Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 361 – 4. september 2017 – side 4

Interview

Kamp for bedre forhold på Campus Carlsberg

Christine Kyndi

Pædagogstuderende på Campus Carlsberg sikrede med en 19 dage lang blokade af ledelsesgangen de studerendes krav.

Blokade Campus Carlsberg

Socialistisk Arbejderavis har talt med Alan Peder Haugen Wood, der er pædagogstuderende på Campus Carlsberg.

Alan er 26 år, og medlem af PLS (Pædagogstuderendes LandsSammenslutning), og starter på sit 3. år på pædagoguddannelsen. Han var aktiv i blokaden, hvor de studerende havde besluttet af blokere på “ubestemt tid”, indtil deres krav blev opfyldt.

SAA: Hvordan kom i fra utilfredshed med forholdene på jeres uddannelse til en blokade af Campus Carlsberg?

Alan: Det var en længere proces. De som skulle skrive bacheloropgave oplevede en masse problemer – logistiske og praktiske. De har kun en uge til at beslutte sig for et emne, finde et sted at samle empiri og få en vejleder, hvilket er meget svært.

Utilfredshed

Så de studerende oplevede en enorm utilfredshed på det sidste halve år – hvilket resulterede i, at 500 studerende ud af ca. 700 sendte en skriftlig klage til ledelsen. De forventede der ville ske noget, men ledelsen reagerede ikke.

De gik videre til at holde et stormøde, hvor der kom ca. 500. Så lavede de “rødt kort”-aktionen, hvor de kom op og afleverede deres krav hos rektor – de havde lavet en stor rød postkasse til at ligge kravene i. Der var printet 500 sedler, men der var flere oppe og ligge i postkassen, end dem der var printet til. Det var meget overraskende.

Blokade på paller

Da ledelsen stadig ikke reagerede blev der holdt et nyt stormøde, hvor det blev besluttet at vi skulle blokere ledelsesgangen – nu skulle de tage os alvorligt!

Hvis 500 klager og 500 folk, der kom og afleverede en ny klage i den røde postkasse ikke blev taget alvorligt, måtte vi få dem til at åbne øjnene på en anden måde. Det virkede som om ledelsen tænkte: “Det her er ovre om en uge”.

Vi tog paller op fra parkeringskælderen, og så sad vi ellers på ledelsesgangen i 19 dage.

SAA: Hvad gjorde I for at få så stor opbakning til aktionerne? Altså hvordan fik i budskabet ud til alle på pædagoguddannelsen?

Alan: Vi brugte de sociale medier. Vi har forskellige grupper inde på Facebook, så vi lavede en blokadegruppe, hvor der løbende kom opdateringer – vi var omkring 600-700 medlemmer derinde.

Ellers var det flyer-uddeling ved forskellige indgange og etager. Og PLS hjalp os med en masse løbesedler, klistermærker og plakater.

Handleplan

SAA: Efter blokaden og efter i får jeres krav igennem – hvad gør i for at holde fast i det?

Alan: På den 16. dag holder bestyrelsen et møde. De vil gerne have løst konflikten, for lige om lidt skal de annoncere at UCC og Metropol skal have fælles administration.

Så de trumfer ledelsen og hyrer Knud Foldschack. Vi har efterfølgende et møde med ham og repræsentanter for de forskellige pædagog-fagforeninger, hvor han skitserer det videre forløb, og hvordan vi kan sikre at alle bliver tilfredse. Det er det, der udspiller sig nu.

Der er en handleplans-gruppe med repræsentanter for fagforeningerne, Knud Foldschack, tre studenterrepræsentanter, en fra bestyrelsen og en fra ledelsen. De mødes 1-2 gange om måneden og gennemgår de forskellige krav og hvordan de skal implementeres.

De havde åbenbart ikke helt forstået det de første par dage, for de havde lavet en handleplan, men vi synes mere det var en hensigtserklæring.

De fleste af vores krav er allerede gået igennem, og de sidste krav bliver stadig behandlet pga. den nye studieordning. Inden handleplans-møderne har vi møder, som vi kalder for “claim-forum”, hvor de studerende mødes, og diskuterer punkt for punkt, hvordan vi skal gå til forhandlingsbordet og hvad der er vigtigt for os.

Hold fast i kravene

Den 31. august holder vi et nyt informationsstormøde, hvor vi vil holde et oplæg om hvem vi er, hvad der er sket, hvad vi har vundet og hvad vi skal gøre nu – og så vil vi snakke om claim-forummet, og om at alle folk er inviteret.

Desuden vil vi gerne have nogle holdrepræsentanter, sådan at hvis man oplever, at noget ikke er, som det skal være, så er der nogen man kan gå til, som kan tage det op på til højere niveau. Der er 6000 pædagogstuderende, så det er enormt svært at finde ud af hvad der sker i alle klasser. Så vi håber folk er med på det, så vi kan reagere, hvis der er nogle krav, der bliver brudt.

Protesterne har spredt sig lidt til de andre pædagoguddannelser rundt om i landet. Nu ønsker de forskellige ledelser at indgå i en dialog frem for bare at afvise. Og hvis der har været protester lytter ledelsen og prøver at imødekomme så mange krav som muligt, fordi de ikke vil have, at det skal ende som på Campus Carlsberg.

Flere artikler fra nr. 361

Flere numre fra 2017

Se flere artikler om emnet:
Pædagogstuderende

Se flere artikler af forfatter:
Christine Kyndi

Siden er vist 1006 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside