Socialistisk Arbejderavis
Nr. 351 – 29. marts 2016 – side 11
Hvem er AfD?
Jørn Andersen
AfD blev stiftet i 2013 som et højre-populistisk protestparti. I dag er partiet i en magtkamp, hvor store dele af partiet er kontrolleret af en fascistisk fløj.
Alternative für Detschland, AfD, blev stiftet af tyske erhvervsfolk og økonomer i foråret 2013. Dets mærkesager var dengang: Stop for hjælp til kriselandene i Sydeuropa, opløsning af euro-samarbejdet og genindførelse af D-marken.
Allerede fra starten var der folk fra den yderste højrefløj i AfD, men profilen var dengang mest et nyliberalistisk, højre-populistisk protestparti. Det er ved at ændres.
Der er i øjeblikket en fløjkamp mellem partiformand Petrys fløj, der står for den gamle linje, og en fascistisk fløj.
AfD i de østlige delstater Thüringen, Brandenburg og Sachsen-Anhalt er allerede under fuld kontrol af den fascistiske fløj.
Gade-mobiliseringerne er et andet udtryk for den fascistiske fløjs styrke. AfD har formået at få adskillige tusinder på gaden mod asylpolitik, mod Merkel, for lukkede grænser.
Fra nyliberal til social-national
Samtidig er politikken ændret. AfD er langt mindre nyliberal og langt mere social-national. Man ønsker fx ikke længere at sænke mindstelønnen, men i stedet at forsvare den.
Men først og fremmest er partiet blevet langt mere racistisk og anti-flygtninge. Formand Petry (fra den “bløde” fløj!) udtalte fx i januar, at politiet bør bruge skydevåben mod migranter, der forsøger at krydse grænsen.
Risikoen for endnu et fascistisk parti i Central-Europa med masseopbakning – som le Pens Front National i Frankrig – er en advarsel, der skal tages alvorligt.
Det kræver en langt stærkere politisk skarphed, end venstrefløjspartiet Die Linke hidtil har evnet. Og det kræver, at der mobiliseres langt mere fokuseret mod AfD – fra venstrefløjen, fagforeninger, studenterbevægelse osv.
Det er nogen begyndt at indse. Repræsentanter for en bred vifte af netop den type organisationer har kort efter valget dannet forbundet “Stå op imod racisme” – og indkaldt til en aktions-konference 23.-24. april.
Se mere på aufstehen-gegen-rassismus.de – og følg med på socialister.dk, hvor vi vil følge udviklingen.
Se også:
SAA 351: Advarsel fra Tyskland: Valg-gennembrud for racister
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe