Socialistisk Arbejderavis
Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 3
Interview med formanden for Dansk Jernbaneforbund
“DSBs ledelsesstil bygger på frygt”
Den 28. juni kunne man i medierne læse, at et fagligt møde for togførerne i DSB havde udviklet sig så voldsomt, at politiet blev indblandet.
Da Socialistisk Arbejderavis ringede til Dansk Jernbaneforbund for at høre mere om konflikten fik vi at vide, at medarbejderne var bange for at udtale sig fordi, DSB-ledelsen var på udkig efter enhver mulighed for at fyre medarbejderne.
Vi mødtes derfor med formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, til en snak om hvad der sker i DSB, og hvad det er for forhold, som medarbejderne arbejder under og hvordan, fagforeningen oplever ledelsen i DSB.
Plejede DSB ikke at være et meget godt sted at arbejde? Hvad er der sket?
Vi har altid haft et tæt og tillidsfuldt samarbejde med DSB. Selvfølgelig var der konflikter, men hvis vi ser i historiebøgerne, har vi haft meget få konflikter. DSB har altid kunnet ringe til os, og vi har altid kunne ringe til dem. Vi har været med til at fører DSB gennem mange kriser. Men det begynder at gå galt efter, at DSB brænder nallerne på investeringer i udlandet og direktøren bliver fyret i 2011.
Man vælger så en ny direktør, Jesper Lok, som kommer fra Mærsk, og så går det da helt galt; dén ledelsesform og den manglende respekt for medarbejderne og fagbevægelsen, giver konflikt, og der er intet samarbejde mellem DSB og Dansk Jernbaneforbund. Direktionen i DSB vil ikke tale med os.
Hvad er det for en form for ledelse, de har indført?
Det er nu folk fra Mærsk, som sidder i de fleste ledelsespostioner. Noget af det, vi opponerer imod er, at man forsøger at skabe en tilstand i DSB, hvor medarbejderne føler, at du kan blive fyret i morgen.
Det seneste tiltag, man har lavet er, at man går tilbage i lokomotivpersonalets papirer for at se, om der har været nogle sikkerhedsmæssige hændelser, og DSB sender så et brev til dem, hvor de skriver, at hvis du gør dét igen, så vil det få konsekvenser.
Det er et problem for sikkerheden fordi, det gør lokomotivførerne utrygge og får dem til at stirre sig blinde, og dét skaber ikke mere sikkerhed. Selv folk der efter vores opfattelse har et normalt sygefravær bliver kaldt ind og får at vide, at et sådant fravær kan få konsekvenser. Og det betyder, at folk bliver bange, og at man ikke tør melde sig syg. Dét er også et problem for sikkerheden. Når ledelsen skriver til medarbejderne, ligger der hele tiden en løftet pegefinger. Man håner sit personale i pressen, og så bliver det lige pludselig legalt at kritisere personalet også fra kunderne, og det skaber et enormt pres på den enkelte, og til sidst bliver det bare for meget. Og man bliver syg.
Hver gang der er den mindste klage eller hændelse, giver ledelsen medarbejderne skylden – uden at undersøge hvad der sker. Formålet med det kan kun være at skabe frygt og utryghed.
Hvad er DSBs formål med at køre denne kampagne?
Målet fra ledelsen er, at man ønsker at reducere voldsomt i personalet – der skal åbenbart helst kun være en lokomotivfører i toget. Det betyder manglende service og at handikappede, ældre og børn skal klare sig selv. Hvis der bliver uro i toget skal kunderne klare sig selv.
DSB skal spare en milliard kroner, og de vil spare 650 millioner på lønbudgettet – dvs. 1300 stillinger. Målet er at skabe et overskud i DSB, og det forsøger man ved at fyre folk.
Optakten til den faglige konflikt, vi så for nylig, var at DSB fyrede 45 togførere på DSB Øresund samtidig med, at man så beder togførere fra en anden del af DSB hjælpe til med at opretholde produktion. Så blev det bare for meget for togførerne i DSB.
Politistatsmetoder
Hvad var det der skete omkring det faglige møde på Hovedbanegården?
Det, der skete, var simpelthen ikke Danmark værdigt. DSB ringer til Politiet og beder dem om at komme ind på Hovedbanegården med dén begrundelse, at der stod personale på skinnerne. Men der stod ingen ansatte på sporet – det var en tidligere ansat, som var gået der ned i sympati.
Samtidig sagde DSB, at cheferne og ledelsen følte sig truet på perronen – man kunne jo spørge hvad de overhovedet lavede der? Hvorfor gør DSB ikke som alle andre virksomheder, når der er et fagligt møde, og trækker sig tilbage og henvender sig til tillidsmanden og bruger det faglige system, som det nu er?
Men hvad lavede ledelsen på perronen?
De stod dér, hvor man går op for at gå ind til det her faglige møde. Der havde cheferne så stillet sig op og truet vores folk med, at hvis du gik ind til det her faglige møde, så ville det få konsekvenser for din ansættelse. Jeg var dybt rystet.
DSB mener, at de er hævet over de faglige regler. Politiet overspiller så tilsyneladende også fuldstændigt deres rolle under konflikten og nærmest afhører vores medlemmer på perronen med trusler om erstatning. Det kunne jeg nu godt tænke mig en snak med mine kolleger i Politiforbundet om rigtigheden af. Det er jo politistatsmetoder!
Jeg fik ikke engang en opringning fra DSB. De anerkender ikke, at der er et fagligt system, der kan løse det her. Efter det faglige møde truede DSB efterfølgende de 25 folk, som var med til det her faglige møde, på skrift.
Jeg har kaldt DSB ynkelige på vores hjemmeside. DSB skal ikke true vores medlemmer. Det er altså ikke en måde, at en statslig virksomhed opfører sig på, og jeg drøfter dette med vores politikere for at få dem til at gribe ind.
Et angreb på fagbevægelsen
Hvad er DSB ude på?
DSB har en opfattelse af, at hvis man kan knække fagbevægelsen, så er man en stærk ledelse. Tillidsmandssystemet vil de også udfordre, det er helt klart.
Men samtidig ved ledelsen ikke noget om jernbanen. Det, der sker nu, er at DSB kaster virksomheden ud i en liberalisering. De ødelægger virksomheden, og kunderne vil reagere på den dårlige service, og dermed vil politikerne reagere og så er vejen banet for at lukke DSB.
Hvad er modsvaret fra fagbevægelsen?
Det er et godt spørgsmål – det er også det, mine medlemmer spørger mig om. Men jeg mener, at vi skal holde fast i, at vi vil samarbejde. Fagbevægelsens rolle er på den ene side at være de pæne drenge og dem, der følger reglerne.
Men samtidig vi har også ændret strategi, og nu må vi fører alle sager i retning af Arbejdsretten. DSB har aldrig tidligere haft sager i Arbejdsretten – førhen løste vi problemerne med forlig, men nu går vi i retning mod Arbejdsretten med hver eneste overtrædelse og brud på arbejdstidsregler og lignende. Og jeg skal sige dig, at jeg aldrig har set et statsligt selskab, som har så mange brud på de arbejdsretlige regler som DSB.
Men hvis jeg nu skulle tage mine kritiske briller på, holder fagbevægelsen så ikke krampagtigt fast i samarbejdsaftalen? Samtidig med at arbejdsgiverne har blæst til angreb?
Vi er begyndt at samle os på tværs af de faglige organisationer i det offentlige. Og det vil der komme til at ske mere af. Det har været for let at spille os ud mod hinanden i det offentlige.
Det var svært at overbevise mine medlemmer om, at de måske skulle ud og strejke for at støtte lærerne i forbindelse med overenskomsten. Men alligevel har vi på de seneste møder agiteret for, at tingene altså hænger sammen: hvis vi ikke støtter lærerne, så støtter de heller ikke os. Vi skal forberede os på, at overenskomst 2015, der bliver det vores tur, og på den baggrund tror jeg, vi kommer til at samle os.
Men jeg tror til gengæld også – og dette er absolut ikke en opfordring fra min side, for det må vi ikke – men jeg tror bare, at hvis den her uforsonlige stil fortsætter, så vil du se en jernbanedrift, som vil blive uregelmæssig. Vi vil se en hverdag, som begynder at blive præget af uro, sygdom og konflikter, og dermed vil det produkt, DSB leverer, blive ødelagt til skade for kunderne.
Jeg må bare sige, at når DSB er gået i krig med fagforeningerne for at knække vores indflydelse, så får de store problemer.
Foto: Mette Kramer Kristensen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed