Socialistisk Arbejderavis
Nr. 332 – 1. oktober 2013 – side 5
Er den økonomiske krise ovre?
Jesper Juul Mikkelsen
5 år inde i den økonomiske krise hører vi med stigende intensitet, at den økonomiske krise er ved at være ovre.
”Moderat genrejsning er på vej i de store udviklede økonomier” skriver OECD i en af sine seneste rapporter. Herhjemme fokuserer politikerne på, at boligpriserne nogle steder er på vej op. I de danske hjem håber mange, at det er rigtigt.
Arbejderklassen har oplevet, at den betaler for krisen med faldende lønninger og stigende arbejdsløshed. Mange arbejdere klynger sig til håbet om, at vi nu går lysere tider i møde.
Men de økonomer, som siger, at krisen er ved at være slut, har aldrig rigtig forstået krisens baggrund, dybde og seriøsitet.
Den krise, vi gennemlever, ligner ikke de tidligere kriser siden 2.verdenskrig. Den minder mest om krisen i 30'erne.Baggrunden for krisen i 30'erne var den faldende profit.
Dette medførte, at eliten især i USA igangsatte et enormt angreb på arbejderklassen for at stille amerikansk kapital bedre i den internationale konkurrence.
Men det kunne ikke løse krisen. Roosevelts ”New Deal” var datidens forsøge på at stimulere økonomien, og det hævdes ofte, at det var denne ”New Deal”, som fik os ud af krisen.
Men da den amerikanske stat stoppede udpungningen til ”New Deal”, blev krisen faktisk endnu dybere, end den havde været tidligere. Det var først med udbruddet af 2. verdenskrig og Amerikas indtræden i krigen, at kapitalismen blev genstartet, og væksten vendte tilbage.
Kapitalismens voksende dødvægt
For at forstå, hvorfor der skulle en verdenskrig til at stoppe krisen i 30erne, er teorien om ”profitratens faldende tendens” et godt redskab.
Profitraten er det udbytte, som kapitalisterne får af deres investeringer. Den er det vigtigste mål for succes i en kapitalistisk økonomi. Hver især søger kapitalisterne (den lille elite, som ejer virksomhederne) at opnå en større andel af de profitter, de tilsammen har presset ud af arbejderne.
At profitraten har tendens til at falde, hænger sammen med den helt grundlæggende drivkraft i kapitalismen, nemlig konkurrencen.
Enkeltkapitalister investerer i forbedrede produktionsmetoder for at vinde en større andel af markedet. Deres rivaler er tvunget til at efterligne dem for at kunne overleve. Som følge heraf vokser investeringer – især i maskiner – hurtigere end arbejdsstyrken.
Men da det er arbejdernes arbejde, der er kilden til profitterne, opstår et problem i kapitalismen. Mængden af profit vokser således langsommere end mængden af investeringer.
Når den generelle profitrate falder under et vist punkt, stoppes der for nye investeringer, og økonomien kommer i krise.
Kriser som kapitalismens udrensningskur
Grafen herunder viser, hvordan den amerikanske profitrate faldt fra slutningen af 60'erne og frem til starten af 80'erne. Man har siden da forsøgt at rette profitraten op ved at gennemtvinge nyliberale reformer, som har betydet angreb på arbejderklassens rettigheder, øgede investeringer i den spekulative økonomi og liberalisering af den finansielle sektor.
Men på trods af det har profitraten ikke siden været oppe på samme niveau som under kapitalismens lange boom efter 2. verdenskrig. De amerikanske tal, der refereres til i denne artikel skal ses som et generelt billede på de kapitalistiske økonomier.
Det skal dog understreges, at Marx talte om profitratens faldende ”tendens”. Marx opregnede en række ”modvirkende faktorer”, som tjener til at skubbe profitraten opad. Den vigtigste af disse faktorer er faktisk kriserne selv.
Under økonomiske kriser går firmaer fallit, og deres aktiver sælges billigt. Dette reducerer den samlede mængde af bygninger, maskiner, redskaber – det, som også bliver kaldt ”fast kapital”. Samtidig kan krise, pga. truslen om arbejdsløshed, få arbejderne til at acceptere en større udbytning.
Disse kræfter er med til at gendanne profitraten.
Den manglende udrensning
Men der er yderligere kendetegn ved denne krise, som gør, at krisen ser ud til at blive lang og dyb. Som beskrevet ovenfor skulle kriserne være med til at holde det økonomiske system sundt ved at udrense store dele af den ”faste kapital”.
Men koncentrationen og centraliseringen af kapitalen er i dag langt mere udtalt, end den var i 30'erne. Derfor er det meget problematisk at lade udrensningen finde sted, fordi kapitalismen har udviklet sig til så store enheder, at risikoen ved at lade en krise gennemløbe det kapitalistiske system i dag vil være meget ødelæggende for økonomien.
Enhederne er simpelthen blevet ”too big to fail”, som det hedder.
De statslige interventioner under denne krise er langt større, end de var i 1930'erne. Men problemerne vi står overfor, er også meget større end i 30'erne.
Præsident Obamas 787 milliarder dollars store stimuleringsprogram har forhindret amerikansk økonomi i at gå helt i stå, men selvom vækstraterne ikke længere er minus, tyder intet på, at krisen er ovre.
Et konservativt estimat anslår, at verdens magthavere i alt har pumpet 12.000 milliarder dollars ind i økonomien.
Angreb på arbejderklassen
Samtidig med de enorme udpumpninger af penge til virksomheder og banker foregår der et enormt angreb på arbejderklassen og velfærden både i USA og Europa.
Disse angreb handler også om at genrejse profitten. Især i Tyskland har man været effektiv til at slå ned på sin egen arbejderklasse. Det har givet Tyskland en stor konkurrencefordel, men ikke løst systemets grundlæggende problemer.
Ligesom de store offentlige udpumpninger af penge midlertidigt kan sparke profitten opad, kan sænkning af den del, som går til arbejdernes løn og velfærd, være med til at sparke profitten opad, men det er en kort fornøjelse.
De negative konsekvens er nemlig, at arbejderklassen får mindre købekraft og derved igen er med til at trække systemet i krise.
En økonomi baseret på gæld
Den nuværende krise er en krise, som kommer ovenpå en hel række økonomiske bobler, som fortæller os, at økonomien længe har været ustabil. Denne boble-økonomi har været holdt oppe på spekulation og et forbrug bygget på lån og kredit.
Allerede Karl Marx kunne se finanssystemets rolle i kapitalismen: ”Banker og kredit bliver en af de mest potente hjælpemidler til at køre kapitalistisk produktion ud over sine egne grænser, og samtidig en af de mest effektive hjælpemidler for kriser og svindel.”
Finanssektoren har spillet en central rolle i den nuværende krise. Det er en sektor, som er vokset markant over de sidste 30 år.
Faldet i profitabiliteten i realøkonomien, den produktive sektor, har fået investeringerne til at flytte til den spekulative sektor.
Væksten i de seneste 30 år har været mere og mere afhængig af lån og kredit. Det er vækst, som bygger på forventningen om yderligere vækst og på en arbejderklasse, som aldrig tidligere har været så gældssat som nu.
I EU og USA er genrejsningen af økonomien meget svag og langsom. Og selv Kina, som har været set som verdensøkonomiens håb, er nu også kraftigt påvirket af krisen.
Så selv om der kan komme et midlertidigt opsving, er det grundlæggende problem i form af faldende profitrater ikke blevet løst, bl.a. fordi der ikke har været en stor udrensning af systemet, som det sidst krævede en verdenskrig at gennemføre. Stormvejret for verdensøkonomien er derfor ikke overstået endnu.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed