustrerer, at det ikke er vores relativt høje lønninger, der har bragt virksomheden i økonomiske problemer.
Fraværet af loyalitetsfølelse over for virksomheden er for mig meget glædeligt. Det svækker nemlig altid arbejdere både i en konkret kamp og som samlet klasse, hvis man accepterer præmissen om at skulle konkurrere med andre arbejdere om løn og arbejdspladser.
Løn og arbejde skal vindes på bekostning af ejerne og direktørerne, ved at stå sammen med andre arbejdere, uanset om de er arbejdsløse, arbejdere i en anden virksomhed eller i et andet land.
Truslen om at miste jobbet
Samtidig truede ledelsen direkte med, at hvis vi ikke frivilligt gik med på aftalen, ville de sætte lønnen hele 4000 kr. ned pr. måned. Og hvis vi satte arbejdsindsatsen ned eller på anden måde ændrede adfærd, ville de blot ansætte vikarer til at dække ind for den tabte produktion.
Heri lå også slet skjult, at de var klar til at erstatte alle dem, der ikke slog hælene sammen og arbejdede videre som før. Dette er med god grund noget mange var reelt bange for, da det er deres livsgrundlag der er på spil.
Men her er det vigtigt at påpege, at denne trussel vil være reel så længe ledelsen har styrke og selvtillid til at fortsætte med at true arbejderne ned i løn. Og så længe de ansatte ikke gør modstand, og gør det svært for arbejds-"giverne" at forringe forholdene, vil de have denne styrke og selvtillid.
På min arbejdsplads er der en meget ringe, næsten ikke-eksisterende, tradition for faglig kamp. Dette har da også betydet massive nedskæringer i løn og rettigheder gennem de sidste 4 år – næsten uden protester. Og da sammenholdet mellem de forskellige teams og afdelinger ikke er godt, virkede det i første omgang meget usandsynligt at det skulle blive muligt at gøre fælles modstand.
I første omgang var der også mange, der mente at vi var nødt til at acceptere lønnedgangen. Mange af dem var ganske vist rigtigt sure, men havde ikke bud på hvad vi kunne stille op. Idéen om strejke var meget fjern, og blev kraftigt afvist på de faglige møder.
Sammenhold og løftet stemning
Men et par uger efter, med en masse snak og knap så meget arbejde, er det alligevel lykkes at få fælles fodslag i forhold til at give ledelsen noget modstand.
Efter et godt fagligt møde, hvor alle kunne komme til orde, og alle argumenter blev hørt og diskuteret, var der meget bred enighed om at vi fremover ville afvise at tage overarbejde. Dette er ikke nogen strejke, men, ligesom en strejke, er det med til at presse ledelsen på pengepungen.
Allerede nu, efter to dage, er vi langt bagud med ordrerne, og snart vil det blive nødvendigt at hyre dyre og ikke-oplærte vikarer til at supplere de fastansatte. Begge dele vil blive meget dyrt.
Vi er stadig sat ned i løn – dog lidt mindre end ved første “forhandling” – og kun meget få af kollegaerne vil høre tale om at udvide strejken for at lægge hårdere pres på vores modstandere.
Men set i forhold til, hvor opgivende kollegaerne var for blot to uger siden, er det meget opløftende at opleve hvordan der nu er meget bred opbakning til at lukke ned for det, der for virksomheden er så vitalt – overarbejdet.
Ikke bare i en måned eller to, men indtil vi får større indrømmelser.
Man har kunne mærke et stort løft i den kollegiale stemning – alle har en fornemmelse af at gør noget sammen og står samme.
Jeg tror, det er usandsynligt at vi vinder den tabte løn tilbage, men med det styrkede sammenhold, så er jeg til gengæld sikker på at vi står meget stærkere i forhold til nye lønnedsættelser og eventuelle fyringsrunder fremover.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed