Socialistisk Arbejderavis
Nr. 349 – 12. november 2015 – side 15
COP21
Tid til klima-handling
Christine Kyndi
Når verdens ledere mødes i Paris for at aftale en “ny ambitiøs klimaaftale” skal vi ikke vente andet fra dem end luftige aftaler og arrogant ligegyldighed. Heldigvis ser det ikke helt sort ud: en ny klima-bevægelse er ved at spire frem.
Klima-topmødet i Paris 30. november til 12. december er sat stort op: Det skal være det topmøde, hvor verdens ledere fastlægger endelige CO2-reduktionsmål for 2020-2030.
Målene skal kunne holde opvarmningen under 2 grader, hvilket er den grænse som sandsynligvis (!) kan forhindre (total) klimakatastrofe.
Mange øjne og håb rettes mod COP21 i Paris – ligesom de gjorde mod COP15 i København i 2009.
Fra demonstrationen ved klimatopmødet i Kbh. i 2009
COP15 skulle fastlægge en ambitiøs efterfølger til Kyoto-protokollen, men endte i stedet ud med “Copenhagen accord” – løse hensigtserklæringer, og en plan om ikke at evaluere “effekterne” af disse hensigtserklæringer før 2015. Altså ved det kommende topmøde i Paris.
Skuffelse
Hvis man håber på, at verdens ledere vil “komme til fornuft” og gøre bare nogle af de ambitiøse ting, der skal til for at redde klimaet, vil man blive skuffet.
Forud for det sidste forhandlingsmøde før COP21 i Bonn, fremlagde forhandlingslederne for COP21 et 20-siders udkast til den endelige aftale, som ifølge Maxime Combes, økonom og aktiv i ATTAC Frankrig, er helt utilstrækkeligt.
Bl.a. forhandles der ikke om landenes reduktionsmål. FN’s klimapanels anbefalinger, om hvor meget drivhusgasserne skal reduceres på kort og mellemlangt sigt, nævnes slet ikke.
Papiret er meget ukonkret på klima-tiltag, og der skal først gøres status i 2023-24!
Den fossile energisektor (som støttes direkte og indirekte af staten med 10 mio. dollars i sekundet) nævnes end ikke. Ordet "vedvarende energi" nævnes ikke, og der er ingen planer for at fremme det.
Ikke helt sort...
Hvis vi lader det være op til verdens ledere er kursen mod klimakatastrofe sat. Men alt er ikke helt sort: Der er tegn på, at en ny klimabevægelse er ved at opstå.
Vi har set massive mobiliseringer omkring COP21 i Frankrig.
Juliette Rousseau fra Coalition Climat 21 siger:
“Det er første gang, at vi i Frankrig har set en så bred koalition, hvor mere end 130 grupper og organisationer er enige om at støtte mangfoldighed i aktionerne, der spænder fra demonstrationer til civile ulydighedsaktioner.”
Protesterne i Paris kan meget nemt blive endnu større, end de 100.000 der marcherede 12. december 2009 i København under COP15.
Også i andre europæiske lande rører klimabevægelsen på sig, og det ser ud, som om der er mere liv omkring mobiliseringerne til topmøde-demonstrationerne end de foregående år.
I USA har klimabevægelsen efter 7 års kamp lige vundet en meget vigtig sejr i kampen mod Keystone XL olie-ledningen – som blev til symbol på kampen mod kapitalismens ødelæggende effekt på klima og miljø.
Håbet for kloden – og især dem der bor på den – ligger i, at vi opbygger styrken til at gå imod vores magthaveres økonomiske interesser, som skaber klimakatastrofe, sociale katastrofer, krig osv.
COP21 KLIMAMARCH // HANDLING NU
Søndag den 29. november kl. 13.00-16.00, Den Røde Plads til Christiansborg, København.
Så er det NU det gælder, hvis vi skal stoppe klimaforandringerne og have et grønt og globalt ansvarligt Danmark. Vi laver en stor og flot klimademonstration i København den 29. november, som er global aktionsdag. Det er dagen inden COP21 klimatopmødet starter i Paris. 21 års snak er nok. Vi vil have handling nu.
Krav:
- En visionær og fremsynet politik for klima- og miljø
- 100 % vedvarende energi
- Grøn omstilling til gavn for alle
- Klimaretfærdighed – verdens fattigste skal ikke betale de riges klimaregning
Se også:
SAA 349: Keystone XL: Vigtig sejr til amerikanske klima-aktivister
SAA 293: København: Forræderiet
SAA 293: København: Den nye globale bevægelse
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe