Socialistisk Arbejderavis
Nr. 330 – 5. juli 2013 – side 8
Tyrkiet i oprør
“Når vi står sammen og gør modstand, er vi stærke!”
Pernille Cauchi
Tusindvis af mennesker har igennem den seneste måned næsten dagligt protesteret på Taksim-pladsen i Istanbul imod regeringens handlinger og politiets brutalitet.
Protesterne mod nedlæggelsen af den populære Gezi Park er blevet en katalysator for masseprotester imod den tyrkiske regering og et samlingspunkt for forkæmpere for demokrati og frihedsrettigheder.
Bitterhed brød ud i protester over hele Tyrkiet, da politiet angreb demonstranter og ryddede Gezi Park med tåregas og vandkanoner i slutningen af maj. Den 2 juni blev der således rapporteret om omkring 200 protester i 97 byer i hele landet.
Hanim, som er bosat i Danmark, men som er født og opvokset i Tyrkiet, følger protesterne på Facebook og får dagligt informationer fra venner og familie i Tyrkiet.
“Det er ret fantastisk,” siger hun. “For første gang i Tyrkiets historie samles folk på tværs af religiøse, politiske og etniske skel for at kræve frihed og plads til at være sig selv. De tror ikke længere på premierminister Erdogans løgne, for de kan se med deres egen øjne, at han lyver.”
Et demokrati-forbillede ‘gone wrong’
Baggrunden for protesterne er oplevelsen af en regering, som har lovet mere demokrati, men som har udviklet sig mere og mere i retning af et autoritært og udemokratisk regime, der gasser sine egne borgere og fængsler anderledes tænkende.
Tyrkiet er kendt som “verdens største fængsel for journalister”. I dag sidder over 50 journalister i fængsel heriblandt en kvindelig journalist, som for nylig er blevet ‘adopteret’ af Dansk Journalistforbund. Hun har foreløbig har siddet fængslet i 7 år for at skrive en bog om den tyske socialist Rosa Luxemburg.
Indtil 1945 havde Tyrkiet etpartistyre, og i de følgende årtier var der ofte store interne spændinger. Især i 1960’erne og i 1980’erne var der politisk ustabilitet, som førte til et antal militærkup, senest i 1997. Liberaliseringen af den tyrkiske økonomi, som begyndte i 1980’erne ændrede landets politiske landskab. Tyrkiet er således i de sidste årtier blevet set som et eksempel på et demokrati i den muslimske verden.
Retfærdigheds- og Udviklingspartiet, AKP, med Erdogan i spidsen kom til magten ved demokratisk valg i 2002. Partiet beskriver sig selv som moderat muslimsk. Befolkningen oplever, at militærets indflydelse og korruption er blevet mindre under Erdogan. Han har også formået at bevare sin popularitet, fordi det ser ud som om, at hans politik har givet befolkningen bedre vilkår end de fx har i Spanien eller Grækenland, som er hårdere ramt af den globale økonomiske krise.
Vækstmirakel og fagforeningsfjendsk overklassepolitik
Fra 2002 til 2012 voksede den tyrkiske økonomi med over 5% per år. Den tyrkiske vækst blev skabt gennem lånefinansiering og udbytning af arbejdere i form af lave lønninger, lange arbejdsdage og frygten for arbejdsløshed. Tyrkiet er i dag et af de mest ulige blandt kapitalistiske lande.
Siden de først vandt magten i 2002, har AKP forsøgt at undertrykke uafhængige fagforeninger og erstatte dem med regeringsvenlige fagforeninger. Ifølge den Internationale Trade Union Federation fyres arbejdere i Tyrkiet oftere for fagforeningsaktiviteter end i noget andet land i Europa og Tyrkiet har i dag den laveste organisationsrate af alle OECD-landene.
Selv om der ikke kan sættes lighedstegn mellem protesterne i Tyrkiet og Mellemøsten under Det Arabiske Forår har protestbevægelsen i Tyrkiet været spontan og har mobiliseret mange forskellige sektioner af befolkningen. Hanim siger:
“Demonstranterne samles under paroler, hvor der står, at regeringen forsøger at dele os – alevitter, kristne, kurdere og tyrkere mod hinanden. Hvorfor? Fordi når vi står sammen og gør modstand, er vi stærke!”
Protesterne skal ses som starten på en bevægelse, der kan gøre op med Erdogans regime og bane vejen for, at befolkningen får større indflydelse på deres eget liv.
Om protesterne kan føre til et mere demokratisk Tyrkiet vil i høj grad afhænge af, om de faglige organisationer kan mobilisere deres medlemmer til fremtidige demonstrationer og strejker. En indkaldt generalstrejke efter rydningen af Gezi Park opnåede kun at mobiliserer få hundrede mennesker.
Frygten for fængslinger og fyringer gør de uafhængige fagforeninger svage.
International solidaritet
Herhjemme har der været en række sympatidemonstrationer med protesterne i Tyrkiet. Over hundrede mennesker samledes for nylig på Vesterbro Torv for at vise deres foragt for den tyrkiske regerings handlinger.
Også danske fagforeninger forsøger at lægger pres på virksomheder såsom DHL og Ikea, hvis tyrkiske afdelinger beskyldes for ikke at overholder ILOs (den internationale arbejdsorganisation) standarder for foreningsfrihed og retten til kollektiv forhandlinger. 3Fs transportgruppe opfordrer til solidaritet med den uafhængige fagforening TÜMTIS og de tyrkiske arbejdere hos DHL i Tyrkiet ved at boykotte dette efterårs DHL Stafet.
Igennem den sidste måneds protester har den tyrkiske befolkning opdaget sin egen styrke. International solidaritet og opbygningen af stærke faglige organisationer i Tyrkiet kan være med til at give fremtidige protester i Tyrkiet den brede fundering, som kan gennemtvinge reel forandring.
Se også:
SAA 330: Boykot DHL-stafetten!
SAA 330: Messerschmidt: Tåregas mindre skægt end forventet
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed