Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 350 – 17. februar 2016 – side 5

Velfærdsalliance-DK

Modstand mod regeringens sønderbombning af velfærden

Christine Kyndi

Regeringens “omprioriteringsbidrag” betyder, at kommuner og regioner skal skære 1 pct. årligt de kommende år. Fagforeninger har sluttet sig sammen mod, hvad de kalder regeringens “sønderbombning af velfærden”.

75 tillidsrepræsentanter fra BUPL

75 tillidsrepræsentanter fra København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør til BUPL Hovedstadens TR træf den 2. februar 2016 bakker op om Velfærdsalliance-DK.

Omprioriteringsbidraget er en del af finansloven for 2016. Også det statslige område skal give omprioriteringsbidrag (2 pct. af det årlige budget).

Pengene samler regeringen sammen for at få “økonomisk luft” til at prioritere andre ting – både Løkke og Claus Hjort har nævnt skattelettelser.

Det er ikke småpenge. Alene i 2017 skal kommunerne betale 2,4 mia. kr. til regeringen. KL (Kommunernes Landsforening) regner med, at kommunerne skal skære 7 mia. kr. fra 2017 til 2019.

Da det er kommuner og regioner, der står for de nære velfærdsområder – og da der i forvejen har været skåret markant ned de sidste mange år – kommer besparelserne til at ramme hårdt.

Massakre

Københavns kommune har regnet på, hvordan besparelserne (i alt 2,2 mia.) vil se ud dér. Beregningerne viser, at børne- og ungeområdet skal skæres med 10 pct. (1 mia.) og specialområdet med 400 mio.

Det svarer ifølge næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger), Jan Hoby, til 2.200 af 18.000 ansatte i børne- og ungdomsforvaltningen, og ca. 4.000 ansatte ud af 44.000 i Københavns kommune.

Omregnet til ansatte betyder det fx 8 færre lærerstillinger pr. folkeskole, 5 færre pædagogstillinger pr. klynge/netværk. Færre besøg hos tandplejen for børn, afskaffelse af skolemad osv. i dagtilbud og lukning af 90-120 institutioner eller 9-12 skoler.

Altså har regeringen lagt op til en velfærdsmassakre for at finansiere skattelettelser, som efter al erfaring (skattereformerne 2004, 2007, 2009, 2012) tilgodeser de rigeste.

Og ikke nok med det: Regeringen prøver også at tørre ansvaret for forringelserne af på kommunerne ved at gøre dem ansvarlige for at planlægge og gennemføre dem.

Sammen er vi stærke

Derfor har 14 fagforeninger taget initiativ til Velfærdsalliance-DK, som bliver støttet af tillidsvalgte og kommunalpolitikere landet over.

Meningen er ifølge Jan Hoby fra LFS, at “danskerne skal mobiliseres og protestere i hver eneste kommune.”

De faglige organisationer, elev- og studenterbevægelsen, ældresagen, forældreorganisationer og alle, som “har en aktie i velfærdssamfundet”, skal inddrages i stormøder, aktioner, debatmøder og i at lægge pres på politikerne.

Der er allerede indkaldt til demonstrationer den 9. marts i København og den 10. marts i Aalborg.

Et møde med 80 tillidsvalgte i LO Region Midtjylland udsendte en udtalelse, hvor de skriver:

“Vi – dvs. byrådsmedlemmer, tillidsvalgte og fagforeninger – kan forsøge at afværge den ene efter den anden besparelse. Men det vil i det store og hele være omsonst, hvis vi ikke samtidig samler kræfterne på landsplan.

I et bredt samarbejde må vi sikre, at KL kun indgår en ny økonomiaftale med regeringen, hvis omprioriteringsbidraget er skrevet ud af den.”

Landsdækkende bevægelse

Jan Hoby fra LFS siger: “Vi håber, at vi kan skabe en landsdækkende bevægelse, der kan sætte velfærden på dagsordenen og udfordre den nyliberalistiske politik. Vi har ikke set en sådan større velfærdsbevægelse, siden krisen startede”.

Det er virkelig positivt – og vigtigt – at fagforeninger stiller sig forrest i kampen mod nye velfærdsmassakrer. Og det giver håb, at de rækker ud til mange forskellige organisationer og “almindelige mennesker”, for at de skal blive en del af kampen.

Hvis Velfærdsalliancen skal kunne vinde mod nedskærings-dagsordenen kræver det, at kampen tages ud fra fagforenings- og kommunalpolitiker-kontorerne og ud på arbejdspladser, skoler og blandt almindelige mennesker.

Fagforeningsfolk og kommunalpolitikere, der lobbyer, er ikke nær nok til at stoppe angrebene på vores velfærd.

Derfor må vi være med til at tage kampen ud dér, hvor vi er.

Velfærdsalliancen sætter nedskæringer på dagsordenen og giver et rum på den enkelte arbejdsplads og skole til diskussion og handling. Det skal vi udnytte.

Gør dig til en del af kampen mod velfærds-massakren

Socialistisk Arbejderavis opfordrer alle til at gøre sig til en del af kampen mod omprioriteringsbidraget på den ene eller anden måde.

Hvis du har en arbejdsplads, fagforening eller en skole – så kræv, at I støtter op om Velfærdsalliancen dér. Spred budskabet om demonstrationerne og kommende aktiviteter. Måske kan I også dele løbesedler ud eller sætte plakater op. Eller holde et møde om nedskæringerne og hvad vi kan gøre.

Duk op til demonstrationerne og hiv dine venner med!

Hold dig orienteret

Du kan holde dig orienteret om kommende aktiviteter osv. ved at finde Velfærdsalliance-DK på facebook eller besøge velfaerdsalliance.dk

Download løbesedler og plakater på velfaerdsalliance.dk/download – deltag i underskriftsindsamlingen på Velfærdsalliancens hjemmeside.

Ved redaktionens afslutning var over 20 fagforeninger tilsluttet – se listen på www.velfærdsalliance.dk

Demonstrationer i Aalborg og København

Velfærdsalliancen har indkaldt til to demonstrationer i marts, som skal sende et “klart signal til KL om, at omprioriteringsbidraget må stoppes, og at fagbevægelsen, brugerorganisationer og alle andre aktører med aktier i den kommunale velfærd siger stop.”

Demonstration 9. marts i København: Tid og sted: kl. 17.00, foran Kommunernes Landsforening, Weidekampsgade 10, København S.

Demonstration 10. marts i Aalborg: Velfærdsalliancen og fagbevægelsen protesterer uden for KL-topmødet i Aalborg.

Tid og sted: kl. 08.00, Aalborg kongres og kulturcenter, Europa Plads 4, Aalborg.

Derudover planlægger initiativet en landsdækkende aktionsdag 12. maj.

Se også:
SAA 350: Interview med Jan Hoby, Velfærdsalliance-DK: Ja til tryghed – Nej til milliard-besparelser
SAA 350: Det mener vi: Sort regering – slatten opposition

Flere artikler fra nr. 350

Flere numre fra 2016

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 2329 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside