Socialistisk Arbejderavis

Nr. 350 – 17. februar 2016 – side 3

Det mener vi

Sort regering – slatten opposition

Angreb på flygtninge er Løkke-regeringens varemærke. Men angrebene på velfærd rammer endnu flere.

Retorikken mod flygtninge, muslimer og alt “fremmed” har fået endnu et ryk op i det skingre de seneste måneder – ikke kun i Danmark, men ud over Europa.

Er det største politiske problem i dag, om de europæiske lande kan rumme nogle få promille flere mennesker?

For de fleste andre er problemerne anderledes konkrete: 40 pct. bekymrer sig, om de har et job i morgen? Om 3 måneder? Og hvad hvis jeg ikke har? Ryger jeg ud af min bolig?

Eller: Får mit barn en tryg opvækst i en stadigt mere nedskærings- og test-ramt folkeskole? Kan mine teenage-unger få en uddannelse? Og et job bagefter? Og hvad hvis jeg bliver syg, eller når jeg bliver gammel?

Det ekstreme centrum

Kontrasten mellem det, der optager de fleste politikere, og det, der optager de fleste andre, er enorm.

Retorikken mod “fremmede” kommer i stigende grad fra det, der er blevet kaldt “det ekstreme centrum” – ikke kun fra DF og Støjberg. Fx fra oppositionsleder Frederiksens egen Støjberg, Henrik Sass Larsen.

Og den kommer, fordi de alle – Løkke, Thulesen Dahl og Frederiksen – har tænkt sig at fortsætte angrebene på det, der sikrer tryghed og velfærd for det store flertal.

Lavtløns-arbejdsmarked

En af ekstremisterne på velfærds-området, LA’s Simon Emil Ammitzbøll, har talt åbent for “tyske tilstande” på det danske arbejdsmarked. I Tyskland arbejder over 3 millioner for under 50 kr. i timen.

Men regeringen lægger netop op til et lavtløns-arbejdsmarked ved de igangværende 3-parts-forhandlinger (regering, arbejdsgivere og fagtoppen). 70 kr. i timen har været nævnt.

I første omgang skal det bruges til at “få flygtninge ud på arbejdsmarkedet”.

Men når først det er indført for “de fremmede”, er det lettere at udvide til “de syge”, “de unge”, “de gamle”. Akkurat som med kontanthjælps-forringelserne.

Jo flere, det bliver udvidet til, jo mere presser det lønnen for alle.

Hvor er fagbevægelsen?

Frem for at mane til kamp (eller bare en lille protest) mod lavtløns-arbejdsmarkedet er fagtoppen himmel-henrykt over at være blevet inviteret med til disse 3-parts-forhandlinger.

De milliard-nedskæringer, der nu kaldes “omprioriteringsbidrag”, ser fagtoppen også ud til at have accepteret.

Det er ikke kun i folketinget, at oppositionen er følgagtig – eller i bedste fald slatten. Det gælder også de faglige ledere.

Derfor er det oplivende, at andre dele af fagbevægelsen gennem “Velfærdsalliancen” vil “mobilisere og protestere i hver eneste kommune” (se side 5).

Fra protest til kamp

Velfærdsalliancens protester og demonstrationerne mod racisme 19. marts (se her på siden) giver mulighed for at tage de første skridt til at bygge reel modstand mod nedskæringer og racisme.

Potentialet er der. Det viste de store protester sidste efterår for flygtninge og mod politiker-racisme. Og det viste de godt 600.000, der ved sidste valg stemte på partier, der vil en anden kurs. Og de mange elever og studerende, der har protesteret mod nedskæringer osv.

Men vi skal sige ærligt til kolleger, medstuderende osv.: Enkelte protester kommer hverken til at stoppe angrebene på velfærd eller på flygtninge.

Men hvis de enkelte protester bliver brugt til at opbygge reelle netværk mellem dem, der allerede har eller vil protestere, så har vi taget et vigtigt første skridt.

Internationale Socialister/ISU er et godt sted at tage disse skridt sammen med andre.