Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 331 – 22. august 2013 – side 11

Enhedslisten – bredere, mere åben og mere politisk

Jakob Nerup

Enhedslisten står til 10-15 % af stemmerne i meningsmålingerne. Dobbelt så stor som SF og tæt på Socialdemokraterne. Hurra for det! Det er betydningsfuldt, fordi det fortæller os, at der er et stort mindretal af danskere, som ikke accepterer regeringens blå politik men vil have et venstreorienteret alternativ.

EL’s kurs mod næste valg skal bare fortsættes, for succesen er jo sikker, synes at være tankegangen i EL’s ledelse. Spørgsmålet er, om vi venstreorienterede skal lade os nøje med flere mandater uden mere generel modstand mod nyliberalismen. Eller er det en langt større opgave, EL skal tage på sig?

Venstrefløjens største opgave er at skabe et alternativ til nyliberalismen. I Folketinget og i befolkningen, som politisk og ideologisk alternativ, og som organiseret netværk, der kan yde konkret modstand.

Erhvervslivet og de rige er forenet om at fortsætte og forstærke angrebene på velfærden og arbejderklassens løn. De har forlængst opgivet klassesamarbejdet, men det har fagbevægelsens ledere valgt at lade som om ikke er tilfældet. S og SF har omfavnet nyliberalismen, og kan således ikke udgøre et alternativ.

Enhedslisten – bredere, mere åben og mere politisk

Opgaven er altså langt mere end flere vælgere. Fordi vi hverken forandrer noget ved, at EL får 10 mandater ekstra eller kan hjælpe til i arbejderklassen med at få selvtillid nok til at stå imod lønnedgang og angreb på velfærden.

Hvis EL fortsætter som nu, så vil vi bare blive et SF version 2.0, hvor vi kalder os socialister, men i praksis kun arbejder efter det næste parlamentariske forlig. Virkeligheden kræver noget mere. Vi vil ud og argumentere imod nyliberalismen og gå forrest i at udfordre fagbevægelsens passivitet.

Vi vil have et politisk og ideologisk alternativ, som både giver argumenter og forståelse af den nyliberale kapitalismes fremgangsmåde og strategi, samtidig med at vi har et samfundsmæssigt fremtidsprojekt.

Ideen om at vi kan indrette samfundet solidarisk, bæredygtigt og globalt åbent skal genopfindes, som den idé, fællesskabet kan bygges op om. Ja, det er socialisme jeg snakker om, men frem for en eksakt model, så er det vigtigste, at vi kan forklare visionen og de værdier den bygger på.

Det skal understøtte vores politiske og ideologiske modsvar til nyliberalismens frontalangreb på velfærdsstaten, og deres individualiseringsideologi og syndebukkeforfølgelser mod muslimer, fattige og de anderledes.

EL’s store opgave, er at blive den fælles platform, som kan skabe enhed bag kampen mod nyliberalismen. EL’s politik skal tænkes bredere. EL skal kunne rumme alle fra SF’s traditionelle venstrefløj til revolutionære antikapitalister fra IS. EL skal tiltrække faglige fra Dennis Kristensen til den strejkesultne faglige superaktivist.

Ikke et vælgerforeningsparti

EL’s ledelse vil nok sige, at det kan vi også i dag, men problemet er, at projektet formuleres uniformt og ikke åbent nok. Der er for meget ”kom og støt vores politik” og alt for lidt ”Kom og vær med til at formulere vores politik”.

Diskussionen ude på landets arbejdspladser handler ikke om reform eller revolution, men om vi passivt skal finde individuelle overlevelsesstrategier i det nyliberale stormvejr, eller om vi skal finde fællesskab i kampen for velfærdsstaten og arbejderklassens kollektive rettigheder.

For at genskabe selvtilliden i arbejderklassen, er det vigtigste, at der kommer argumenter mod nyliberalismen og for et fællesskabsorienteret alternativ. I den diskussion er skillelinjen ikke mellem revolutionære og reformister, men mellem de som accepterer nyliberalismen og de som forsvarer velfærden.

Fremtiden står på spil. Skal vi bare være SF version 2.0 eller et bredt og slagkraftigt alternativ til nyliberalismen?

Se også:
SAA 331: Udtalelse fra IS: Enhedslisten og kampen mod krisepolitikken
SAA 331: Interview: Hvor skal Enhedslisten hen?
SAA 331: EL bør reducere pladserne i Folketinget til den rene talerstol og fokusere alle kræfter på det udenoms-parlamentariske
SAA 331: Reform, revolution, arbejderklasse og parti

Flere artikler fra nr. 331

Flere numre fra 2013

Se flere artikler af forfatter:
Jakob Nerup

Siden er vist 2826 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside