Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 340 – 22. august 2014 – side 10

Frederikshavns politikere under pres

Marie Jæger

Den 27. februar 2013 vedtog et stort flertal i Frederikshavn Byråd (21 for, 9 imod), at der var behov for en fuld VVM-redegørelse (Vurdering af Virkninger på Miljøet), før der blev givet tilladelse til prøveboringer efter skifergas.

Denne VVM-redegørelse blev kritiseret af flere miljøorganisationer for ikke at svare på centrale spørgsmål om bl.a. langtidseffekter af anvendte kemikalier og håndtering af radioaktivt affald.

Til trods for, at sådanne kritiske spørgsmål stadig mangler afklaring, talte en afstemning om tilladelsen til prøveboringer i Frederikshavn byråd den 25. juni 2014 27 stemmer for tilladelsen og 4 stemmer imod.

I øvrigt var der tilsyneladende ingen udover Enhedslistens medlem i byrådet, Ida Skov, der fandt det relevant på dette tidspunkt at forholde sig til, om man overhovedet ønsker udvinding af skifergas, såfremt prøveboringen finder forekomster under Vendsyssel.

Ingen kommunale interesser i skifergas

Byrådsmedlem Jørgen Tousgaard (S) understreger over for Nordjyske, at Frederikshavn Kommune ikke har nogen økonomiske interesser i en mulig fremtidig udvinding af skifergas. Tværtimod har processen omkring tilladelsen til prøveboringen allerede kostet kommunen dyrt.

Hvordan giver det mening for kommunen at investere så meget tid og så mange ressourcer på en tilladelse til en prøveboring, mens man nægter at tage stilling til, om man overhovedet vil udvinde skifergas?

Hvordan kan en så mangelfuld VVM-redegørelse overbevise over halvdelen af byrådet, som før forlangte en fuld VVM-redegørelse, om fornuften i at starte prøveboringer?

Pres fra Total og Energistyrelsen

En del af forklaringen skal måske findes i, at Frederikshavn Kommune oplevede stærkt pres for at give tilladelsen – dels fra olieselskabet, Total, men også fra Energistyrelsen.

Det siger Frederikshavns borgmester, Birgit Steinbak Hansen (S), til Jyllandsposten d. 11. juli i år.

Den danske stat har klare interesser i sagen. Statsejede Nordsøfonden ejer 20 pct. af licenserne til udvinding af skifergas i Danmark, hvorigennem den danske stat potentielt kan score milliardgevinster, hvis der findes skifergas i Vendsyssel.

Energistyrelsens pres på Frederikshavn Kommune i så alvorlig en sag, synes at gå imod ethvert nærdemokratisk princip, og efterlader Frederikshavn Kommune med ansvaret for et projekt, som ifølge flere byrådspolitikere burde være et statsligt anliggende.

Energistyrelsen beklager forløbet nu, hvor tilladelsen til prøveboringer er givet af Frederikshavn Byråd.

Det ændrer imidlertid ikke på, at borgere og politikere i Frederikshavn står tilbage med mørke udsigter til prøveboringer og medfølgende risici for mennesker og natur.

Se også:
SAA 340: Vendsyssel på barrikaderne: Stop udvinding af skifergas!
SAA 340: Boganmeldelse: Land & Labour – bidrag til en bæredygtig verden
SAA 340: Vækstpakken: Konkurrenceevne eller klimaforandringer?

Flere artikler fra nr. 340

Flere numre fra 2014

Se flere artikler af forfatter:
Marie Jæger

Siden er vist 1683 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside