Socialistisk Arbejderavis
Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 12
Derfor er socialistiske ideer nødvendige
Charlie Lywood
Solidaritet i arbejdskampe er vigtigt, men ikke nok. Kampene rejser ofte spørgsmål, hvor solidaritet ikke er et tilstrækkeligt svar.
Denne artikel er et genoptryk fra 1995, hvor Ri-Bus-strejken mod privatisering af busdriften i Esbjerg stod i frisk erindring.
Mange aktive arbejdere vil være tilbøjelige til at vende politiske partier ryggen. Det er forståeligt, at mange opfatter de to store arbejderpartier, Socialdemokratiet (S) og Socialistisk Folkeparti (SF), som partier, der ikke er specielt interesseret i eller måske er direkte fjendtlig overfor arbejdskampe.
De hylder en opdeling mellem det, de kalder den politiske og den faglige kamp. Den politiske kamp for at ændre samfundet foregår i folketinget. Det er en parlamentarisk kamp om stemmer og deraf følgende indflydelse på lovgivningen. Den faglige kamp er fagforeningernes kamp for at sørge for tålelige vilkår for arbejderklassen, mens den parlamentariske kamp står på.
Disse partiers perspektiv om socialisme er reduceret til, at nogle få S- og SF-politikere og fagforeningsbosser klarer ærterne. Det er “socialismen fra oven”, hvor nogle få politikere indfører socialisme på vegne af arbejderklassen.
Men den strategi har aldrig ført til socialisme. Den betyder i realiteten, at politikerne har glemt deres perspektiv om socialisme og er blevet administratorer af kapitalismen i stedet for dens banemænd. Som administratorer og økonomisk ansvarlige for den kapitalistiske økonomi angriber de arbejderklassen i stedet for at beskytte den. Det betyder, at der blandt arbejdere opstår bitterhed og antisympati mod de partier, der skulle være arbejdernes allierede.
Det kan derfor ikke undre, at der især i perioder med mange strejker og protester kan vokse ideer frem imod politiske partier. Ideer om, at solidaritet blandt alle arbejdere er nok til at sejre.
I nogle perioder, fx i årene før og under 1. verdenskrig, førte de ideer til, at der blev dannet organisationer, som kaldte sig syndikalister (ordet syndikat betyder fagforening). Specielt i Spanien, Frankrig, USA og til dels i Storbritannien og Skandinavien havde sådanne organisationer indflydelse blandt de mest aktive arbejdere. Syndikalisterne kom dog hurtigt til kort, da 1. verdenskrig brød ud. De havde fornægtet den politiske kamp og hyldet solidaritet blandt arbejdere mod arbejdsgiverne som måden at bekæmpe kapitalismen på. Men de havde ingen ideer om, hvordan arbejderklassen kunne bekæmpe deres egne krigsførende stater.
Den russiske revolutions sejr i 1917 viste en anden vej. Det største russiske socialistparti – bolsjevikkerne med Lenin i spidsen – havde sejret, fordi de forbandt kampen for bedre levevilkår med kampen for socialisme. Bolsjevikkernes slogans var “Brød, fred og jord”, men også hvordan det kunne opnås: “Al magt til arbejderrådene”. Med andre ord skulle arbejdermagten indfri det russiske folks krav om fred og retfærdighed. Og det gjorde den.
Den russiske revolutions sejr inspirerede millioner af arbejdere verden over. Ideer om revolution, arbejdermagt, internationalisme og nødvendigheden af revolutionære organisationer til at bære disse ideer ind i arbejderklassen var udbredte. Både reformistiske og syndikalistiske ideer blev fortrængt for en stund.
Desværre betød den russiske revolutions nederlag til Stalins kontrarevolution, at de revolutionære ideer næsten blev fordrevet ud af historien. Stalins arvtagere i de forskellige kommunistiske partier verden over gentog socialdemokraternes opdeling af den faglige og politiske kamp.
Eksempelvis i Danmark i dagene omkring påsken 1985. Her oplevede hundredtusinder af arbejdere, at de havde magten over samfundet. En ti dage lang generalstrejke betød blandt andet, at TV og radio gik i “sort”, færgerne sejlede ikke, fabrikkerne stod stille, offentlige kontorer var øde. Årsagen til balladen – den konservative Schlüter-regering – var handlingslammet. De håbede på, at socialdemokraterne under Anker Jørgensen kunne få folk i arbejde igen, men han blev pebet ud. Så prøvede de socialdemokratiske fagforeninger at få folk tilbage til arbejdspladserne. Igen uden held.
Det var Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) opfordring til at gå i arbejde igen, som fik folk til endeligt at opgive kampen. De skulle stille lønkrav og ikke gå efter regeringens afgang. Deres strategi om en arbejderregering mellem S og DKP ville falde til jorden, hvis strejkerne forsatte og bragte regeringen til fald. DKP mente, at Socialdemokratiet ville støtte den borgerlige regering, hvis den var blevet presset yderligere af de strejkende arbejdere. For DKP betød det mindre, at arbejderklassen ville have stået meget stærkere under en eventuel socialdemokratisk ledet regering, hvis det var arbejdernes egen aktiviteter, som havde væltet dens forgænger.
I dag i 90'erne, med kapitalismens uløselige problemer, er arbejderklassens velfærd og tryghed igen under konstant angreb. Heldigvis har mange arbejdere reageret imod angrebene. Dette årti har derfor oplevet mange forskellige arbejdskampe. De mest fremtrædende har været slagteriarbejdernes kamp mod fire dages ugen, sygeplejerskernes kamp for bedre lønninger, pædagogernes kamp mod nedskæringer, SAS arbejdernes kamp mod fyringer, skraldemændenes kamp mod politiske fyringer og Ri-Bus chaufførernes kamp mod forringelser som følge af privatiseringer. Men der har været et hav af andre kampe.
Mange arbejdere har erfaret, at de kan vinde, hvis der er omfattende solidaritet fra andre arbejdspladser. Ri-Bus konflikten er et godt eksempel. Uden omfattende solidaritet kunne chaufførerne ikke have holdt ud så længe. Det vil uundgåeligt føre til tanker om, at solidaritet mellem arbejdspladserne alene er nok til at bekæmpe arbejdsgivere.
Men solidaritet mellem arbejdspladser kan ikke fjerne roden til, at konflikter som fx Ri-Bus kan opstå. Det kan heller ikke erstatte politiske ideer om hvordan konflikter kan vindes.
Socialistisk Arbejderavis har i Ri-Bus konflikten fra starten argumenteret for massive blokader som det bedste middel til at bekæmpe Ri-Bus. Vi har også rettet skytset mod fagforeningsbosserne, fordi de ikke støtter chaufførerne økonomisk og ikke mobiliserer deres medlemmer. Socialdemokratiets rolle som passiv tilskuer til arbejdsgiverens brutale metoder mod chaufførerne er blevet understreget. De argumenter er ikke altid populære og har ikke nødvendigvis opbakning blandt alle chaufførerne, men de er, hvad der skal til for at vinde konflikten.
Selv i relativt små og lokale arbejdskampe er der politiske spørgsmål, som skal besvares. Syndikalister vil negligere de politiske spørgsmål, men de bliver ikke besvaret ved at negligere dem.
Det er derfor, at Socialistisk Arbejderavis bliver solgt blandt strejkende arbejdere, eller hvor der er demonstrationer mod nazister eller A-bomben. Avisen er med til at plante revolutionære socialistiske ideer i arbejderklassen. Ideer som handler om aktuelle kampe, og om hvordan kampene kan vindes og forbindes til en generel kamp mod kapitalismen og for socialisme. I Socialistisk Arbejderavis er der side om side med kampen mod Ri-Bus, ideer om hvordan nazisterne bekæmpes, kampen mod A-bomben, historien om 1968 og hvorfor studenter kan starte en revolutionær bølge.
Ideer som ikke bare efterplaprer de mennesker, de skal solidarisere sig med, men udfordrer deres eventuelle fordomme og forhåbentligt bibringer en dybere forståelse af sammenhængene i den kaotiske verden, som vi lever i.
I dag er der mange socialister, der gentager den syndikalistiske og reformistiske opdeling mellem faglig og politisk kamp. De siger, at revolutionære ikke skal “belære” arbejderklassen. Men hvis ikke arbejderne får socialistiske ideer, beholder de blot deres borgerlige ideer, selv om de har været ude i arbejdskampe.
Der er i dag ved at blive skabt forskellige netværk af faglige aktive. For eksempel blandt sygeplejersker, skraldemænd, postarbejdere, buschauffører og telekommunikationsarbejdere. Netværkene er i opbygningsfasen og er tit underlagt fagforeningskontorerne, men de er de fremtidige organisatorer af endnu større arbejdskampe og oprør, end vi hidtil har set.
Syndikalisternes holdning om at holde politik og specielt parti politik ude af arbejdskampe er farlig for arbejderklassens kommende kampe. Derfor er det socialisters opgave at blande sig i arbejdskampe og argumentere for socialistiske ideer.
Den herskende klasse er velorganiseret både ideologisk og som klasse. Den har staten, regeringen og fagforeningstoppen på sin side. Det er Ri-Bus konflikten et godt eksempel på. Arbejderklassen består af de mange og er derfor potentielt stærkest, men uden socialistiske ideer og socialistiske organisationer kan den ikke vinde de afgørende sejre.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed