Socialistisk Arbejderavis
Nr. 347 – 10. september 2015 – side 13
Ja til åbne grænser
Christine Kyndi
Situationen i Syrien og Eritrea betyder, at flere flygtninge kommer til Danmark. Sammen med debatten om østeuropæiske arbejdere har det været med til at genåbne debatten om grænsekontrol.
Ideen om grænser og grænsekontrol bygger på nationalisme. Men hvis man ønsker at afskaffe kapitalismen, må man bekæmpe den nationalistiske logik. Billedet er fra en demonstration mod udvisninger til Afghanistan i maj 2013.
Foto: Mette Kramer Kristensen.
For mange virker det “logisk”, at der må være en eller anden form for kontrol med antallet af immigranter, der får lov at komme ind i landet.
Artiklen er et genoptryk fra Socialistisk Arbejderavis nr. 341, oktober 2014.
Ideen om grænser og grænsekontrol bygger på nationalisme. Men hvis man ønsker at afskaffe kapitalismen, må man bekæmpe den nationalistiske logik.
Vi er alle i samme båd..?
Opdelingen i konkurrerende nationalstater er en naturlig følge af kapitalismens udvikling, og et af grundvilkårene i et kapitalistisk system. Men der findes også en ideologisk overbygning som skal retfærdiggøre opdelingen og dens konsekvenser – nationalismen.
Nationalismen er en ideologi, som prøver at “afskaffe” klassekampen ved at påstå, at alle, som bor i samme land, har fælles interesser. Denne logik er så stærk forankret i samfundet, at de fleste har accepteret den som naturlig.
Langt størstedelen af det politiske spektrum, fra den alleryderste højrefløj til langt ind på venstrefløjen, i fagforeningerne osv. – har accepteret nationalismens logik.
Det kommer ganske vist til udtryk på ret forskellige måder. Der er forskel på nationalismen i S-SF eller fagbevægelsen og hos de borgerlige.
Nationalisme og nationalisme
Når FOA’s Dennis Kristensen, efter at have indgået en minusoverenskomst siger, at “man kan ikke sige andet, end at fagbevægelsen udviser solidt samfundshensyn med denne aftale”, så er det netop et udtryk for forståelsen om, at vi alle – arbejdere og arbejdsgivere – er “i samme båd”.
Også udsagn som “vi skal styrke Danmarks konkurrenceevne” (underforstået: sænk lønnen og hæv produktiviteten, så profitten kan øges) bliver langt ind i fagbevægelsen og på venstrefløjen accepteret som rigtige og nødvendige.
Der er naturligvis et stykke vej fra den form for nationalisme og så den, der kommer fra Dansk Folkeparti og det, der er værre. Men overgangen er flydende.
At acceptere nationalismens logik betyder at glemme klassekampen og støtte sit eget lands borgerskab – ikke kun imod andre landes borgerskaber, men også imod arbejderklassen i eget og andre lande.
I 1914 førte det til, at arbejderbevægelsens reformistiske ledere støttede deres “egne” borgerskaber i at lade arbejdere fra forskellige lande slå hinanden ihjel i millionvis.
Den dybe splittelse
Den nationalistiske logik om, at vi alle er i samme båd, er en enorm svækkelse for arbejderklassen – fordi den skaber et falsk fællesskab mellem alle "danskere" og sætter dette fællesskab i stedet for klassekamp og international solidaritet.
Fordi nationalismens logik er så alment accepteret, at den nærmest sidder på rygraden, er det den dybeste svækkelse i arbejderklassen.
Magthaverne forstår at spille på den svækkelse til at retfærdiggøre “nødvendige” forringelser. Men også til at udpege syndebukke for nedskæringer og arbejdsløshed. – De forsøger at aflede vores opmærksomhed fra klassemodsætningerne og skabe nye falske modsætninger.
Om det stigende antal flygtninge sagde Benedikte Kiær, konservativ borgmester i Helsingør, at: “regeringen skal åbent og ærligt fortælle borgerne, at der vil blive taget fra skoler og ældrepleje, fordi vi en tid med nulvækst skal finansiere flygtninge”.
Men det er politikere (som bl.a. hende selv), der har været med til at tage det politiske valg, at der skal være nulvækst i velfærden – mens de rigeste og virksomhederne får skattelettelser og forbedrede forhold.
Arbejderklassen er international
Vi må stå imod magthavernes forsøg på at skabe splittelse og intern strid i arbejderklassen – vi er stærkest, når vi står samlet.
Det gælder på tværs af køn, alder, faglærte/ufaglærte, offentligt/privat ansatte – men det gælder ikke mindst på tværs af grænser.
Som socialister ønsker vi, at man skal kunne leve og arbejde i det land, man vil. Alle bør have ret til at søge lykken dér, hvor de tror chancerne er størst.
Derfor går vi imod grænsekontrol og andre regler, som skal regulere, hvem der må rejse til og fra landet. Og vi går imod ethvert forsøg på at skabe splid i arbejderklassen på baggrund af nationalitet, religion osv.
Splittelse
Det er nødvendigt at overvinde den splittelse i arbejderklassen, som nationalismen har skabt.
Logikken om, at Danmark skal være "konkurrencedygtig", betyder, at danske arbejdere konstant skal konkurrere med polske, tyske osv. arbejdere om, hvem der kan producere til de dårligste løn- og arbejdsforhold – det er et ræs mod bunden.
Det betyder et pres for at skære ned på skatter og velfærd så den offentlige sektor i Danmark ikke "svækker konkurrenceevnen".
Men nøjagtigt de samme argumenter bruges i alle de lande, Danmark konkurrerer med.
Når arbejdere i Danmark, Tyskland, Sverige osv. alle sammen skal arbejde hårdere eller gå ned i løn af hensyn til konkurrenceevnen, så er det eneste resultat ... at alle arbejdere arbejder hårdere og går ned i løn.
Mens arbejdsgivere i alle lande tjener kassen, bliver vi andre fanget i en ond spiral mod bunden.
Så længe arbejderklassen er splittet af nationale grænser og hensynet til den “nationale interesse”, vil kampen imod krisepolitikken stå meget svagere.
Vi har brug for international solidaritet for at forhindre magthaverne i at presse os ud i indbyrdes konkurrence og et ræs mod bunden.
Som revolutionære socialister har nationalismens logik intet at tilbyde os. Arbejderklassens befrielse er international. Som Karl Marx og Friedrich Engels skrev i Det kommunistiske Manifest allerede i 1848:
Proletarer i alle lande, foren jer!
Hvor kommer nationalstaten fra?
Nationalstater og grænsekontrol er nogle relativt nye fænomener, som opstod sammen med kapitalismen.
Under kapitalismen er virksomheder i konstant konkurrence med hinanden – det fører til at nogle virksomheder udkonkurrerer og overtager markedet fra andre virksomheder. På den måde koncentreres kapitalen hos færre og færre virksomheder.
Disse virksomheder akkumulerer mere og mere kapital – de udvider deres produktion. For at kunne afsætte den stigende varemængde har virksomhederne brug for et marked som også udvider sig.
Virksomhederne har brug for en nationalstat til at beskytte deres interesser. Det gælder både over for andre lande – ved at sikre virksomhedernes adgang til råstoffer, større markeder. Og for at beskytte dem mod konkurrence fra kapitalister i andre lande.
Her træder nationalstaterne til med mere eller mindre åbenlys magtanvendelse – eller i værste fald med krig.
Men også internt: Staten sikrer virksomhederne ved at give adgang til en sund og uddannet arbejdskraft, griber ind ved strejker, osv. Og staten har brug for stærke og konkurrencedygtige virksomheder for at kunne klare sig i den internationale konkurrence.
Stat og kapital er gensidigt afhængige af hinanden.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed