Socialistisk Arbejderavis
Nr. 354 – 3. november 2016 (Kun online)
Hillary Clinton eller Donald Trump? Et falsk valg til fordel for bosserne
Charlie Kimber
Afstemningen om den amerikanske præsidentpost næste tirsdag vil sætte to af de mest upopulære og reaktionære kandidater nogensinde op mod hinanden. Den, der vinder, vil have mistillid fra og være ugleset af et flertal af befolkningen.
Den republikanske kandidat Donald Trump under valgkampen i juni.
Foto: Gage Skidmore / flickr
En meningsmåling i september viste, at republikaneren Donald Trump blev set negativt på af 64 procent af befolkningen. Næsten halvdelen sagde, at han var racist.
Men demokraten Hillary Clinton var kun lidt bedre: 60 procent så negativt på hende.
En mere ekstrem dom kom i en nylig meningsmåling blandt unge. En fjerdedel af 18-35 årige sagde, at de ville foretrække, at en kæmpe-meteor ødelagde Jorden, frem for at se enten Trump eller Clinton i Det Hvide Hus.
Den dybe bitterhed mod begge de store partier og deres kandidater har sin rod i ulighed, racisme, økonomisk usikkerhed og et had til eliten i politik og i erhvervslivet.
Den “amerikanske drøm” har længe været død. Trods alle de teknologiske forbedringer og amerikanske virksomheders fabelagtige overskud er den gennemsnitlige timeløn stadig lavere i reelle tal, end den var i 1973.
Men det økonomiske pres på arbejderklassen gennem årtier er meget værre end det. En bemærkelsesværdig statistik fra for et par uger siden viste, at formuen i den typiske husstand er faldet med 14 procent siden 1984.
I samme periode har de rigeste i samfundet hævet sig langt væk fra resten. Den andel af samtlige indtægter, der går til de øverste 1 procent, er steget fra 10 procent i 1981 til 22 procent sidste år.
Det er ingen overraskelse, at dette har skabt en fuldkommen foragt for tanken om, at det amerikanske samfund og amerikansk demokrati er højdepunktet af, hvad mennesket kan præstere.
Amy Harrison, en socialist i Portland, Oregon, sagde til Socialist Worker: “Masser af mennesker ser på den måde, USA ser ud i dag, og synes, det er noget vrøvl, når Clinton siger, at det er et fantastisk samfund, eller når Trump siger, han vil gøre det fantastisk igen.”
“Folk skal ikke stemme for Trump, han står for alt, hvad jeg hader. Men det er usikkert, om jeg overhovedet vil stemme, og hvis jeg gør det, vil jeg måske stemme på en kandidat, jeg ved ikke har nogen chance for at vinde.”
Det er ikke bare levestandard, fattigdom og usikkerhed, der forbitrer mennesker.
Politiet dræber
Politiet dræber folk, især sorte, næsten dagligt – og de slipper næsten altid godt fra det.
På grund af “war on drugs” (krigen mod narkotika) og tidligere præsident Bill Clintons Crime Bill (straffelov) har næsten 8 millioner mennesker i dag siddet bag tremmer på et tidspunkt i deres liv.
Det er en stigning fra 1,5 millioner for 40 år siden. For afro-amerikanere er andelen af voksne, der er eller har været fængslet, vokset fra 3 procent i 1980 til over 10 procent i 2010.
Det er et samfund i krise, der har skabt denne korrupte præsident-valgkamp.
Donald Trump er en racist, der praler af sin uanstændige rigdom og af seksuelle overgreb mod kvinder. Han er ejendomsspekulant i milliard-klassen, der påstår, at han taler for undertrykte almindelige mennesker.
Han er en bandit og tjener åbenlyst kun sine egne interesser. Men hvis han taber, som det forventes, vil han stadig have vundet støtte fra omkring 50 millioner vælgere eller mere. Opbakningen til ham afslører frustrationen og hadet til samfundets eliter.
Folk, der føler sig marginaliserede, aldrig lyttet til, hånet af medierne og ignoreret af politikerne, er på udkig efter en chance for at slå igen. Som det sker andre steder, kan denne stemning trækkes mod højre – og meget af Trumps støtte handler om ond racisme. Men det er ikke bare racisme, der skaber opbakningen til ham.
Det gælder især i områder, hvor der har været omfattende tab af arbejdspladser gennem de seneste årtier. Trump ser ud til at vinde et flertal af stemmerne i dele af Appalacherne, hvor titusinder af arbejdspladser er forsvundet i minerne og tilknyttede industrier.
De fleste mennesker ved, at Trumps løfter om at bringe disse arbejdspladser tilbage er hule. Men Clintons foragt for minearbejderne, tidligere minearbejdere og de steder, hvor de bor, betyder, at de bestemt ikke vil støtte hende.
Clinton er den allerværste kandidat til at vinde arbejderklassen væk fra Trump.
Det amerikanske imperium er sikrere med Clinton
Afsløringerne om Trumps ulækre adfærd har været meget nyttig for Clinton. De har indsnævret debatten til, at hun i det mindste ikke er Trump, og fjernet opmærksomheden fra afsløringerne af hendes egne hemmeligheder.
Den demokratiske kandidat Hillary Clinton.
Foto: Gage Skidmore / flickr
En række lækkede e-mails viser, hvordan Clintons taler til 250.000 dollars pr. gang til finanshuse og bankfolk blev krydret med kyniske henvisninger til, hvordan politik “i virkeligheden foregik”.
Men Clintons forbrydelser er synlige for enhver. Hun ønsker at gå videre, end Barack Obama gjorde, i at tyrannisere og terrorisere verden ved brug af amerikansk militær magt.
Hun vil sende endnu mere militær til Syrien og mente, at Obama sendte for få tropper til Irak og Afghanistan.
Trump ønsker at forbyde muslimer i USA. Clinton misbilliger det, men har ikke noget imod at dræbe dem.
Robert Kagan er en ledende nykonservativ og grundlægger af det berygtede “Projekt for det nye amerikanske århundrede”, som spillede en stor rolle i at definere ideologien om “regime-skifte” og pressede på for at gennemføre Irak-krigen.
Han sagde: “For denne tidligere republikaner, og måske for andre, vil det eneste valg være at stemme på Hillary Clinton. Partiet kan ikke reddes, men landet kan stadig.”
Snesevis af pensionerede militære ledere har talt for at stemme på Clinton. De ser hende som en pålidelig forsvarer af amerikansk imperialisme, mens de betragter Trump som utilregnelig og en ukendt størrelse.
Clinton brugte hele kampagnen mod Sanders til at sige, at gratis videregående uddannelse i offentligt regi var umuligt, og at noget i retning af det britiske sundhedssystem, NHS, var umuligt.
Clinton vil være en marionet for Wall Street og de store olieselskaber, hvis hun bliver præsident.
Af de knapt 100 millioner dollars, der er doneret af milliardærer til de to vigtigste præsidentkandidater, er ca. 75 millioner dollars gået til Clinton.
Der er intet håb i at stemme for det “mindre onde”
Der er et enormt pres på den amerikanske venstrefløj for at stemme på Hillary Clinton. Hun er måske forfærdelig, lyder argumentet, men Donald Trump er en sådan trussel, og så faretruende højreorienteret, at vi skal støtte Clinton, som er det “mindre onde”.
Mange mennesker strømmede til for at støtte den radikale Bernie Sanders – men det lykkedes ham ikke at blive demokratisk kandidat.
Foto: Gage Skidmore / flickr
Ingen ville seriøst påstå, at Trump og Clinton er nøjagtigt det samme. Men der hører mere til historien.
Demokraterne er det ene af amerikansk kapitalismes partier – og anderledes end det britiske Labour-parti (eller de nordeuropæiske socialdemokratier; ovs.).
I 1964 var den republikanske kandidat Barry Goldwater, en racistisk koldkriger. Demokraten Lyndon B. Johnson (LBJ) havde startet den militære oprustning i Vietnam, men havde lovet ikke at optrappe yderligere.
Store dele af venstrefløjen og fredsbevægelsen argumenterede for at gå “halvvejs med LBJ”. Men næsten lige så snart han var indsat i embedet, begyndte Johnson at sende hundredvis af tropper til Vietnam.
Som den amerikanske socialist Hal Draper skrev et par år senere: “Så hvem var virkelig Det Mindre Onde i 1964? Pointen er, at det er spørgsmålet, som er en katastrofe, ikke svaret. I situationer, hvor valget er mellem én kapitalistisk politiker og en anden, kommer nederlaget fra at acceptere begrænsningen til dette valg.”
Draper tilføjede: “Hver gang den liberale venstrefløj i arbejderbevægelsen (lib-labs) har råbt op om sin utilfredshed med, hvad Washington gennemførte, var det eneste, Demokraterne behøvede at gøre, at trække skræmmebilledet af den republikanske højrefløj frem.”
“Disse lib-labs ville så falde i svime og råbe ‘Fascisterne kommer!’ og stemme for Det Mindre Onde.”
“Demokraterne har lært sig, at de har lib-lab-stemmerne i deres baglomme, og at de kræfter, der skal formildes, derfor er kræfterne til højre. Med lib-lab stemmerne i lommen måtte politik i dette land nødvendigvis bevæge sig støt til højre-højre-højre.”
Undergraver
“Det er primært derfor – selv når der virkelig er et Mindre Onde – at det at vælge Det Mindre Onde undergraver enhver mulighed for reelt at bekæmpe højrefløjen.”
Det er den slags grunde, der gør, at mange på den amerikanske venstrefløj stemmer på Jill Stein, kandidat fra De Grønne.
Socialister kan trække på den store amerikanske socialist, Eugene Debs. Han sagde i 1904: “Det republikanske-demokratiske parti” var “de politiske fløje i det kapitalistiske system, og de forskelle, som måtte opstå mellem dem, vedrører rovet og handler ikke om principper.”
Han sagde til arbejderne: “Det er bedre at stemme for det, du vil have, og ikke få det, end at stemme for det, du ikke vil have, og få det.”
På længere sigt har USA desperat brug for et troværdigt alternativ til både Demokraterne og Republikanerne.
De 13 millioner stemmer, som Bernie Sanders vandt – da han stillede op for at blive demokratisk kandidat og kaldte sig socialist – er ét tegn på potentialet. Det er en tragedie, at Sanders forrådte sine tilhængere og ydmygt har stillet sig op for at støtte Clinton.
Men den vigtigste drivkraft i et politisk alternativ vil være protestbevægelser, strejker og kampagner.
Der har ikke været en eksplosion af modstand de senere år, men der har været meget vigtige kampe, såsom kampagnen for en mindsteløn på 15 dollars i timen, Black Lives Matter-bevægelsen og kampene mod olierørledninger og klimaforandring.
Da 40.000 telekommunikations-arbejdere strejkede i mere end seks uger mod Verizon og vandt i det mindste nogle af deres krav, var det et betydningsfuldt øjeblik. Det viste, at arbejdere kunne gå til angreb mod et hensynsløst selskab og tvinge dem på tilbagetog.
Der har været andre vigtige strejker, og en sådan modstand kan bidrage til nye politiske formationer.
Sæt tal på
I løbet af de fire år fra 2009 til 2012 havde 35 procent af befolkningen mindst én periode, hvor de levede under fattigdomsgrænsen i to eller flere måneder. Fattigdomsgrænsen er 12.000 dollars om året for en enkeltperson og 26.000 dollars for en familie på fire.
Mellem 2000 og 2014 er dødeligheden under graviditet eller barsel i USA steget med 27 procent. USA er det eneste udviklede land, der har registreret en stigning i sådanne dødsfald. Siden 1987 er dødeligheden under graviditet eller barsel i USA mere end fordoblet.
På et år, i 2015, har den rigeste 0,1 procent af husstandene set deres indkomst stige med næsten 9 procent til gennemsnitligt 6,5 millioner dollars. Formuen for de 400 rigeste personer i USA steg fra godt 1.300 milliarder dollars i 2009 til over 2.600 milliarder dollars i 2015.
Med deres egne ord
“De er ikke bare bander af børn længere. De er ofte den slags børn, der kaldes ‘super-rovdyr’. Ingen samvittighed, ingen empati. Vi kan tale om, hvorfor de endte på den måde, men først må vi lære dem at indordne sig.”
Hillary Clinton
“Når Mexico sender sine folk, sender de ikke deres bedste. De sender mennesker, der har masser af problemer, og de bringer disse problemer med til os. De bringer narkotika. De bringer kriminalitet. De er voldtægtsforbrydere.”
Donald Trump
Se også:
SAA 354: At forstå Trump og hvordan han kan bekæmpes
SAA 354: Vi ønsker ikke Trump, men det gør bosserne heller ikke
SAA 354: Præsidentvalg i USA
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed