Socialistisk Arbejderavis
Nr. 350 – 17. februar 2016 – side 4
Interview
Sådan blev børnebesparelserne i Odense stoppet
Lene Junker
Socialistisk Arbejderavis har talt med Flemming Linnebjerg Rasmussen, som er formand for Odense ForældreOrganisation, og Henrik Brandt Rasmussen, faglig sekretær i BUPL Fyn.
- Det er jo ikke første gang Odense ForældreOrganisation arrangerer demonstration i Odense, men denne gang var det i samarbejde med de faglige organisationer. Hvordan kom dette samarbejde i gang?
Flemming Linnebjerg: Vi har længe haft en uformel dialog med de faglige organisationer, primært BUPL-Fyn. Det blev hurtigt klart for os gennem den fælles kampagne, Stop Børnebesparelserne, at der også var basis for at stable en protestdemonstration på benene. Det blev naturligt at stå sammen om et fælles arrangement, for at vise en bred opbakning til at prioritere børneområdet markant mere.
- Hvorfor gik BUPL-Fyn aktivt med i kampagnen og organiseringen af demonstrationen?
Henrik Brandt: Vi var som alle andre oprørte over udsigten til flere besparelser på et område som i forvejen er hårdt ramt. Vi har for længst overskredet smertegrænsen, og nu måtte det markeres, at nok er nok.
1500 demonstrerede
- Demonstrationen den 18. januar samlede omkring 1.500 mennesker på Flakhaven i Odense. Det er rigtigt mange i Odense. Hvad gjorde I for at mobilisere så mange mennesker?
Flemming: Vores primære kommunikationskanal har været Facebook. Desuden har vi sørget for at gøre plakaten for demonstrationen tilgængelig til download. Vores bestyrelse ville aldrig kunne nå byen rundt og hænge plakater op i institutioner, på biblioteker mv. Så en stor del af vores bagland har været med til at synliggøre demonstrationen.
Vi er meget glade for det flotte fremmøde på Flakhaven. Det er én ting at vise sin protest via et “like” på Facebook. Det kræver en hel del mere at afse tid til at bevæge sig ind til byen og deltage en kold mandag i januar.
Henrik: Kampagnen startede med, at alle de faglige tillidsvalgte i byen holdt stormøde og sendte et åbent brev til byrådets politikere. I BUPL har vi på alle måder informeret vores fællestillidsrepræsentanter og tillidsrepræsentanter.
Forældrene har været helt fantastiske. Og ildsjæle i BUPL og Odense ForældreOrganisation har stået for en stor del af planlægningen, så båndet mellem os er blevet stærkere i løbet af processen. Der var samtidig fuld støtte og opbakning fra de øvrige faglige organisationer.
Nye besparelser
- Hvilke planer og initiativer er der for at forhindre nye besparelser i 2017.
Flemming: Vi ved at kampen langt fra er forbi. Kampagnen og demonstrationen har åbnet debatten, også i byrådet, om at Odense Kommune kan og skal finde flere penge til børn og unge. Der var jo penge i Odense Kommune til at forhindre besparelserne.
Det er dog ikke alene en kamp, der skal kæmpes i Odense. For der er ingen tvivl om, at regeringens omprioriteringsbidrag vil komme til at betyde besparelser i kernevelfærden, og det er nærmest umuligt at forestille sig, at det ikke også vil ramme børnene.
Den debat skal vi også forsøge at løfte – ud til forældre på tværs af landet.
Henrik: Vi er meget opmærksomme på, at fremtiden fortsat ser bekymrende ud. Vi har derfor fokus på at fastholde og videreudvikle de mange positive relationer, som vi har fået under den netop afsluttede proces.
Vi har fået skabt en bred anerkendelse af, at vores område ikke tåler flere besparelser. Den dagsorden skal vi holde politikerne fast på.
Se også:
SAA 350: Sejr for Odenses børn og unge
SAA 350: DONG: Stilladsarbejdere i Århus vinder faglig sejr
SAA 350: Velfærdsalliance-DK: Modstand mod regeringens sønderbombning af velfærden
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe