Socialistisk Arbejderavis
Nr. 351 – 29. marts 2016 – side 16
Socialisme for begyndere
Politik i bevægelsen
Jørn Andersen
En modstands- eller oprørsbevægelse starter ofte “spontant”, dvs. uafhængigt af politiske organisationer. Men efter det første skridt rejser der sig alle mulige spørgsmål, der kræver politiske svar.
“Det stærkeste ord i verden er Nej,” hedder det i en sang af Jesper Jensen. Det er, når folk beslutter, at de ikke vil følge magthavernes bud – og beslutter det i fællesskab – at de tager det første vigtige skridt.
Men uanset om man beslutter at strejke, eller man vil protestere mod lukning af en skole, eller om man er en stor eller lille gruppe, der tager dette første skridt – så følger i samme sekund spørgsmålet: Hvordan? Hvorhen?
Appeller eller de manges magt?
Skal man forsøge at appellere til politikeres eller bossers bedre jeg? Skal man forsøge at samle større opbakning? Skal man demonstrere, strejke, besætte for at sætte magt bag kravene?
Nogle gange giver svaret sig selv, fordi andre har taget det første skridt før en selv: Det er nemmere at slutte sig til fx en demonstration, som andre har indkaldt, end selv at arrangere én. Det er nemmere at strejke, hvis andre arbejdspladser allerede er i strejke, osv.
For en gangs skyld kan vi bruge et meget konkret og aktuelt eksempel: En række faglige organisationer har indkaldt til “98 demonstrationer i 98 kommuner” den 12. maj.
Bruger man så demonstrationen til at tale til politikerne – “Nu må I komme til fornuft!” – eller til at tale til kolleger, skolekammerater og medstuderende: “Hvordan kan vi bygge en styrke, der kan tvinge politikerne?”
Formentlig vil vi høre begge dele på dagen – og i mobiliseringen op til den. Realiteten er jo, at nogen tror på, at man kan overbevise politikerne, mens andre ikke tror på det – mens det store flertal er usikre.
Kamp fra neden
Der er altså en debat om mål og midler. Hvad betyder det?
For det første er det vigtigt at sikre, at den debat overhovedet bliver ført, så man ikke overlader de usikre til bevægelsens bureaukrater og reformister. For de fleste er det jo “det nemme” og det, vi er opdraget til.
Men skal mange involveres – og være med til at overbevise andre – så skal de overbevises om, at det ikke kun er bureaukrater og politikere, der kan gøre en forskel, men at de også selv kan. Det kræver politisk debat.
For det andet betyder det, at socialister skal være med til at organisere det mindretal, der vil “kampen fra neden”. Så vi kan matche det mindretal, der vil holde kampen inden for bureaukratisk kontrollerede rammer, når flertallet skal overbevises.
Politiske veje
Spørgsmålene om “appeller eller de manges magt” og “kamp fra neden eller forhandlinger fra oven” kommer typisk op i langt de fleste bevægelser i en eller anden form.
Svarene på dem udtrykker to politiske veje: Forhandling eller kamp? Eller for at bruge mere generelle udtryk: Reform eller revolution.
Det betyder ikke, at vi er imod hverken forhandlinger eller reformer. Hvis man kan få sine krav igennem uden at lette røven, så er det da at foretrække. Men det er undtagelsen – især i krisetider, eller hvis det drejer sig om større spørgsmål.
Når det handler om hvem, der skal betale for krisen, eller mere generelt om “magten i samfundet”, så har magthaverne ikke plads til kompromisser. Så vil de kæmpe med alle midler for at sikre deres magt og privilegier. Og det skal vi forberede os på.
Andre spørgsmål
Men der er også andre spørgsmål, der dukker op i bevægelser. F.eks. kan man sagtens være fagligt militant og mene, at indvandring skal stoppes. Eller som mand mene, at kvinder sænker lønnen. Eller at homoseksuelle er afvigere. Osv.
I en strejke er det ofte ret let at argumentere for, at alle, der støtter eller deltager i strejken, er lige meget værd, uanset køn, hudfarve, seksualitet osv.
Men det er afgørende at tage diskussionen og ikke bare “overhøre” f.eks. racistiske eller sexistiske bemærkninger. Det styrker solidariteten, og dermed bevægelsen, hver gang man vinder den slags diskussioner.
Mere politik i bevægelsen
Der er nogle, også på venstrefløjen, der argumenterer for, at det at have synlige politiske skillelinjer i bevægelsen svækker “enheden”. Det er en misforståelse.
Uenigheder om mål og midler vil altid være der – fra nu af og til revolutionen (og bagefter). Jo mere synlige de er, jo nemmere er de at diskutere – og alle bliver klogere (forudsat selvfølgelig at det foregår i en nogenlunde kammeratlig tone).
“Enhed i bevægelsen” handler ikke om holdninger, men om handling. Og det er vigtigt at kunne skelne: Hvis vi kun kan handle, når vi alle sammen er enige om alt, så kommer der meget lidt handling. Og vi får helt sikkert kun få med.
At opdyrke en diskussions-kultur – samtidig med at man slås sammen – er afgørende for at bevægelser kan udvikle sig. Hvordan skulle vi ellers kunne gøre op med alle de indlærte ideer, vi alle bærer rundt på.
Det er også en vigtig grund til, at Internationale Socialister insisterer på at sælge Socialistisk Arbejderavis i bevægelsen (og opfordrer andre til at medbringe deres materiale): Bevægelser uden politisk debat kan ikke udvikle sig.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed