Socialistisk Arbejderavis
Nr. 331 – 20. september 2013 (Kun online)
Enhedslistens græsrodskonference
Et lille, men vigtigt skridt fremad
Jesper Juul Mikkelsen
Den 7. september var ca. 180 Enhedsliste-medlemmer samlet til græsrods-konference i Taastrup.
Mødet havde sit udgangspunkt i en bekymring for Enhedslistens interne demokrati og som en samling for dem, som var utilfredse med den politiske retning, som Enhedslisten har fulgt de seneste år: Tilslutning til to finanslove, skattelettelser til de rige og tilslutning til krig mod Libyen for at nævne nogle af de værste. “Enhedslisten må ikke blive et SF 2.0,” lød det flere gange.
Konferencen var noget nyt for Enhedslisten
Der har længe været tradition i Enhedslisten, for ikke at gøre uenighederne særligt synlige for at holde sammen og undgå splid og splittelse. Det har betydet en generel accept af den udvikling, som Enhedslisten har gennemgået, og meget lidt debat.
Men det er efterhånden blevet tydeligt, at strategien om at “trække regeringen til venstre” ikke har været en succes, og der er kommet mere kritik blandt et lag af medlemmerne. Derfor har der også længe været brug for få en meget mere ærlig og grundig diskussion om vejen frem.
På den baggrund var det derfor rigtig positivt, at en række afdelinger var gået sammen for at samle medlemmerne, udtrykke kritik og skabe debat. Konferencen bød da også på ideologisk diskussion blandt mange flere, end vi plejer at se i Enhedslisten. Dette kan forhåbentlig blive starten på en ny mere levende debatkultur om vejen frem for Enhedslisten, venstrefløjen og arbejderklassen.
Én konference er langt fra nok
Men hvis vi ser på de udfordringer, vi står overfor som venstrefløj, så er de massive. Vi står i den dybeste krise siden 30erne. Den åbenlyse mangel på et modsvar fra arbejderklassen. Den voksende racisme og den totale mangel på kollektiv udenomsparlamentarisk aktivitet.
Bag det ligger en mere grundlæggende uenighed om, om Enhedslistens rolle som parlamentarisk opposition fortsat kun skal bruges til at forsøge at “trække regeringen til venstre”. Eller om den skal bruges til at opbygge modstand mod krisepolitikken – både ideologisk og konkret-praktisk.
Alle disse ting var der ikke mange svar på på konferencen. Ej heller var der den store forståelse for, at hvis tingene skal ændres, er der altså ikke andre end os selv til at starte på at gøre det.
Heller ikke mobiliseringen til demonstrationen 1. oktober fyldet særligt meget. Dette var ærgerligt, ikke blot fordi der potentielt var samlet 180 aktivister i lokalerne i Tåstrup, som kunne have styrket mobiliseringen.
Det var også ærgerligt, fordi fælles handling er en af nøglerne til at komme videre. Det er fælles aktivitet, som kan udvikle vores forståelse for bevægelsesarbejde. Det er fælles aktivitet, der kan give os en bedre ramme at diskutere sammenhængen mellem parti og bevægelse i. Og det er den fælles opbygning, der kan skabe langt flere aktivister, så Enhedslisten kan komme fremad som aktivistisk projekt. Dette skal opfattes lige så meget som en selvkritik som en kritik af arrangørerne.
En alternativ linje
Men når det er sagt, så var det positivt, at mødet var der. Det betyder, at vi nu har et fælles referencepunkt, som vi kan bevæge os videre fra. Vi skal mødes igen, fordi de udfordringer, vi står overfor, ikke er forsvundet, men bliver større.
Uenighederne i Enhedslisten vil heller ikke forsvinde, men blive større, jo længere krisen varer. At afklare disse uenigheder forudsætter et opgør med en debatkultur, som forsøger at skjule uenighederne bag uklare kompromisser. En sådan debatkultur har aldrig gavnet venstrefløjen.
Især på de seneste 2-3 årsmøder har det været tydeligt, at der er en højrefløj og en venstrefløj i EL. Men ud over de meget konkrete uenigheder om fx Libyen-krig, finanslove og skattelettelser var græsrodskonferencen den første lejlighed til, at større dele af EL’s venstrefløj har kunnet diskutere og begynde at afklare uenighederne.
Svarene gik i flere forskellige retninger, så også af den grund er det vigtigt at fortsætte diskussionerne og søge afklaring – fx om: Hvordan udfordrer vi reformismen i stedet for at tilpasse os den? Hvordan udvikler vi en venstrefløj i fagbevægelsen? Hvordan kan EL blive en aktiv kraft i at bygge konkret modstand mod krisepolitikken på alle planer?
Mange var enige om, at det udenomsparlamentariske er vigtigere end det parlamentariske spil. Det parlamentariske arbejde skal først og fremmest medvirke til at involvere de mange tusinder, som er utilfredse med Thorning & Co., i konkrete aktiviteter.
Vi ønsker at være med til at opbygge en tradition blandt Enhedslistens aktivister, som har rødder i arbejderklassen. Som ser bevægelsen som måden, vi kan påvirke styrkeforholdet i klassekampen. Og som forstår, at venstrefløjen kun kan blive katalysator for de kommende kampe, hvis vi som kollektiv tager opgaven seriøst og ikke venter på, at andre løser opgaven for os.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed