Socialistisk Arbejderavis
Nr. 351 – 29. marts 2016 – side 15
Klassepolitik i det amerikanske primærvalg
Sanders angriber “den herskende klasse”
Bo Nielsen
Søndag den 6. marts 2016 blev dagen, hvor en amerikansk præsidentkandidat kaldte dem, der styrer USA, for “den herskende klasse”.
Bernie Sanders
Her er, hvad Bernie Sanders sagde på den amerikanske nyhedskanal CNN:
“Er det fantasi at sige, at vi skal sætte en stopper for det perverse niveau af ulighed i indkomst og velstand, hvor de 20 rigeste i dette land nu ejer mere end de nederste 50 procent af befolkningen?
Alt dét er muligvis fantasi for den herskende klasse og de store pengeinteresser i dette land. Jeg tror ikke, det er fantasi for arbejderne i dette land, der arbejder flere timer for lavere lønninger, og som er trætte af establishment-politik og establishment-økonomi.”
Hvem er den herskende klasse?
Her er der i den grad noget, socialister kan tage med ud i diskussionerne med kolleger og skolekammerater: Hvem er den herskende klasse?
“The 1 %” – “den ene procent” – er i kraft af Occupy Wall Street-bevægelsen blevet en del af det globale venstrefløjs sprog de senere år. Men begrebet er også blevet kritiseret for at være for uklart, og for entydigt at pege på grådige finansspekulanter og banksektoren.
Den herskende klasse er ikke kun finansspekulanterne på Wall Street. Det er heller ikke kun virksomhedsejerne, kapitalisterne og de rige familier, hvor arvinger fødes ind i et liv med rigdom og privilegier.
Den herskende klasse er også Obama – og det er Hillary Clinton og magthavernes Demokratiske Parti. Det er dem, der deler interesser med og gennem statsmagten beskytter den nationale kapitalisme og status quo.
Det er den ene grund til, at udtalelsen her er så provokerende.
Klassekamp
Den anden er, at det er et klassekampsbudskab, der sætter almindelige menneskers muligheder for en bedre tilværelse og fremtid op over for de riges og de magtfuldes system.
Det kræver kamp fra neden at få reelle forbedringer igennem.
Men hvor radikal er Bernie Sanders’ politik reelt?
Sanders-kampagnens krav om universelle sundhedsydelser og skattebetalte universitetsuddannelser har i årtier været virkelighed i bl.a. Danmark og mange andre lande – selv om de nu angribes over en bred front.
Sanders siger selv, han er demokratisk socialist. Dét er unægteligt noget nyt i det amerikanske præsidentkapløb.
Til gengæld er der hverken røde faner eller nyhedsværdi over, hvad Sanders fremhæver som sin store inspiration. Nemlig den tidligere præsident, Franklin D. Roosevelt (FDR).
FDR
FDR’s New Deal var en politisk platform, hvis formål var at sætte gang i den amerikanske økonomi i 1930’ernes krise.
Men for arbejderbevægelsen, små bønder og husmænd, arbejdsløse samt etniske og religiøse mindretal blev det tolket som en politik, der skulle forbedre levevilkårene for dem på bunden af samfundet – og inspirerede til de mange og store kampe for forbedringer i disse år.
FDR var – i modsætning til Sanders – uden nogen som helst tvivl en del af den herskende klasse. Men den herskende klasse var splittet over hvilken politik, der skulle føres. FDR var nødt til at få støtte uden for den herskende klasse for at få sin politik igennem.
Som Roosevelt formulerede det i januar 1944: “Fattige mennesker er ikke frie mennesker” og “Arbejdsløshed og fattigdom er det stof, diktaturer er lavet af”.
‘Reformisme’ og reformisme
Hvor det her i Danmark er stort set umuligt at adskille den borgerlige regerings økonomiske politik fra den socialdemokratiske i en blindtest, begrundede den liberale FDR sin vækstpolitik med, at den skulle sikre arbejderne imod arbejdsløshed og imod den fattigdom, der følger med.
Så hvordan kan vi forstå Sanders, hvis politik på den ene side ligner en blanding af New Deal og skandinavisk socialdemokratisme af i går, dvs. før nyliberalismen – og som samtidig lyder særdeles radikal, når han angriber den herskende klasse?
I sidste nummer af Socialistisk Arbejderavis skrev Charlie Kimber:
“Sanders’ politik er mindre radikal end det nogle gange antages – og han er på linje med de centrale dele af USA’s imperialistiske dagsorden.
Men han afspejler dele af den oprørske stemning, der skabte Occupy Wall Street i 2011 og Black Lives Matter-bevægelsen. Han afspejler også den seneste tids tendenser til mere militant arbejderkamp samt den voksende klimabevægelse.
Dét er, hvad der er virkelig vigtigt – politik på den gamle måde er under et ekstremt pres, og millioner af mennesker leder efter et alternativ.”
Sådanne økonomiske krav, der vil angribe den herskende klasse på profitten og skattebilletten ER radikale – særligt i en amerikansk kontekst. Det ER radikalt at erklære sit politiske projekt og sin politiske base for værende i klassekonflikt med den herskende klasse.
I vores post-liberale system er retten til sundhedsydelser og gratis universitetsuddannelse blevet ‘socialistiske’ krav, eller ‘overgangskrav’ i Trotskijs forstand.
Reformisme eller revolution
I Internationale Socialister/ISU hepper vi på den stadigt spæde fremvoksende bevægelse fra neden af især unge og arbejdere, der identificerer sig med Sanders’ kampagne.
Ikke fordi, vi sætter vores lid til reformisme.
Vi kan ikke opnå socialisme gennem parlament og lovgivning. Socialisme er arbejdermagt – og den kan kun opnås ved et revolutionært brud med den borgerlige stat og de kapitalistiske ejerforhold.
Men det ville ikke kun være sekterisk, men også doven analyse at sidestille Sanders’ reformisme med den ‘reformisme uden reformer’, vi har oplevet i Danmark og mange andre lande i nyliberalismens epoke.
Sanders ligger langt til venstre for en Mette Frederiksen.
Sanders erkender endda åbent, at forandringer ikke lader sig gøre uden kamp fra neden af almindelige mennesker. Her er, hvad han sagde til Politiken sidste år:
“Ingen i det Hvide Hus har magt til at gå imod de store selskaber og milliardærerne alene. Den eneste måde at skabe forandring på er at opbygge en græsrodsbevægelse, skabe en politisk revolution, holde sammen og skabe den forandring.”
En holdning, vi som revolutionære socialister selvfølgelig kun kan være enige i, da vi ligesom Marx mener, at arbejderklassens befrielse er dens eget værk.
Revolutionære
Flere og flere kan se, at kapitalismen ikke bare er i krise, men at kapitalismen i sig selv ER krise.
Et flertal af amerikanske unge under 30 erklærer sig i den ene meningsmåling efter den anden som tilhængere af socialisme (selv om de fleste næppe definerer socialisme som os) frem for kapitalisme.
Opgaven for revolutionære socialister er ikke at skyde radikale og venstreformistiske kandidater og partier ned. Det er at kæmpe sammen med de bevægelser, der vokser op omkring den vrede mod systemets uretfærdighed og det håb om en bedre tilværelse, disse er billeder på.
Og det er at organisere dem, der er blevet overbevist om behovet for et revolutionært opgør med den herskende klasse og hele det kapitalistiske system i en selvstændig revolutionær organisation.
Heller ikke ved de republikanske primærvalg foregår tingene som planlagt. Den rabiate racist og mangemillionær Donald Trump splitter republikanerne endnu mere, end Sanders splitter demokraterne.
Trump har fx beskyldt mexicanere generelt for at bringe narko og kriminalitet til USA og for, at de er voldtægtsforbrydere.
Heldigvis er der begyndt at komme større protester mod hans racistiske valgmøder. Enkelte af dem er han endda blevet tvunget til at aflyse.
Se også:
SAA 351: Clinton vinder i New York – Hvorhen nu for Sanders-kampagnen?
SAA 351: Sanders: Taler for de undertrykte
SAA 351: Valg i USA: Før Bernie Sanders var der Eugene Debs
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed