Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 346 – 14. juli 2015 – side 5

Dansk Folkeparti: Racisme, velfærden og “den lille mand”

Jesper Juul Mikkelsen

Efter chokket over DFs valgresultat har mange stillet sig selv spørgsmålet: Hvorfor blev DF det næststørste parti ved valget?

DF fik 700.000 stemmer (21,1 pct.). Der er flere – og modsætningsfyldte – grunde til den store opbakning.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl

Velfærdens forsvarer?

En af de helt store årsager til, at folk stemmer på DF, er at mange opfatter dem, som de der er bedst til at sikre velfærden. Men det er desværre forkert. DF udspringer af Fremskridtspartiet, som havde en politik der ville gøre op med velfærdsstaten og bl.a. ville opstille havregrynsautomater i de fattige områder.

Siden har de ledende politikere i DF formået at tegne et billede af sig selv som et velfærdsparti. Man har kunne fremstille sig selv, som de rigtige socialdemokrater, nu hvor Helle og Blå Bjarne havde svigtet. Men DF har aldrig forsvaret velfærden.

DF har konsekvent stemt for nedskæringer i kommunerne, også for de ældre, det viser en undersøgelse Enhedslisten lavede for et par år siden. DF var hovedarkitekter bag dagpengeforringelserne og senest er DF gået med på regeringens 1 pct. årlige nedskæringer i kommunerne.

Et racistisk parti

DF er et racistisk parti som har været med til ikke kun at piske had op mod især muslimer, men i praksis også mod alle mennesker fra ”ikke vestlige lande”. DF har som mål at gøre livet så surt, som muligt for indvandrere og flygtninge som kommer hertil.

Men DF står ikke alene med sin umenneskelighed og racisme. De har med en konstant strøm af rabiate udtalelser og forslag været med til at trække hele den politiske diskussion til højre.

Den nye integrationsminister Inger Støjberg og justitsminister Søren Pind er formet af DFs rabiate politik over for flygtninge og muslimer.

DF er med til at give falske racistiske svar på folks virkelige problemer. Derfor er det et stort problem at et voksende antal mennesker er begyndt at lytte til DF.

Den lille mands fordrejede oprør

Den tredje årsag til at folk stemmer på DF er formet af den voksende mistro til politikerne.

Mange af dem som stemmer på DF fremstiller partiet som mere troværdigt og mindre kompromitteret. DF opfattes som modige, som et parti der gør oprør mod eliten, mod de etablerede politikere. Og DF har gjort sig til talspersoner for ”Udkants-Danmark”, hvor der vitterligt er et stort forfald.

Men DF’s succes handler også om at arbejderbevægelsen fylder meget lidt. Fagforeningerne er nærmest usynlige på mange arbejdspladser, ideologisk har venstrefløjen givet køb på mange idealer. Det er derfor grunden til, at Dansk Folkeparti ikke spiller den store rolle de steder hvor venstrefløjen fylder og har rødder.

I de store byer er venstrefløjen stadig en levende størrelse samtidig med, at der er langt mere hverdagskontakt til de udskældte grupper af indvandrere og muslimer. Danske Folkepartis succes handler altså delvist om at de har evnet at udfylde det rum for protest som venstrefløjens og arbejderklassens organisationer har efterladt.

Tre modsvar til DF

Ud fra ovenstående forståelse af DF, må vores modsvar være følgende:

For det første: Arbejderbevægelsen skal genopbygge sine rødder. Vi skal genrejse en radikal, nærværende og diskuterende fagbevægelse. Vi kan afsløre DFs asociale politik hvis fagbevægelsen er tilstede på arbejdspladserne, og hvis man forsøger at mobilisere folk til at slås for ordnede arbejdsforhold og forsvare resterne velfærdssamfundet. Sammenhold skabt via kamp, kan afsløret DF som magthavernes parti.

For det andet: Venstrefløjen skal fastholde et internationalistisk udsyn. Vi skal gå i ideologisk offensiv for det multikulturelle samfund. Vores kamp for et andet samfund stopper ikke ved grænsebommen. Vi skal bygge en venstrefløj som kan inkludere de mange mennesker med en anden religiøs og kulturel baggrund end dansk, den danske venstrefløj er alt for hvid.

For det tredje: Vi socialister har et langt mere inkluderende og positivt modsvar til eliten end DF har. Vi har et projekt som bygger på håb, til forskel fra nationalisterne i DF. Den solidaritet og det håb som kendetegner en aktiv arbejderklasse kan udfordre eliten.

Vores virkelige modsvar til DF er at gøre den sociale kamp levende.

Se også:
SAA 346: Hvad vil den nye regering?
SAA 346: “Hvor er det crazy det her”: Taburetter uden magt til venstrefløj uden svar
SAA 346: Hvorfor tabte rød blok valget?
SAA 346: Det mener vi: Løkke skal væltes

Flere artikler fra nr. 346

Flere numre fra 2015

Se flere artikler om emnet:
Dansk Folkeparti

Se flere artikler af forfatter:
Jesper Juul Mikkelsen

Siden er vist 2870 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside