Socialistisk Arbejderavis
Nr. 342 – 19. december 2014 – side 14
Fra SAP til SAP
Jørn Andersen
SAP har skiftet navn – fra Socialistisk Arbejderparti til Socialistisk Arbejderpolitik.
Det skete på SAP’s landsmøde den 22.-23. november.
Ifølge deres hjemmeside er det “alene udtryk for et gammelt ønske i organisationen om at finde et navn, som ikke indeholder ordet ‘parti’, da dette ikke længere svarer til det arbejde, SAP er organiseret omkring.”
I et interview i Politiken 4. november er Pernille Skipper (SAP og MF for Enhedslisten) lidt mere åbenmundet.
Hun afviser, “at Socialistisk Arbejdsparti er et egentligt parti. Mere en diskussionsklub, som hun mødes med nogle gange om året. Og som årligt lejer en efterskole og holder politisk weekend med fodbold for børnene og brætspil om aftenen.”
I interviewet har journalisten mere end svært ved at få svar på, hvad Pernille mener med begreber som “revolution” og “revolutionær marxisme”.
Langt om længe når hun dog frem til, at “Det er sådan set et forsøg på først og fremmest at demokratisere.” Og det kan ingen vel være uenige i. Heller ikke jeg. Men der hører vel mere til den historie?
Revolution
Når Pernille har svært ved at svare klart, skyldes det nok, at SAP tidligere har haft problemer med revolutionen i medierne og i EL.
Da Per Clausen (MF for EL) i sommeren 2012 slog fast, at revolutionen ville komme inden 20 år, affødte det stor bestyrtelse i borgerpressen.
I den efterfølgende debat kom de to SAP’ere, Katrine Toft Mikkelsen og Jonathan Simmel, begge i klemme i medierne (og i EL) for udtalelser om nationaliseringer, arbejdermagt og revolution, som enhver marxist burde kunne skrive under på.
Men det blev tydeligt, at det at snakke konkret om revolution i offentligheden ikke var populært hos EL’s ledelse.
Revolutionært parti
Med navneskiftet har SAP formaliseret en mangeårig praksis: At man ikke arbejder på at opbygge en selvstændig revolutionær organisation.
Det er i praksis det samme som at opgive revolutionen og nøjes med at arbejde for reformer gennem Enhedslisten.
Det er beklageligt, at SAP har opgivet en så central del af den marxistiske tradition.
Kapitalismen er i den dybeste krise siden 30’erne. Imperialistiske stormagter kriges om magt og ressourcer. Klimakatastrofen truer. Og verden over er tilliden til Løkke-Corydon-typerne på et lavpunkt.
Det er problemer, som selv nok så velmenende venstre-reformister ikke kan løse.
Behovet for en tydelig og selvstændig revolutionær organisation er så stort som nogensinde.
SAP kunne ikke have valgt et dårligere tidspunkt at opgive det revolutionære projekt.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed