Socialistisk Arbejderavis
Nr. 357 – 17. februar 2017 – side 12
Socialisme for begyndere
Revolutionen må spredes
Jørn Andersen
Den alvorligste splittelse i arbejderklassen er den nationale splittelse. I en revolution er det et spørgsmål om liv eller død, at den splittelse overvindes.
Kapitalismen er et internationalt system. Hvis en revolution har sejret i kun ét eller nogle få lande, så er resten af verden stadig under kapitalistisk styre.
De kapitalistiske magthavere vil ikke tøve med at angribe og forsøge at knække revolutionen.
Det er den simple grund til, at hvis en sejrrig revolution i ét land skal overleve, så må den straks kaste al sin energi ind i at sprede revolutionen til andre lande.
Skræmmende?
Internationalisme er altså ikke et “ekstra tilbehør” til socialismen. Det er heller ikke bare et “moralsk” spørgsmål, om at vi slås “for hele verden”.
Internationalismen er et absolut must – både i den daglige kamp, men især i en revolution. Socialisme i ét land eller en håndfuld lande er en umulighed. Det er den russiske revolutions nederlag et blodigt bevis på.
For mange kan det virke skræmmende. For hvordan skulle betingelserne for revolution – og viljen til at gennemføre den – kunne opstå i alle (eller bare: de fleste) lande samtidigt?
Betingelserne
En revolution opstår ikke synkront i mange lande. Og det er heller ikke nødvendigt.
På trods af at kapitalismen er international, så er der stadig forskelle i levevilkår, organisering, krisens dybde osv. I de seneste år har f.eks. den græske arbejderklasse haft langt mere udviklede kampe end resten af Europa.
Men krisen og magthavernes angreb har kunnet mærkes overalt, omend i forskellig grad. Mange arbejdere uden for Grækenland har kunnet identificere sig med deres modstand.
Og vi har da også set masse-protester og store strejker fra Spanien, Portugal og Italien, til bl.a. Irland, Storbritannien og Frankrig, de seneste 6-7 år.
Både “1968-oprøret” og de opstande, der afsluttede 1. verdenskrig, var internationale fænomener med de samme grundlæggende årsager.
I dag er kapitalismen og dens kriser langt mere internationaliserede end dengang. Selv om der er ujævnhed, vil de sociale betingelser for revolution opstå mere eller mindre samtidigt på globalt plan.
Viljen
Noget andet er den politiske vilje til revolution, når de sociale betingelser er til stede. Den afhænger først og fremmest af, om arbejderklassen i den forudgående periode gennem kamp har fået selvtillid og tro på, at det kan lade sig gøre at vinde.
Dén faktor er tæt forbundet med, om der i de forudgående kampe er opbygget et lag af erfarne ledere på de fleste arbejdspladser, der er i stand til at vinde opbakning til at slås – og vinde – når de traditionelle faglige ledere ikke vil.
Men ikke kun det: De skal også være trænet i at tage spørgsmål op, som ikke er tæt forbundet med arbejdspladsens liv. Om magthavernes racisme, deres krige osv. Hvorfor er der krise? Hvorfor kan vi ikke stemme os til magten?
Eller sagt på en anden måde: Er der – inden revolutionen – blevet opbygget et revolutionært parti, der har slået rødder i arbejderklassen? Og som er i stand til at diskutere situationen og handle kollektivt?
Og ikke mindst: Som har et internationalistisk standpunkt – der f.eks. er lært gennem at stå kompromisløst fast mod magthavernes racisme og krigspropaganda. Også når man ikke kan vinde flertal blandt sine kolleger.
En revolution er en gnist
Endelig så skaber det, at der opstår revolution i ét land, et fokus i mange andre lande for, at det er muligt at ændre tingene. At man kan vinde over dem, der har magten.
Det er denne gnist, der kan hjælpe med til at overvinde den ujævnhed fra land til land, der altid vil være der.
Hvis der i forvejen er opbygget et revolutionært alternativ af en vis styrke og med en vis erfaring i en række lande, kan gnisten fra en revolution i ét (eller nogle få) lande trække resten med.
Muligheden for én gang for alle at overvinde den nationale splittelse og afskaffe kapitalismens barbari på globalt plan kan blive en realitet.
Afslutning
Dette er den sidste artikel i serien “Socialisme for begyndere”, så lad os runde af med en helt overordnet opsamling.
Vi startede med, hvordan socialistismen kunne fungere. Og at “menneskets natur” ikke er en hindring.
Vi tog fat på livet under kapitalismen: At udbytning er flertallets vilkår, men at det samtidig gør kapitalen afhængig af os. Vi har altså som arbejdere en mulig kollektiv magt.
Reformismen
Dernæst kiggede vi på, hvorfor denne magt ikke bliver brugt. Og at der hele tiden foregår en kamp i arbejderklassen (og i den enkelte arbejder) om, hvorvidt man skal slås eller affinde sig med tingene.
Oftest har flertallet af arbejdere en “reformistisk” bevidsthed: De ønsker forandringer, men håber på, at andre kan skaffe dem. De håber på, at det ikke er nødvendigt at slås.
Samtidig har magthaverne knyttet et lag af arbejderklassens faglige og politiske ledere til sig, som lever af at sikre, at arbejderklassen holder sig inden for systemets rammer.
Kamp, massekamp og revolution
Den sidste halvdel af serien har behandlet situationer, hvor dele af arbejderklassen alligevel vælger at slås.
Hvis erfaringer med, at man kan slås – og vinde – begynder at rodfæste sig i større dele af arbejderklassen, så er potentialet til stede for, at mindre kampe kan blive til massekampe.
Men for at massekampe kan blive til en revolution, der vinder, er en anden faktor nødvendig.
Revolutionært parti
Den tragiske erfaring fra 100 års revolutioner er, at de oftest har lidt nederlag, fordi der ikke i forvejen var opbygget et netværk af revolutionære, der – når situationen gjorde det muligt – var i stand til at udfordre de reformistiske ledere og lede resten af arbejderklassen til sejr.
Om det også skal være tilfældet næste gang er op til os – i dag.
Organiserede revolutionære socialister er i dag et uhyggeligt lille mindretal. Hvis vi skal have en chance for at vinde næste gang, arbejderklassen kommer på banen, så må vi sørge for at blive flere.
At blive aktiv, organiseret socialist er det absolut vigtigste, du kan gøre i dag for at afskaffe kapitalismen. Tag kontakt til Internationale Socialister/ISU og lad os diskutere, hvordan vi i fællesskab kan blive flere.
Se også:
SAA 357: 100-året for den russiske revolution: Februar-revolutionen
SAA 357: Danmark har slaveblod på sit flag
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed