Socialistisk Arbejderavis
Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 1
Du betaler krisen
Arbejdsgiverne bruger krisen som en anledning til at stramme grebet om arbejdspladserne, tilrane sig en større del af kagen, og til at svække de ansattes organisering. En opgave som regeringen ivrigt hjælper dem med.
Gennem en række forringelser af efterløn, førtidspension, fleksjob, SU, kontanthjælp og en skattereform er 125.000 personer siden 2009 blevet tvunget ud på arbejdsmarkedet – til job, som ikke er der.
Folk skubbes ud i arbejdsløshed og i en desperat økonomisk situation. Det rammer de arbejdsløse, men det presser også løn- og arbejdsvilkår for dem, der er i arbejde – hvilket er regeringens mål med reformerne.
Ifølge Bjarne Corydon skal vi nu til at øge produktiviteten. Det modsatte af at deles om arbejdet. Man vil tvinge dem, der er i arbejde til at løbe endnu hurtigere. Det vil betyde endnu dårligere arbejdsmiljø, mere stress og øget brutalisering af arbejdslivet.
Regeringen vil svække fagforeningerne
KL og staten vil svække lærernes faglige organisation, og det vil de kopiere til alle andre grupper. Tillidsmands-beskyttelsen og medarbejderudvalgene skal stækkes og flere forhold på arbejdspladsen skal være op til forhandling mellem den enkelte og chefen – uden “indblanding” fra tillidsrepræsentanter.
Den “mini-trepartsaftale” som netop er indgået har som mål at “effektivisere” for 12 milliarder kroner i den offentlige sektor! Og man vil åbne muligheden for “forsøg med fritagelse for overenskomstmæssige bindinger”, som det så smukt formuleres.
Arbejdsplads efter arbejdsplads står over for disse angreb. Om vores reaktion på disse angreb er at dukke nakken, eller om vi slår igen, vil være en kamp på hver eneste arbejdsplads og hver eneste fagforening.
Håbet fra verdens masser der slå igen
I Egypten, Brasilien og Tyrkiet er millioner af folk gået på gaderne for at kræve social retfærdighed.
Disse protester kan trække alle lige fra de fattigste til de relativt velstillede. Medierne fortæller os, at det er den unge teknologi-kyndige middelklasse, som er de ledende i disse bevægelser. Men sociale bevægelser er mere end hvad, øjet umiddelbart ser.
Verdens samfund er delt i klasser: mellem arbejderne, der skaber rigdom, og cheferne, der tjener på dem. Det er kampen mellem disse klasser, der driver den sociale forandring.
Da Egyptens revolution begyndte i 2011, var der fokus på demonstrationer på Tahrir-pladsen.
Men der var også arbejdsnedlæggelser og strejker på busterminalerne, på havnene, på sygehusene og i de enorme tekstilfabrikker.
To dage med generalstrejker gav dødsstødet til Mubarak regimet. Og arbejderkampe har været i centrum for den revolutionære proces lige siden.
Arbejderne holder samfundets hjul i gang, og de har en enestående magt til at lukke dem ned.
Dette er grunden til, at Egyptens revolutionære socialister igen indkalder til strejker. Og det er derfor, socialister i Brasilien har kastet sig ud i opbygningen af næste uges generalstrejke.
Og det er grunden til, at de angreb, som den socialdemokratiske regering herhjemme står for, kan stoppes, hvis arbejderne organiserer sig og slår igen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed