Socialistisk Arbejderavis
Nr. 348 – 2. oktober 2015 – side 13
Kvindekamp under krisen
Christine Kyndi
Hvordan kan vi genrejse en kvindebevægelse, der giver mening for flertallet af almindelige arbejderkvinder?
I denne sidste artikel i serien om kvindeundertrykkelse og kvindekamp vil vi prøve at drage nogle overordnede konklusioner – og til slut give nogle bud på, hvad der bør være centralt i kvindekampen i dag.
Ikke biologisk betinget
For det første har der ikke altid har været kvindeundertrykkelse. Den opstod sammen med klassesamfundene og er altså ikke biologisk, men samfundsmæssigt betinget.
I den tidlige kapitalisme fik kvindeundertrykkelsen sin særlige form. Den skulle sikre det "reproduktionen af arbejdskraft": Kvinder blev bundet til hjemmet for at opdrage den nye generation af arbejdere og pleje den nuværende samt de "unyttige" ældre.
Men med kapitalismens udvikling steg behovet for arbejdskraft. Flere kvinder kom ud i produktionen, og det blev nødvendigt med kollektiv børnepasning, ældrepleje og pleje af syge og skadede arbejdere.
Det gav i højere grad arbejderkvinder en rolle som mandlige arbejderes, og den traditionelle kvinderolle blev udfordret.
Højdepunkter
For det andet, så har vi gennem 1900-tallet set to perioder, hvor kvindekampen nåede et langt højere niveau end ellers: Perioden med oprør og revolution efter 1. verdenskrig og igen under "68-oprøret".
Kvindekampen har altså været stærkest, når den er foregået samtidig med – og som en del af – et mere generelt klasseoprør, der har truet magthaverne og den herskende orden.
Men er også gået den anden vej: Kvindekampen har også bidraget til at organisere flere kvinder i fagforeninger og som aktive på venstrefløjen.
Omvendt er det ikke så underligt, at også kvindekampen er i defensiven i dag, hvor den generelle modstand mod nedskæringer og krisepolitik står svagt.
Stadig kvindeundertrykkelse
For det tredje, så er det åbenlyst, at der også er kvindeundertrykkelse i dag. Og at magthaverne forsøger at rulle nogle af de fremskridt, vi vandt sidste gang, tilbage.
Dog ikke altid med held. Fx forsøgte den spanske regering i 2014 at begrænse kvinders adgang til abort – men måtte trække forslaget efter store protester. I USA går det begge veje: Nogle delstater begrænser adgangen til abort, mens andre udvider.
Selv om kvinders rettigheder er under angreb, så kan kvinder ikke tvinges "tilbage til kødgryderne".
Kampen i dag
Vi befinder os i den dybeste krise siden 30’erne – og den fortsætter. Så er det altså absurd, at 8. marts-initiativet (støttet af det meste af venstrefløjen) de sidste mange år kun har sat prostitution på dagsordenen (se 8marts.dk).
De problemer, det store flertal af almindelige arbejderkvinder slås med, kommer ikke i centrum: Skiftende regeringers nedskæringer, den stigende uligeløn osv., osv.
Hvis kvindebevægelsen igen skal i offensiven, så er det nødvendigt, at det sker med et klasse-udgangspunkt.
Det betyder for det første, at (bl.a.) følgende krav må i centrum:
- Uligeløn
- Lige forhold for kvinder på arbejdspladsen
- Stop for nedskæringerne i velfærden – som rammer kvinder dobbelt, idet det er typiske "kvindejobs" som bliver skåret væk. Og idet det typisk er kvinder, som overtager de opgaver, det offentlige ikke længere løser, som fx ekstra omsorg for ældre familiemedlemmer.
- Længere, betalt og tvungen barsel for begge forældre.
For det andet betyder det, at der er brug for at opbygge et politisk alternativ til den parlamentariske logik, der dominerer venstrefløjen: Uden aktive netværk, som organiserer almindelige mennesker – mænd og kvinder – til at kæmpe for forbedringer, så får vi ingen forbedringer igennem parlamentarisk.
Dette er den femte og sidste artikel i serien. Socialistisk Arbejderavis vil fortsat dække kvindekamps-spørgsmål, men i en anden form.
Hvis du har lyst til at blande dig i debatten – fx med bud på, hvordan vi kommer videre i dag – så vil Socialistisk Arbejderavis gerne stille spalteplads til rådighed. Hold indlæggene så korte som muligt og send dem til breve@socialister.dk
Kvinder er fattigere end mænd
Kvinder tjener gennemsnitligt 18 pct. mindre end mænd – sådan har det været siden starten af 1980’erne.
Selv for samme arbejde tjener kvinder mindre: En kvindelig industriarbejder tjener kun 89 kr., hver gang hendes mandlige kollega tjener 100 kr.
En mand ansat i den private sektor tjener gennemsnitligt 73.000 kr. mere om året end en kvinde i den private sektor. En mand i den offentlige sektor tjener 64.000 kr. mere om året.
Løngabet skyldes både at de "traditionelle kvindefag" er lavtløns-fag (hvilket har at gøre med synet på kvinder og den faglige organisering).
Men også at kvinder har lange perioder, hvor de er på barsel, og derefter måske er primært ansvarlige for syge børn, hentning osv. – det betyder at deres mandlige kollegaer bliver foretrukket til at få tildelt nye ansvarsområder (og dermed lønforhøjelse).
Kvinder tjener over et helt liv kun lidt over halvdelen af, hvad mænd når at tjene. Og kvinder – især ældre – har en markant større risiko for at ende i fattigdom end mænd: Kvinder udgør 70 pct. af verdens fattige.
Flere kvinder på topposter?
Kvindekvoter for bestyrelser, flere kvinder på topposter og en kvindelig statsminister – flere steder fra har det været fremført som en styrkelse af alle kvinders stilling i samfundet.
Lone Fønss Schrøders har udtalt til DR, at der er for få kvinder i dansk erhvervsliv, politik og medier. Flere kvinder i offentligheden ville ændre vores syn på kvinder, siger hun og fortsætter:
"Så undgår vi, at dem, der tager beslutningerne, kommer fra en homogen gruppe, der ikke nødvendigvis repræsenterer det brede samfund."
Lone Fønss er formand for Saxo Banks bestyrelse og har flere andre bestyrelsesposter. Som kun 28-årig blev hun administrerende direktør for flyselskabet Star Air – så nogen repræsentant for det "brede samfund" er hun næppe.
Ideen om flere kvinder på topposter kommer kun til at gavne et meget lille mindretal af kvinder – nemlig dem i og omkring den herskende klasse.
Klasse og køn
Det store flertal af kvinder bliver ikke direktører eller får bestyrelsesposter – og for dem er det ligegyldigt om chefen, statsministeren osv. er en mand eller kvinde.
En kvindelig chef eller politiker kan skære ned og forringe lige så godt som sin mandlige kollega. Og i England gjorde Margaret Thatcher ikke noget godt for ligestillingen – tværtimod.
Som socialister afviser vi at indgå i alliance med disse borgerlige feminister. Vi ønsker ikke at kæmpe for bedre forhold for vores magthavere. Og vi afviser ideen, om at kvindelige arbejdere har et "interessefællesskab" med kvindelige magthavere.
Det er rigtigt, at kvinder ikke er så fremtrædende i offentligheden i Danmark. Men det er en følge af kvindeundertrykkelsen, ikke dens årsag. I England var dronning Victoria og Elizabeth meget fremtrædende – uden at det gav kvinder generelt en bedre position i samfundet.
Kvindeundertrykkelsen er så grundlæggende i vores samfund, at den ikke kan ændres pr. stedfortræder som Lone Fønss foreslår. Det kræver i stedet, at flertallet af mænd og kvinder aktivt og i fællesskab organiserer for ligestilling.
Det var det, vi så i 70’erne hvor kvinders stilling blev forbedret massivt pga. en bevægelse og debat, der spredte sig til hele samfundet.
Se også:
SAA 343: Kvindeundertrykkelse – et relativt nyt fænomen
SAA 344: Kvindeundertrykkelse i dag
SAA 345: Kvindekamp, klassekamp og revolution
SAA 347: Kvindekamp i 70’erne
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed