Socialistisk Arbejderavis
Nr. 354 – 10. november 2016 (Kun online)
Vi ønsker ikke Trump, men det gør bosserne heller ikke
Alex Callinicos
Først Brexit og nu Trump. Der er et mønster her, vi må forsøge at forstå.
Donald Trump vandt det amerikanske præsidentvalg, trods modstand fra det meste af den herskende klasse.
Foto: Gage Skidmore
Naturligvis er det ulækkert, at en racistisk, sexistisk bygherre har vundet præsidentvalget i USA. Men det er noget større, der sker.
Storbritannien og USA var de to udviklede kapitalistiske samfund, som først tog nyliberalismen til sig. Det skete efter valgsejrene for Margaret Thatcher som britisk premierminister i 1979 og Ronald Reagan som amerikansk præsident i 1980.
Nu ser vi i begge disse lande de ophobede virkninger af mere end 35 år med det frie markeds kapitalisme på globalt plan.
Disse virkninger er blevet kraftigt styrket af det, den marxistiske blogger Michael Roberts kalder den lange økonomiske depression, der startede i 2007-8.
Det politiske system lever sit eget liv
Så vi har set en udvikling, hvor det politiske system lever sit eget isolerede liv. På den ene side er politik – uanset hvilket parti der er ved magten – blevet domineret af erhvervslivets elite, der er dybt knyttet til neoliberalismen.
Måske er det klareste eksempel på dette Barack Obamas valgsejr for otte år siden. Den indvarslede et håb om reelle forandringer, men har efterladt den eksisterende orden uberørt.
På den anden side, og som følge af dette, er flere og flere fattige mennesker, som på den ene eller den anden måde er ofre for nyliberale politikker og økonomisk afmatning, blevet mere og mere adskilt fra mainstream politik.
Men – fordi de stadig kan stemme – kan deres bitterhed og vrede have eksplosive politiske konsekvenser.
Det var Trump selv, der fremhævede parallellerne mellem hans præsidentkampagne og Brexit.
Ved folkeafstemningen den 23. juni blev alle kræfter i de herskende lag mobiliseret for at holde Storbritannien inden for EU.
EU er blevet en motor, der driver neoliberalismen dybt ind i det europæiske samfund, og som har gjort det muligt, at City of London, der blev omorganiseret under Thatcher, kunne blomstre. [City of London er Storbritanniens og EU’s største finanscenter; ovs.]
Men de store selskabers kampagne for at blive i EU mislykkedes, og det var velfortjent. Og alle analyser af resultatet viser, at jo fattigere du er, jo mere sandsynligt er det, at du har stemt for at forlade EU.
De herskende lag bag Clinton
Også ved det amerikanske præsidentvalg samledes de herskende lag, herunder storkapitalen, bag Hillary Clinton.
Trumps sejr understreger den populistiske højrefløjs succes med at forme oprøret mod virkningerne af nyliberalisme og krise.
De var ikke nødvendigvis meget begejstrede for Clinton, men de foretrak hende frem for Trump.
Trump blev forladt af den republikanske ledelse. Den eneste tidligere republikanske præsidentkandidat, som stemte for Trump, var den uheldige Bob Dole, som blev smadret af Bill Clinton i 1996.
Som det var tilfældet med Brexit, var storkapitalens holdning rationel.
Trump førte kampagne mod den liberale kapitalistiske internationale orden, som amerikansk imperialisme har konstrueret og vedligeholdt siden 2. verdenskrig.
Det vil sige, imod frihandel og fri bevægelighed for kapital understøttet af amerikansk militærmagt. Han fordømte de forskellige runder af handelsliberalisering, som han siger er ansvarlig for tilbagegangen for amerikanske basis-industrier.
Så effektiv var han, at han tvang Clinton til at tage afstand fra den TTP (Trans-Pacific Partnership) handelsaftale, hun tidligere havde støttet. Men dette forhindrede ikke Trump i at vinde staterne i det gamle industrielle Midtvesten – Pennsylvania, Ohio, Michigan, og Wisconsin – tirsdag.
Så det, vi har set, er to store oprør fra vælgerne mod virkningerne af den eksisterende nyliberale kapitalistiske orden.
Bernie Sanders kunne have organiseret en seriøs udfordring mod Trump.
Foto: Gage Skidmore
Bemærk, at jeg siger “virkningerne”. De var ikke oprør direkte mod nyliberalismen.
I USA viste Bernie Sanders’ kampagne, hvordan en erklæret socialist kunne tale til netop den slags vælgere, som Trump endte med at dominere.
Desværre endte Sanders med at støtte op om Clinton, efter at hans eget kandidatur havde tabt til det officielle Demokratiske parti-apparat.
Efter denne valg-katastrofe, vil venstrefløjen i USA endelig bryde fri fra Det Demokratiske Partis dræbende hånd?
Kan dette udvikle sig videre?
Tre spørgsmål til afslutning. For det første: Kan dette udvikle sig videre? Ja, helt sikkert. Den franske fascistiske leder Marine le Pen fejrer Trumps sejr som et forvarsel om hendes egen sejr ved præsidentvalget næste forår.
For det andet: Hvilken forskel vil Trump faktisk gøre? Det er svært at sige. Den nyliberale æra af finansiel spekulation skabte ham. Han kommer ikke til at bryde med den.
Men hans vælgere vil forvente, at han leverer på sine stort set uopfyldelige kampagne-løfter. Det vil være en stor kilde til belastning for hans administration.
Men i det mindste: Efter Brexit er valget af Trump det andet store brud i den liberale kapitalistiske internationale orden i år.
USA har været omdrejningspunktet for denne orden ved at håndtere kriser og koordinere de andre førende kapitalistiske stater. Nu er USA blevet en joker, en uberegnelig faktor.
Kan det arrogante, dysfunktionelle, stadigt mere upopulære EU udfylde tomrummet? At stille spørgsmålet er at besvare det.
Mere bredt set: I USA og Storbritannien er det politiske system ved at bryde løs fra sin traditionelle underordning under kapitalen. Storkapitalen ønskede hverken Brexit eller Trump og ser på med utilfredshed.
Dette vil formentlig kun være en midlertidig situation, før en ny ligevægt mellem staten og kapitalen er etableret. Men det er en kilde til en enorm ustabilitet.
Vi har brug for strategi
For det tredje: Hvad gør vi? Først og fremmest: Gå til modstand. Det, at en åben racist har haft held til at afløse den første sorte præsident, vil styrke den bølge af racisme, der fejer gennem de vestlige samfund.
Her i Storbritannien må vi styrke opbygningen af Stand Up To Racism (Stå op mod racisme) som en bred og forenet antiracistisk bevægelse.
I Trumps USA vil sorte, indvandrere og muslimske samfund føle sig belejret. Black Lives Matter og beslægtede bevægelser vil blive endnu vigtigere.
Men modstand er ikke nok. Vi har også brug for strategi.
Trumps sejr understreger den populistiske højrefløjs succes med at forme oprøret mod virkningerne af nyliberalisme og krise.
Hvordan kan den radikale venstrefløj begynde at tilbyde et bedre alternativ? Der er en masse hårdt arbejde og kreativ tænkning forude for os.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2529, 9. nov. 2016.
Mellemrubrikker er indsat af oversætteren for at lette læsningen.
Se også:
SAA 354: At forstå Trump og hvordan han kan bekæmpes
SAA 354: Hillary Clinton eller Donald Trump? Et falsk valg til fordel for bosserne
SAA 354: Præsidentvalg i USA
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed