Socialistisk Arbejderavis
Nr. 327 – 11. marts 2013 – side 13
Stalins strøm af blod
Ian Birchall
På 60-årsdagen for den russiske diktator Josef Stalins død, ser Ian Birchall tilbage på hans liv, og hvordan hans politik belastede den socialistiske idé i årtier frem.
Millioner sørgede over Josef Stalins død i 1953. Nu, over 20 år efter Østblokkens kollaps, har han kun en lille håndfuld beundrere tilbage.
Til stadighed bruges hans havn og handlinger til at drage idéen om socialistisk revolution i tvivl. At fortælle sandheden om Stalin, er en del af arbejdet med at definere vores vej til socialisme.
Zar-tidens Rusland var et barsk samfund, som var kendetegnet af massiv fattigdom og tendenser til autoritær tænkning. Stalins person var derfor i høj grad et resultat af særlige, sociale omstændigheder
På det tidspunkt var Ruslands arbejderklasse ny og radikal. Det lykkedes for Vladimir Lenin og Bolsjevikpartiet, der organiserede et betydeligt mindretal af arbejderne, at vinde støtten fra et flertal af denne klasse til revolution for at gøre en ende på det kapitalistiske styre i Rusland. Det er i løbet af denne proces, at Stalin melder sig ind i partiet. Han avancerer snart til en ledende stilling, men i modsætning til Lenin var han ikke teoretiker. Og i modsætning til Leon Trotskij, der var formand for den revolutionære Skt. Petersborg-sovjet (arbejderråd) under 1905-revolutionen, var Stalin ikke en masseleder.
Revolutionen bryder ud igen i 1917, da arbejdere tog magten og dannede sovjetterne. Her var Stalin ikke en iøjnefaldende skikkelse, og han taler kun for arbejderne ganske få gange. Han synes ikke synderligt godt om den uforudsigelighed, der prægede stormøderne, og han foretrak at begrave sig i partiapparatet.
Under den barbariske borgerkrig, der fulgte efter revolutionen, stormede de bedste arbejdere fra sovjetterne til fronten for at forsvare revolutionen. Tusindvis af dygtige aktivister døde som følge af det.
I disse svære år, anerkendte Lenin Stalins talenter og gav ham opgaver, hvor effektivitet og brutal håndhævelse af autoriteten var en nødvendighed for at forsvare revolutionen. Men i 1922 skrev den døende Lenin sit berømte Testamente, hvor han advarede de andre bolsjevikiske ledere: “Kammerat Stalin har, efter at være blevet Generalsekretær, ubegrænset autoritet koncentreret i sine hænder, og jeg er ikke sikker på, om han altid vil være i stand til at bruge den autoritet med den nødvendige forsigtighed.”
Mangelfuld analyse
Mange hævder, at den russiske revolution uundgåeligt førte til Stalins rædsler. Dette er en mangelfuld tilgang til historien; et forsøg på at finde en simpel forklaring på en kompleks, historisk proces.
Stalin havde fremsat den nye politik om “socialisme i ét land”. Mens hele Lenins strategi havde været baseret på håbet om, at revolutionen hurtigt ville sprede sig mod vest, talte Stalin nu for, at verdensrevolutionen var udsat på ubestemt tid.
Sovjetunionens opgave var i stedet at industrialisere sig selv. I 1931 advarede Stalin: “Vi er 50 eller 100 år bagefter de højtudviklede lande. Vi må indhente denne distance på 10 år. Enten gør vi det, eller også bukker vi under.” Logikken var simpel. Sovjetunionen blev nødt til at modernisere landets økonomi, og være forberedt på at konfrontere de vestlige magter i en eventuel, militær konflikt.
Industrialiseringen i lande som Storbritannien havde ødelagt millioner af arbejderes liv. Men at gennemføre denne proces i løbet af et par årtier, frem for et århundrede, ville betyde en ufattelig grad af brutalitet. Det var en kontrarevolution på en hidtil ukendt skala. Den arbejdermagt, der havde opbygget revolutionen, blev udskiftet med en ny, herskende klasse. Hvad der var opstået, var kapitalisme i en ny form – statskapitalisme. Den forekom meget forskellig fra den traditionelle model, men var meget lig denne i forhold til udbytningen af arbejderne.
Den såkaldte “planøkonomi” havde intet at gøre med en socialistisk demokratisering af økonomien, men fremsatte blot en række mål for en hurtig industrialisering. Ofte under et forfærdeligt ressourcespild.
Tusindvis af partimedlemmer blev udrenset og henrettet, hvilket åbnede muligheder for ambitiøse, unge bureaukrater kom til. Hvilket ofte var folk, der ikke havde spillet nogen rolle i revolutionen og ikke havde nogen fornemmelse for dens idealer. Disse blev Stalins mest ivrige støtter.
Stalins politik havde en katastrofal indflydelse på den internationale bevægelse. Det blev meget tydeligt, da de tyske kommunister afviste at lave en enhedsfront med socialdemokraterne, hvilket gjorde det muligt for Hitler at tage magten.
Lige før Anden Verdenskrigs udbrud, lavede Stalin en ikke-angrebspagt med Hitlers Tyskland. Kommunister rundt om i verden, som havde deres partier i rollen som de mest beslutsomme modstandere af fascisme, var forfærdede. Tyske kommunister, der havde søgt tilflugt i Sovjetunionen, blev udleveret til Hitler. Hele manøvren var dog nyttesløs, og Hitler brugte pagten som en forsinkende taktik i forhold til en invasion af Sovjet.
Den 5. marts 1953 døde Stalin. Nikita Khrusjtjov, som vandt kampen om at blive hans efterfølger, holdt bare tre år senere en tale, hvori han tog afstand fra Stalins kriminelle handlinger. På trods af fordømmelserne, fortsatte versioner af stalinismen i årtierne frem.
I 1956 så hele verden tanks fra den såkaldte sovjetiske arbejderstat knuse arbejderråd i Ungarn. Tusinder af kommunister forlod deres partier, ofte for at danne nye organisationer dedikeret til ægte socialisme.
Stalinisme giver et dystert billede af, hvad socialisme ikke er. Men de tidlige år sovjetterne og traditionerne hos dem, der gjorde modstand mod Stalins opstigning til magten, ofte med deres liv som indsats, giver os en vision, der kan inspirere og uddanne os.
Oversat fra Socialist Worker af Anna Wolf Kristensen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed