Socialistisk Arbejderavis

Nr. 339 – 3. juni 2014 – side 8

Klassekamp i Kina

Marie Jæger

Nike, Adidas, Converse og Puma får bl.a. deres sko produceret på skofabrikken Yue Yuen i Guangdong-provinsen, Kina, hvor 70.000 arbejdere dagligt knokler under elendige løn- og arbejdsvilkår.

Den 14. april gik 40-60.000 ansatte på Yue Yuen i strejke, mens 10-20.000 gik på gaden.

Strejken på Yue Yuen er den største, men langt fra den eneste strejke i Kina i nyere tid. I samme uge strejkede 1000 taxa-chauffører i Guangdong-provinsen , mens ligeså mange lærere var i strejke i en anden provins for at kræve bedre lønninger.

En ny arbejderklasse fødes

Alene i første kvartal af 2014 har det uafhængige China Labour Bulletin registreret 202 strejker og arbejds-relaterede protester – en stigning på 31 pct. i forhold til året før.

Det stigende antal protester skal ses i lyset af de sidste 30 års intense urbanisering, drevet af mere end 200 millioner tidligere bønders indtræden på arbejdsmarkedet. De har udgjort en tilsyneladende endeløs hær af billig arbejdskraft, som kunne mætte en stærkt voksende eksport-baseret produktion i kystområderne i det sydøstlige Kina.

Her koncentreres migrantarbejdere i enorme produktionsanlæg og under kummerlige leve- og arbejdsforhold. De arbejder typisk 12-14 timer om dagen med en sjælden fridag og en månedlig løn omkring 1250 kr. De snydes systematisk for tillæg for overarbejde eller tilskud til pension og sundhedsforsikring.

Den menneskelige pris for Kinas økonomiske vækst er høj. Nogle migrantarbejdere dør af udmattelse, andre begår selvmord på arbejdspladsen, mens mere end 100.000 kinesere hvert år mister livet i arbejdsulykker.

Men efterhånden som den nye arbejderklasses størrelse, bevidsthed og selvtillid udvikles, er den mindre og mindre tilbøjelig til at acceptere den grad af udbytning, som længe har været forudsætningen for Kinas økonomiske vækst.

Fagforening på kapitalens side

Desværre er kinesiske arbejderes muligheder for at forsvare deres rettigheder gennem en større, uafhængig fagbevægelse ret begrænsede.

De eneste lovlige fagforeninger i Kina er under den statslige paraplyorganisation, All China Federation of Trade Unions (ACFTU). ACFTU fungerer som Kinas Kommunistiske Partis instrument til at holde ro og orden på arbejdspladserne.

Kommunistpartiets højeste prioritet er fortsat økonomisk vækst. Derfor ønsker de ikke, at arbejderne tilkæmper sig højere løn. Men de frygter også de stigende sociale spændinger, som kommer til udtryk i stadigt flere strejker og demonstrationer.

Kommunistpartiet forsøger at lægge låg på protesterne ved at kanalisere dem ind i retssystemet. ACFTU tilbyder i bedste fald information og rådgivning om arbejderes rettigheder. I værste fald forsøger de at forhindre, at arbejdere gør kollektivt krav på deres rettigheder.

Mange steder besiddes tillidsposter i lokale fagforeninger af medlemmer af fabrikkernes bestyrelser og er derfor komplet ubrugelige i kampen for bedre arbejdsforhold.

Derfor vokser strejker som regel ud af spontane, uformelle organiseringer og netværk, som har svært ved at udvikle sig til varige, officielle organiseringer. Varige netværk må forblive hemmelige, hvis de vil undgå regimets repressalier.

Arbejderklassen træder i karakter

Alligevel steg det årlige antal "masseprotester" ifølge kinesiske myndigheder fra 60.000 i 2006 til 80.000 i 2007 til hele 180.000 tilfælde i 2010 – tal, der sandsynligvis er underdrevne. Og modstanden styrkes ikke kun kvantitativt, men også kvalitativt.

Siden midten af 2000’erne har arbejdernes protester oftere og oftere stillet krav, der langt overgår de rettigheder, som loven tilskriver dem.

Flere og flere strejker spreder sig på tværs af flere fabrikker. Senest sympati-strejkede 2000 Yue Yuen-arbejdere i en anden provins sammen med de strejkende i Guangdong. Ligeledes gik fagforeninger og NGO’er i Taiwan og Hong Kong på gaden for at støtte Yue Yuen-arbejderes krav.

Et system under pres

Flere og flere migrantarbejdere oplever, at kollektiv modstand er det stærkeste forsvar mod arbejdsgiveres urimelige udnyttelse af deres arbejdskraft.

Men mens kinesiske lønninger stiger som resultat af protesterne, begynder udenlandske investorer at flytte deres fabrikker ud af landet. De medfølgende fabrikslukninger og fyringsrunder afføder nye protester fra arbejdere, som må se frem til at stå uden indkomst.

Kommunistpartiet har god grund til bekymring. En ny kæmpende arbejderklasse er i støbeskeen i det sydøstlige Kina. Dertil kommer de tusindvis af statsansatte, privatansatte og bønder i resten af Kina, som demonstrerer og strejker hver eneste måned.

Den kinesiske arbejderklasse kræver jobs og anstændige arbejdsforhold. Det er krav, som kommunistpartiets nyliberale politik simpelthen ikke kan levere.

Kinesiske arbejderes bedste mulighed for bedre arbejdsvilkår ligger derfor i udviklingen af en stærk, solidarisk organisering – både på nationalt og internationalt niveau. En organisering, der ikke accepterer præmissen om konkurrencedygtighed og økonomisk vækst for enhver pris. De første spæde skridt mod en stærkere arbejderbevægelse i Kina er allerede taget.

Hvad angår Yue Yuen-arbejderne, fik de kun mindre indrømmelser, før de efter et par uger blev presset tilbage i arbejde af en brutal politi-indsats. Men alt tyder på, at det langt fra bliver den sidste store strejke, Kina vil opleve.

Kina og krisen

Gletsjerne på det tibetanske plateau – de hurtigst smeltende i verden – står som et alarmerende symbol på de modsætninger og ubalancer, som den kinesiske vækst bygger på.

Det er imidlertid ikke kun klima- og miljøproblemer, der sætter naturlige grænser for Kinas fortsatte vækst. Både økonomien, produktionen og det politiske system sættes i stigende grad under pres.

Når mainstream-medier spår Kina en fremtid som verdens nye supermagt, overser de modsætningerne i den kinesiske økonomi. Den formel, som har muliggjort vedvarende lave lønninger i kinesiske vækstområder, bygger på eksportdrevet produktion.

Det gør omsætningen uafhængig af købekraften på det hjemlige marked, så man ikke har brug for at sikre arbejderklassen rimelige indkomster. Men det gør også den kinesiske økonomi særdeles udsat over for internationale konjunkturer.

Verdenskrisen var derfor en bombe under kinesisk økonomi. Kun en svimlende kapital-indsprøjtning fra den kinesiske stat sikrede, at den kinesiske økonomi relativt hurtigt kom på fode igen.

Arbejderklassens krav

Den billige arbejdskraft betyder, at Kinas vækst er baseret på udvidelse af produktionsanlæg fremfor investeringer i ny teknologi, som kunne forbedre produktiviteten.

Fabrikker i Kina er derfor relativt ineffektive og kan kun bevare konkurrence-evnen, hvis prisen på arbejdskraft holdes nede.

Men kinesiske arbejdere vil ikke blive ved med at acceptere elendige løn- og arbejdsvilkår. De vil heller ikke finde sig i den systematiske korruption, som smugler milliarder af dollars ud af landet hvert eneste år.

Hundredtusinder af kinesere går hvert eneste år på gaden for at protestere mod disse forhold.

Men kapitalismen giver ikke meget plads til bekymringer om anstændige arbejdsforhold, gennemsigtighed i regnskaberne eller ønsket om et bæredygtigt forhold til naturen.

Hvis vi skal tage sådanne bekymringer seriøst, kræver det et opgør med det globale ræs mod bunden.

Stop ræset mod bunden!

Den kinesiske arbejderklasses problemer deles af arbejdere verden over: Usikkerhed om, hvor længe vi kan beholde vores job, og hvad der skal ske med os, når vi mister det.

Kina 1949. Folkets revolution?
(med tillæg om 1989)

Af Charlie Hore

38 sider – 20 kr.

Pjecen kan læses online på marxisme.dk

Lønninger, der presses, fordi vi skal være konkurrencedygtige og bevare arbejdspladser i landet. Virksomheder, der forurener. Stater, der tager kapitalens side. Økonomisk vækst uanset menneskelige og miljømæssige omkostninger.

Alt dette findes over alt. Det skyldes et verdensomspændende økonomisk system, som i den globale konkurrences hellige navn, presser prisen på arbejdskraft for at øge profitten.

Mens et forsvindende lille mindretal af jordens befolkning ræser mod toppen, ræser vi andre mod bunden.

Verden protesterer mod nyliberalismen

Men verdens folk rejser sig imod systemets økonomiske og politiske undertrykkelse. Overalt, hvor nyliberalismen har gjort tilværelsen usikker for millioner, har folk protesteret. Nogle steder er protesterne blevet til revolutioner.

Inden Egypten eksploderede i 2011, havde der gennem flere år været udbredte strejker og protester mod bl.a. politisk korruption. Erfaringen fra Egypten viser, at det er muligt at opbygge en folkelig bevægelse mod ulighed og undertrykkelse selv under et undertrykkende regime som det egyptiske – eller kinesiske.

Vreden er til stede i Kina – udfordringen for revolutionære i Kina er at organisere den, hvis den kinesiske arbejderklasse – som den egyptiske – skal kunne udfordre den herskende orden.

Behov for politisk organisering

Det kræver opbygningen af en politisk organisering, som er i stand til at forbinde kampene med en generel kapitalisme-kritik. En politisk organisering, som kan koordinere strejker, forsøge at brede dem til centrale sektorer og skabe en solidarisk strejkebevægelse, som for alvor gør tilværelsen besværlig for regering, investorer og kapitalister i Kina.

Og det kræver, at protesterne inspirerer og breder sig til andre steder i verden, som vi så det under Det Arabiske Forår. Hvis arbejderklassen skal slå igen mod multinationale kooperationer og en internationalt organiseret politisk og økonomisk elite, må den selv organisere sig på tværs af landegrænser.

Derfor er den bedste støtte, vi kan give kinesiske arbejdere, at kæmpe mod nyliberalisme og kapitalisme herhjemme.

Kinesiske arbejdere er kammerater, ikke konkurrenter!

Se også:
SAA 339: Kina 1925-49: Arbejderne tabte – Mao vandt
SAA 339: Den Himmelske Freds Plads, Beijing, 5. juni 1989

Flere artikler fra nr. 339

Flere numre fra 2014

Se flere artikler om emnet:
Kina

Se flere artikler af forfatter:
Marie Jæger

Siden er vist 3296 gange.

Redirect = 0