Socialistisk Arbejderavis
Nr. 335 – 30. januar 2014 (Kun online)
SF, velkommen tilbage til virkeligheden
Jørn Andersen
Det var en meget naiv drøm, SF forsøgte at realisere, da de i 2011 gjorde sig til en del af SRSF-regeringen.
Ca. 4.000 demonstrerede i København 29. januar mod salget af DONG til Goldman Sachs.
Foto: Mette Kramer Kristensen
Drømmen om, at man – under den dybeste krise siden 30’erne – kunne skabe progressive sociale forandringer uden folkelig mobilisering. Og at man kunne gøre det sammen med Socialdemokraterne og De Radikale.
Det var en drøm, som mange håbede på, efter at de store velfærds-protester i 2006-7 ikke gav synlige resultater (men dog for en tid stoppede Fogh-Løkke-regeringens “reform”-iver).
Det var en drøm, som solgte billetter og gav SF sin største opbakning nogensinde – 18-20 pct., da meningsmålingerne var højst i 2009-10.
Fra drøm til mareridt
Allerede inden drømmen skulle realiseres, var projektet blevet ret forpjusket. Løfterne blev dæmpet og opbakningen til SF var ved valget kun godt 9 pct. Mange begyndte at spørge sig selv, om SF og regeringen kunne indfri blot nogle af de afdæmpede løfter.
SF startede med at acceptere et regeringsgrundlag, der slog fast, at “Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”.
Men meget få var forberedt på det mareridt, de skulle opleve de første godt 2 år med Thornings regering – og med SF som aktiv deltager.
Fleksjobbere og førtidspensionister var de første, der mærkede pisken. Senere fulgte arbejdsløse, syge, studerende, lærerne og mange andre. Mørklægnings-loven og DONG-salget gjorde det klart, at der ikke var noget som helst progressivt ved denne regering.
SF forsøgte stædigt at snakke de små positive justeringer op til vældige progressive reformer. Men for større og større dele af befolkningen var håbet fra 2011 blevet til et meget konkret mareridt.
SRSF-regeringen stod i spidsen for en yderligere brutal afvikling af den sociale sikkerhed, som kunne have sikret folk en vis chance for overlevelse under krisen. Den var bannerfører for langt større angreb på arbejderklassen og de fattige, end selv VKO havde turdet.
SF var indtil i dag fuldgyldigt medansvarlig for den politik. At det også har været et mareridt for SF er ikke svært at forstå. Men for de tusinder, der lever i en verden uden minister-pension, har mareridtet været langt større.
Hvad gik galt?
På det parlamentariske plan var det utroligt naivt at tro, at man havde “magt”, når de øvrige 147 medlemmer af folketinget (fraregnet SF, Enhedslisten og de nordatlantiske) var enige om, at der skulle føres angrebs-politik mod arbejderklassen, mod den sociale tryghed og mod alt andet, der havde en rest af “socialt” eller “demokratisk” over sig.
SF’ere forsøgte at lægge ansvaret på De Radikale. Det er der en vis pointe i. Men det var SF med Villy Søvndal i spidsen, der havde solgt os ideen om, at man kunne lave progressiv forandring sammen med lige netop De Radikale.
Kampen for at flytte stemmer kom – som en naturlig del af den parlamentariske logik – til at skygge for kampen for at flytte holdninger.
I stedet blev det SF’s holdninger, der mere og mere tilpassede sig det parlamentariske flertal (som når fx Ole Sohn blev en af de fremmeste fortalere for at “styrke konkurrenceevnen”).
Den udenoms-parlamentariske magt
Hvis vi et øjeblik glemmer, at SRSF-regeringen ikke havde nogen som helst hensigt om at udfordre kapitalen, konkurrence-stats-logikken eller den dominerende nyliberale dagsorden, kan vi grave et spadestik dybere.
Hvis vi glemmer det, så blev SF offer for illusionen om, at man kan udfordre kapitalens udenoms-parlamentariske magt alene med parlamentariske midler.
Realiteten, som ikke kun SF er nødt til at reflektere over, er, at det kræver en endog meget stor folkelig, udenoms-parlamentarisk mobilisering at sætte en progressiv, realpolitisk dagsorden i en tid med dyb økonomisk krise.
Hvad nu, SF?
SF skal selvfølgelig have tid til at sunde sig over det mareridt, de har bragt både sig selv og os andre i. De skal sikkert snarest have et ekstra-ordinært landsmøde for at vælge ny formand osv.
Men på det landsmøde – og i de handlinger de foretager sig undervejs – kommer de til at tage et valg:
Skal SF fortsat være en af vore modstandere? (At alle tilstedeværende SF-folketingsmedlemmer i dag stemte for DONG-salget lover ikke alt for godt.)
Eller vil SF gøre sig til en del af kampen for at bekæmpe den politik, de indtil i dag har været medansvarlig for?
Jeg ved, at mange menige SF’ere og også nogle i landsledelsen og folketings-gruppen helst så det sidste. Det samme gør jeg. Det ville styrke kampen for et mere rødt Danmark.
Men samtidig må vi være ærlige og sige til SF: Det vil kræve et grundigt opgør med det SF har stået for de sidste 2-3 år eller mere.
Vi har ikke råd til endnu engang at se gode, røde folk gøre sig til en del af illusionen om parlamentarisk forandring uden folkelig mobilisering.
Velkommen tilbage til virkeligheden!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed