Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 338 – 1. maj 2014 – side 16

EU-valget

Bekæmp de europæiske magthavere

Jørn Andersen

Vi har brug for en EU-modstand, der er internationalistisk og solidarisk.

EU-modstand

Er EU vejen til et mere internationalistisk og fredeligt Europa, som SF hævder? Eller er EU en stor bureaukratisk maskine, der tvinger nationalstaterne ind under en fælles EU-stat kontrolleret fra Bruxelles, som Folkebevægelsen mod EU hævder?

Forvirringen om, hvad EU er, og hvad de europæiske magthaveres projekt går ud på, er stor. Det har gjort, de tidligere EU-modstandere i SF til jubel-EU-tilhængere, mens Folkebevægelsen og Enhedslisten hænger fast i en EU-modstand som grundlæggende har et nationalistisk udgangspunkt.

EU: et kapitalistisk projekt

EU er et kapitalistisk projekt, der skal stille europæisk kapital stærkere i konkurrencen med andre landes og regioners kapitaler.

Denne enkle, men grundlæggende kendsgerning bliver alt for nemt overset i debatten op til EU-parlaments-valget 25. maj. Den fremføres hverken af SF eller af Folkebevægelsen mod EU.

Ikke nok med det: Siden den økonomiske krise for alvor kom til Europa i 2009-10, har de europæiske magthavere lanceret et koordineret angreb på arbejderklassen, på fattige, på velfærd over hele Europa.

Selv om det er meget forskelligt, hvor dyb krisen er i de enkelte lande, så er angrebene stort set rettet mod de samme ting i de forskellige lande: Mindsteløn, pension/efterløn, social sikkerhed, mere privatisering osv.

Det er ikke krisens dybde, men magthavernes angreb, der er det fælles for arbejdere, studerende, fattige osv. i Europa.

Almægtig EU-stat?

Jamen er det da ikke netop et eksempel på, at “EU bestemmer alt”? Nej, det er et eksempel på, at de europæiske magthavere bruger EU som et redskab til at koordinere deres angreb.

Det er jo ikke sådan, at de græske magthavere modstræbende fx har fyret titusinder af offentligt ansatte. Eller at Thornings regering (eller VK før dem) modstræbende privatiserer. Eller modstræbende har forringet dagpenge, efterløn, sygedagpenge, SU osv.

Magthaverne bruger EU til at give krisepolitikken et skær af “nødvendighed”. Derved er de ikke selv helt så ansvarlige – det er jo bare “den nødvendige politik”. Men krisepolitikken gennemføres stadig altovervejende af nationale regeringer.

EU’s institutioner

Men EU er selvfølgelig mere end det. EU har en række institutioner, hvor de vigtigste er EU-kommissionen (som har den egentlige magt i EU), EU-parlamentet (som er stort set magtesløst) og EU-domstolen.

Alle EU’s institutioner har tilsammen godt 40.000 ansatte – væsentligt mindre end den lille danske stat. Alene det franske justitsministerium har over 60.000 ansatte. Det siger lidt om magtforholdet mellem EU og nationalstaterne.

EU-institutionerne tjener først og fremmest til at servicere multinationale kapitalister, som lægger betydelig energi i at bruge EU til at fjerne nationale hindringer for kapitalen: De 40.000 ansatte i EU er omsværmet af ca. 15.000 lobbyister, først og fremmest fra storkapitalen og dens organisationer.

EU er grundlæggende udemokratisk. EU er skabt til at tjene kapitalens interesser. At tro, at EU kan gøres til et redskab for progressiv forandring og internationalisme er en illusion.

EU er ligesom IMF (Den Internationale Valutafond), Verdensbanken, WTO (Verdens-Handels-Organisationen) osv. koordinerings-redskaber for den herskende kapitalist-klasse. EU har mange skræmmende planer, men meget lidt magt ud over den, de nationale magthavere er enige om at tildele EU.

Vi så helst disse organisationer afskaffet, men det er ikke det største problem for arbejderklassen.

Internationalistisk modstand

Et langt større problem er, at modstanden er langt mindre koordineret end de europæiske magthaveres angreb. Og at EU-modstanden i Danmark stadig har afsæt i en naiv drøm om, at alting var bedre, hvis blot Danmark kom ud af EU (se mere om det på side 15).

Alternativet til EU er ikke drømmen om et lille selvstændigt Danmark. Alternativet er modstand mod magthavernes angreb.

Alternativet er en modstand, der starter med at sige, at arbejdere, studerende osv. i hele Europa (og Verden) har mere til fælles med hinanden end mere "vore egne" magthavere.

En modstand, der bekæmper enhver form for nationalisme, både i sin rå og racistiske DF-form og i den bløde, sociale venstrefløjs-form.

Dette er forudsætningen for at bygge international solidaritet – og det bedste udgangspunkt for at bekæmpe magthavernes angreb.

Derfor siger vi:

Bekæmp kapitalens EU

International solidaritet mod elitens angreb

Se også:
SAA 338: EU-valget: Stem på Folkebevægelsen – og byg modstand
SAA 338: EU-valget: Fremgang for det yderste højre
SAA 338: Stem Nej til EUs patentdomstol

Flere artikler fra nr. 338

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
EU-valg

Se flere artikler af forfatter:
Jørn Andersen

Siden er vist 2550 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside