Socialistisk Arbejderavis
Nr. 349 – 16. november 2015 (Kun online)
Store demonstrationer under græsk generalstrejke viser arbejdernes vilje til at bekæmpe nedskæringer
Panos Garganas
Generalstrejken i Grækenland i dag, torsdag (12. nov.), var en større succes end nogen havde forventet. Ingen skibe, ingen tog og ingen fly flyttede sig. I Athen var Metroen stoppet hele dagen, ligesom busserne i morges og til aften.
Mange arbejdere deltog i demonstrationer under en generalstrejke i Grækenland
Foto: Arbejdersolidaritet, Athen
På strejke-demonstrationen var der grupper af arbejdere – bankansatte for eksempel – der ikke har haft en organiseret deltagelse siden 2011. Det var den største strejke-demonstration siden de enorme strejker, der vælte teknokrat-regeringen i 2012.
Før den officielle demonstration havde kommunistpartiet organiseret en demonstration, der var omkring en kilometer lang. Det samme gjorde en for-demonstration fra det arkæologiske museum med stor deltagelse fra den anti-kapitalistiske venstrefront ANTARSYA. Den officielle demonstration foran parlamentet var enorm.
Den var større end, eller i det mindste sammenlignelig med, demonstrationen for at stemme Nej ved folkeafstemningen i juli, hvor den venstreorienterede premierminister, Alexis Tsipras, talte.
Budskabet var klart. Folk har måske stemt for Tsipras’ parti, SYRIZA, ved valget. Men det betyder ikke, at de accepterer, hvad hans regering gør. Han har måske parlamentarisk kontrol, men han kan ikke styre folks reaktion mod nedskæringerne.
Lige inden strejken var SYRIZA endda presset til at meddele sin symbolske støtte. Deres linje var, at strejken ville styrke deres side i forhandlingerne med “trojkaen”, Grækenlands institutionelle kreditorer.
Men regeringen har allerede givet efter for trojkaen på de spørgsmål, der står på spil. Den gennemfører nedskæringer i pensionen, og flere nedskæringer er på vej.
Parlamentet har allerede stemt for at øge pensionsalderen til 67. Og de nuværende pensionister vil få beskåret deres udbetalinger, fordi de er gået på pension før den alder.
Strejkende arbejdere demonstrerer i Athen
Foto: Arbejdersolidaritet, Athen
Det er sket, inden de vigtigste lovforslag om pensioner er blevet behandlet i parlamentet. Regeringsdokumenter, der blev offentliggjort dagen før strejken, afslørede, at pensionerne vil blive reduceret ved ikke længere at være knyttet til slutlønnen.
Afpresning
Der er nu et pres på fagforeningerne for at indkalde til endnu en generalstrejke på den dag, hvor lovforslaget skal behandles i parlamentet. Trojkaen bruger sin støtte til de reddede græske banker til at presse regeringen til at fremsætte forslaget allerede i denne måned eller senest i næste måned.
En række andre konflikter er under udvikling, og der forventes flere strejker inden for shipping, i kommunerne og på hospitaler.
Og en demonstration for at markere årsdagen for opstanden i 1974 på Det polytekniske Institut mod Grækenlands militærdiktatur forventes at blive meget stor. Lærere og studerende, der er vrede over underfinansiering og underbemanding af uddannelserne, vil sandsynligvis møde frem i stort tal.
Højrefløjen har forsøgt at bruge flygtningekrisen til at angribe SYRIZA, men det er ikke lykkedes. I stedet er regeringen under pres fra venstre.
En debat om alternativer er ved at åbne sig.
Da højreorienterede regeringer gennemførte nedskæringerne, kunne folk håbe på, at en venstre-regering ville fjerne dem og stoppe nedskæringerne. Nu hvor denne udsigt er væk, har nogen ment, at folk ville blive skuffede, og strejkerne ville stoppe. Det har ikke været tilfældet.
Andre – i Kommunistpartiet og “Folkeenheden”, der splittede fra SYRIZA – argumenterer for, at vi nu må gå efter en “rigtig” venstre-regering. Men udsigten til, at det sker, er meget fjern. Begge partier har alt for lille vælger-opbakning.
Folk gik i strejke og demonstrerede på trods af dette. De kan se, at arbejdernes egne aktioner kan tvinge regeringen til at foretage en kovending og stoppe med at gennemføre nedskæringerne.
Panos Garganas er redaktør af Socialististisk Arbejderavis’ græske søsteravis, Arbejdersolidaritet.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2479, 12.11.2015.
Se også:
SAA 349: Grækenland: Største generalstrejke i flere år trodser SYRIZAs pensions-nedskæringer
SAA 349: Græsk strejkebølge fortsætter kampen mod nedskæringer
SAA 349: Rapport fra den internationale antiracistiske konference i Athen
SAA 349: Indkaldelse til international aktionsdag mod racisme og fascisme, 19. marts 2016: Flygtninge og indvandrere er velkomne, ud med fascisterne!
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe