Socialistisk Arbejderavis
Nr. 349 – 6. februar 2016 (Kun online)
Grækenland
Største generalstrejke i flere år trodser SYRIZAs pensions-nedskæringer
Panos Garganas
Den enorme generalstrejke-demonstration i Athen i dag, torsdag den 4. feb., var sandsynligvis den største siden 2011 og sommeren med masse-besættelser af offentlige pladser.
Arbejdere marcherer gennem Athen som del af en generalstrejke.
Foto: Arbejder-solidaritet, Athen
Centrum i Athen var så fuld af mennesker, at ethvert forsøg på separate samlinger (for forskellige partier eller fagforbund, red.) blev meningsløs. Billedet er det samme over hele Grækenland – demonstrationen i den næststørste by, Thessalonika, var enorm, og der var demonstrationer selv mange små steder.
Fagforeningerne i den offentlige og den private sektor havde indkaldt til deres tredje generalstrejke mod pensions-nedskæringerne. Om morgenen var det ligesom på en søndag. Alt blev lukket ned, intet fungerede.
Den eneste undtagelse var medierne – deres ansatte strejkede dagen inden og deltog på demonstrationen i dag.
Andre sektorer uden for arbejderklassen deltog. Strejkende advokater havde en enorm blok. Små forretningsdrivende lukkede for dagen og demonstrerede. Selv landmænd, der har blokeret veje, sluttede sig til arbejdernes demonstrationer.
Lige inden strejken udsendte selv SYRIZA-regeringen en erklæring med støtte til strejken. Den sagde, at det kunne styrke dens position i forhandlingerne med Grækenlands “Troika” – kreditorerne fra EU, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.
Regeringen havde intet andet valg. Tidligere havde SYRIZA forsøgt at underminere strejke-bevægelsen.
Regeringens tilhængere forsøgte at udstille advokaternes protester som de riges bevægelse. Og de hævdede, at landmændenes demonstrationer var blevet ledet af det fascistiske Gyldent Daggry.
Demonstrationen i dag viste, at det var løgn. I virkeligheden stemte mange landmænd på SYRIZA. Gyldent Daggry har forsøgt at infiltrere deres protester, men på demonstrationen i dag blev deres tilhængere konfronteret, og de var nødt til at forlade den.
Styrke
Ethvert forsøg på at holde bevægelsen nede mislykkedes. Stemningen på demonstrationen var, at man viste styrke. Det vigtigste krav var at stoppe lovforslaget, før det nåede parlamentet.
Fagforeningsbureaukrater har forsøgt at forsinke protesten, holde krudtet tørt indtil en stor demonstration den dag, pensions-lovforslaget stemmes igennem i parlamentet. Men de troede, at det allerede ville være sket nu. I stedet er regeringen blevet ved med at udskyde. Det betyder, at de bliver nødt til at indkalde til endnu en generalstrejke.
Dele af bevægelsen optrapper kampen – fx arbejderne på færgerne og muligvis snart elektricitets-arbejderne. De arbejdere, der har mest at tabe ved lovforslaget, er dem med de bedste pensioner. De er resultatet af årtiers kampe, så disse arbejdere er ofte de bedst organiserede.
Og ingen tør aflede vreden på flygtninge i Grækenland. Alle støtter dem.
Ud over den anti-racistiske organisation KEERFA var der grupper af mennesker, der marcherede selvstændigt med hjemmelavede bannere, der støttede flygtningene. Bønderne er den mest konservative del.
Men da flygtninge på vej mod Grækenlands nordlige grænse stødte ind i en af landmændenes blokader i denne uge, reagerede landmændene ved at invitere dem til at varme sig omkring deres bål.
Alt dette presser regeringen op i et hjørne, hvor der ikke er nogen nem vej ud.
Den kan ikke tilbyde indrømmelser uden at konfrontere Trojkaen – pensionsreformer er centralt i deres krav. Men den kan ikke presse reformen igennem uden at konfrontere bevægelsen.
Og dette er en meget anderledes bevægelse end for fem eller seks år siden. Da var folk ved for første gang at få smag for en generalstrejke. Nu har de oplevet flere års kampe – og er rykket til venstre.
Panos Garganas er redaktør af Socialistisk Arbejderavis’ græske søster-avis, Arbejder-solidaritet.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2489, 4. feb. 2016.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe