Socialistisk Arbejderavis
Nr. 355 – 18. november 2016 – side 7
Enhedslisten og revolutionen
Jørn Andersen
Jonathan Simmel, revolutionær socialist og medlem af Enhedslisten, skulle alligevel ikke være folketings-vikar.
Det meddelte Jonathan Simmel i starten af september den undrende offentlighed. Ugen inden havde han ellers meddelt på facebook, at han havde sagt sit job op og glædede sig til sit afløser-hverv.
I slutningen af oktober kunne dr.dk så fortælle det, de fleste nok havde regnet ud: At Jonathan var blevet presset til at trække sig.
Årsagen var vikarens meget blødt formulerede udtalelser om, at der kan opstå situationer, hvor flertallet må bruge våben for at forsvare sig – “men i dagens samfund vil det være en helt absurd tankegang”.
Den politiske ordfører, Pernille Skipper, fordømte skarpt Jonathans udtalelser som værende i strid med “Enhedslistens grundlæggende værdier, vores politik og er uacceptabelt”.
Sagen er på mange måder ganske grotesk:
- Jonathan var opstillet af EL’s årsmøde (partiets højeste myndighed), som var velbekendt med vikarens holdninger ud fra tidligere udtalelser.
- Jonathan havde fået stemmer nok ved det seneste folketingsvalg til at kunne blive vikar.
- Ingen fra hverken EL’s forretningsudvalg (FU) eller folketingsgruppe ville forklare EL’s knapt 300.000 vælgere, hvorfor deres valgte repræsentant var “blevet gået”.
FU-repræsentanten, Mikkel Warming, gentog blot 4 gange, at FU’s handlemåde er blevet godkendt af et flertal i hovedbestyrelsen. Og Christian Juhl, den eneste fra folketingsgruppen, der ville sige noget, siger blot, at der ikke er nogen “grund til at tæske mere i det”.
Ikke plads til revolutionære i EL
Nu er udtalelsen om, at der “findes situationer, som kan opstå, hvor det vil være acceptabelt” at bruge våben, ikke i sig selv revolutionær. Det vil de fleste socialdemokrater og borgerlige være enige i.
Men når EL’s ledelse er så bange for at blive beskyldt for at være revolutionære, at den ville gå så langt som at gå imod årsmødets beslutning pga. en sådan udtalelse, så må konklusionen være: Der er ikke plads til revolutionære i EL.
Jo, man kan selvfølgelig sagtens være medlem, lave aktivist-arbejde og i relativ ubemærkethed for offentligheden tjene partiet. Men man skal afholde sig fra at sige sin mening offentligt.
Med al respekt for de revolutionære, der stadig kæmper i EL, må man desværre konkludere, at I kæmper en tabt kamp: Enhedslisten er gennem de seneste år konsolideret som et venstre-reformistisk parti.
Den retning er uantastet og bekræftet af hovedbestyrelsesflertal efter hovedbestyrelsesflertal, årsmødeflertal efter årsmødeflertal.
EL er stadig det eneste parlamentariske alternativ, som jeg i mangel af bedre opfordrer til at stemme på til folketingsvalg (og de fleste steder til kommunalvalg). Men en kraft for udenomsparlamentarisk mobilisering er EL for længst holdt op med at være.
Se også artikel-forfatterens blog-indlæg på Modkraft: Er Enhedslisten “vores parti”?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed