Socialistisk Arbejderavis
Nr. 329 – 12. juni 2013 (Kun online)
Interview
Tyrkiet uge 2
Interview med Ozan Tekin fra den tyrkiske revolutionære organisation DSIP, foretaget af Socialist Worker (UK) 10. juni.
Regeringen synes at have givet nogle indrømmelser med hensyn til at droppe planerne om at bygge et indkøbscenter. Erdogan sagde, at han var åben for “demokratiske krav”. Har der været nogen form for dialogindtil nu? Hvad er opdateringerne på andre statslige udviklingsplaner i området og kan der opnås en eller anden form for aftale mellem regeringen og demonstranterne vedrørende dette punkt?
Mens Erdogan var på hans tidligere planlagte statsbesøg i Nordafrika, mødtes vice-premierminister Bulent Arinc med en delegation fra Taksim Solidaritets-gruppen – en paraplyorganisation for demonstranter – for at diskutere deres krav. De fleste AKP-funktionærer siger i øjeblikket, at protesterne på den første dag var legitime og retfærdige, men at det, der bekymrer dem, er en udvidelse af begivenhederne til en trussel mod regeringen med “ekstremisters tilskyndelse”.
Guvernøren i Istanbul erklærede i dag, at han ønsker, at han var i Gezi Park sammen med besætterne – han fordømte demonstrationerne som “ulovlige” for 10 dage siden!
Regeringen siger nu, at de vil gå videre med deres planer om at genopbygge de gamle osmanniske kaserner i parken, men der vil ikke være nogen indkøbscentre eller luksusboliger inden for. Taksim Solidaritet og de bredere lag af demonstranter insisterer på ikke at give op uden en erklæring om, at parken ikke vil blive ødelagt.
Så regeringen har givet indrømmelser på visse dele af sine planer, men en aftale forekommer usandsynlig i den nærmeste fremtid, medmindre der er yderligere indrømmelser fra regeringen. Resultaterne af en nylig meningsmåling hævder, at 75% af Istanbul beboere og 64% af befolkningen er imod regeringens omstruktureringsplaner for parken.
Angrebene på demonstrationerne i Ankara i løbet af weekenden har været brutale og tusinder samles i mange af Istanbuls kvarterer og i Ankara i dag, mens de frygter mere magtanvendelse. Hvad er årsagerne til den tilsyneladende optrapning af protesterne og politiets respons?
Gezi Park har været fri for sikkerhedsstyrker i over en uge nu. Der er barrikader rundt omkring Taksim-pladsen og politiet har trukket sig helt tilbage. Det var fordi titusinder tappert modstod politivolden sidste weekend – flere og flere mennesker kom ud på gaderne, da politiets angreb var ved at blive hårdere. Stedet er nu som et festival-område, hvor tusindvis opholder sig hver nat, og som titusinder besøger hver dag efter arbejdstid. Men politiets terror findes stadig i andre byer, hvor tusindvis af mennesker demonstrerer i solidaritet med Taksim-pladsen.
Der er stigende opfordrer til at afholde et hurtigt valg, der skal finde sted i 2014? Er det ved at blive et populært krav, og hvad er regeringens reaktion?
Det er ikke fremsat af demonstranterne som et krav, men nogle kommentatorer og parlamentsmedlemmer fra oppositionen har rejst det i et stykke tid. Et førende AKP-parlamentsmedlem afviser det. Men der var allerede planlagt en række valg i 2013-14: lokalvalg, et præsidentvalg og, sandsynligvis, en folkeafstemning om en ny forfatning.
Denne bevægelse har endnu ikke vundet støtte fra et flertal over hele landet. Dens betydning stammer fra det antal, det er lykkedes at mobilisere på gaden. Bevægelsen skal vinde støtte fra dele af regeringens vælgerbase – som udgør 50% af den samlede vælgerskare – for at udgøre en alvorlig trussel mod Erdogan.
For at gøre dette er vi nødt til at kæmpe mod de ideer, som den herskende klasse bruger til at splitte os, som fx racisme, nationalisme, sexisme, homofobi, islamofobi og så videre. Nogle meningsmålinger viser, at 16% af AKP-tilhængerne er sympatisk indstillet over for modstanden – det er et godt udgangspunkt. Dette er grunden til, at Erdogan straks indkaldte til støtte-stævner i mange byer og planlægger at gøre mere for at konsolidere sin base mod bevægelsen.
Så hvad med hans stævner? Hvad er deres gennemslagskraft og er de stigende i antal efterhånden som protesterne eskalerer?
Tallene er ikke store, når man tager regeringens støtte i betragtning, men det, der er bemærkelsesværdigt, er den vrede, som denne bevægelse har skabt blandt AKP-tilhængere. De anser dette for at være sammensværgelse af kemalister mod konservative/islamistiske kræfter. Slagordene i Erdogans stævner er ganske rasende: “Stå fast, aldrig bøje af, folket er med dig”, “Giv os grønt lys, og vi vil knuse Taksim”.
Erdogan har endnu ikke givet grønt lys, men han gambler med det ved at fortælle en række løgne – at demonstranterne har besat en moske for at drikke alkohol inde i den (hvilket er blevet benægtet af imamen for den moské det handler om), at kvinder med tørklæder bliver chikaneret af de protesterende (en kvinde-march er blevet afholdt af Gezi-besætterne for at modsætte sig enhver form for chikane mod kvinder). Statsministeren bruger også nationalistisk retorik, hvor han hævder, at dette er et internationalt sammensværgelse mod “Tyrkiets økonomiske vækst”.
Hvad er kurdernes holdning til begivenhederne?
Kurdere har været involveret i begivenhederne på Taksim-pladsen, og der er blevet afholdt nogle demonstrationer i solidaritet med bevægelsen i de kurdiske byer. Men deltagelsen afspejler slet ikke deres fulde styrke. I betragtning af den igangværende fredsproces med regeringen, som vil ende statens diskrimination mod kurderne, er de bange for, at en CHP-MHP koalition (en kemalistisk/fascistisk koalition imod fredsforhandlingerne), kan komme til magten, hvis regeringen falder.
Kurderne i parken er blevet angrebet, fordi de viser plakater med PKK-leder Öcalan i deres område i parken. Socialister og alle anti-racister i bevægelsen kæmper hårdt for at mindske nationalisternes indflydelse inde i parken og forsvare tyrkisk-kurdisk enhed. Det er lykkedes indtil videre, men det er stadig meget vigtigt at opbygge en fælles front mod racisme.
Hvad er situationen på Taksim Pladsen? Og kan du fortælle os lidt om atmosfæren i Gezi Park-lejren?
Der er en fuldstændig følelse af frihed. Titusinder har samlet sig hver dag efter arbejde for at gøre parken til et karneval. Nogle få tusinde bliver der hele natten. Aktivisterne løser alle problemer i en ånd af solidaritet og kammeratskab. Overalt i parken debatterer folk hvad der vil ske, og hvordan vi kan komme videre. Mange politiske kræfter har deres egne boder. Folk i parken er meget åbne for nye og selv radikale ideer. Man kan sælge 350 eksemplarer af en avis kaldet Socialistisk Arbejderavis på en dag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed