Socialistisk Arbejderavis
Nr. 361 – 4. september 2017 – side 10
Spændinger mellem USA og Nordkorea er imperialistisk magtspil
Christine Kyndi
Konflikten mellem USA og Nordkorea dækker over noget meget dybere – nemlig USA's forsøg på at øge sin indflydelse i Asien.
Spændingerne mellem Nordkorea og USA stiger. I starten af året lavede USA og Sydkorea den største militære øvelse nogensinde i havet ud for den koreanske halvø – 17.000 amerikanske og 300.000 sydkoreanske soldater, og USA's luftvåben.
Den 5. august vedtog FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt nye sanktioner mod Nordkorea – rettet mod landets eksport (som bliver skåret med en tredjedel) og udenlandske investeringer: “Det er på tide, at Nordkorea indser, at vi ikke leger mere,” sagde Nikki Haley, USAs ambassadør i FN, efterfølgende.
Det kommer, efter at Nordkorea har udviklet deres missilprogram sådan, at de nu burde være i stand til at ramme USA med langtrækkende atommissiler.
Efter sanktionerne advarede Nordkorea om, at de vil lave et missilangreb på øen Guam – et “særligt amerikansk territorie” i havet mellem Kina, Korea og Filippinerne. Øen huser en amerikansk fly- og flådebase.
Bål og brand
“Den mægtige nordkoreanske hær, der er i stand til at kæmpe enhver krig, USA måtte ønske, er nu klar til at sende ild ind i USA og venter på en ordre til det endeligt angreb... Hvis Donald Trumps regering ikke vil have, at det amerikanske imperium møder et tragisk endeligt ... må regeringen hellere tale og opføre sig ordentligt,” skriver den nordkoreanske statsstyrede avis Minju Joson.
Trump truer til gengæld med: “Nordkorea må hellere tage sig sammen, eller også vil det komme i problemer, som ingen andre lande nogensinde har været i problemer før,” og har senere sagt, at “måske var den erklæring ikke barsk nok”.
Det hele bliver kun mere uforudsigeligt og skræmmende af Trumps og den nordkoreanske stats vanvittige og uforudsigelige fremtoning. Men at se på denne konflikt, som om at den er fremkaldt af to tosser med storhedsvanvid, er ikke nok – der ligger mere bag.
Ikke bare vanvittige
Trump og Kim Jung Un er ikke blot to vanvittige – som så tilfældigvis også råder over våben og militær.
Bag dem er et apparat af magtfulde embedsmænd, militærpersoner osv. som kunne gribe ind og sabotere på den ene eller den anden måde, hvis de var alt for uenige med kursen.
De to ledere befinder sig – på trods af deres vanvittige måde at optræde på – ikke i et magt-tomrum, hvor de bare kan gøre, hvad der passer dem.
Sandt nok fremstår Trump “anderledes”, mere vanvittig end tidligere amerikanske præsidenter – men hvad han gør nu, handler om at sikre USA’s interesser og styrke dens magtposition. Og han kan ikke bare “gå amok,” han bliver holdt i snor af statsapparatet bag ham.
Isoleret
Siden den kolde krig sluttede, har Nordkoreas magthavere mistet flere og flere af deres allierede, og er dermed blevet ret isoleret. Nordkoreas udvikling af (atom)missiler er et forsøg på at få en større betydning internationalt.
Nordkoreas trusler mod USA er ikke et udtryk for anti-imperialisme, som nogen vil mene – tværtimod. Og det er klart, at socialister ikke kan støtte det undertrykkende regime. Samtidig kan vi heller ikke støtte USA’s trusler mod Nordkorea.
USA er den største imperialistiske magt i verden, Sydkorea er dens allierede. I 2016 brugte USA 611 mia. dollars på sit militær, Sydkorea brugte 36,8 milliarder dollars. Samme år var Nordkoreas bruttonationalprodukt 28,5 mia. dollars. USA har en enorm militær tilstedeværelse i Østasien, hvor Nordkorea ligger, og et enormt avanceret våbenlager.
Nordkoreas opførsel er skabt af USA’s opførsel – ikke omvendt.
Hvad er USA efter?
USA’s stærke militære tilstedeværelse i Østasien skyldes ikke Nordkorea – i det sydkinesiske hav er der spændinger mellem bl.a. Kina og USA.
USA er verdens førende økonomiske og militære magt – men økonomien er i problemer. Kina er den vigtigste økonomiske modstander for USA, og snart vil Kinas økonomi overhale USA’s. Dette skaber spændinger.
Kina kræver ejerskab over 80 pct. af det sydkinesiske hav og bygger kunstige øer for at få deres krav igennem internationalt (Filippinerne, Vietnam, Malaysia, Sydkorea og Taiwan gør nogenlunde det samme i mindre skala).
Det sydkinesiske hav rummer rige fiskemuligheder, og der er olie og gas i undergrunden. Men vigtigst betyder kontrol med havet, at man kontrollerer nogle af verdens vigtigste handelsruter til søs, og næsten al Kinas handel og alle energiressourcer er afhængige af disse sejlruter.
Så der har været mange mindre konflikter mellem skibe fra Kina og USA eller USA’s lokale allierede.
Sprængfarligt
USA har en massiv tilstedeværelse med luft- og flådebaser, krigsskibe og soldater i Østasien – og lokale allierede. Siden 2013 har USA hele tiden haft mindst to krigsskibe i det sydkinesiske hav. Kina har til gengæld overfløjet disse krigsskibe med krigsfly og opretholdt “militær luftkontrol”.
I Pentagons plan for en militær konfrontation med Kina er kontrol over det sydkinesiske hav centralt. Kina har til gengæld oprettet missilsystemer for at tilintetgøre angribende amerikanske krigsfly.
Hvad vi ser i det sydkinesiske hav er et potentielt sprængfarligt sammenstød mellem nogle af verdens største magter i kampen om større økonomisk magt – i en situation, hvor en langvarig global økonomisk krise presser alles økonomi.
Konflikten med Nordkorea tillader USA at styrke båndene til sine lokale allierede, og at presse Kina militært.
En anden verden er mulig
De militære spændinger vokser over hele verden – flere steder er det supermagter, der i mindre eller større grad, dækket ind bag lokale allierede, står over for hinanden.
Dette viser systemets vanvid: dem i toppen af samfundet er klar til at risikere krige for at pleje deres økonomiske interesser.
Det vi ser med Nordkorea og USA lige nu er vanvittigt – men Trumps og Kim Jong Uns vanvid udstiller bare det kapitalistiske systems vanvid.
Vi kan skabe en verden, der er til at leve i – men det kræver et opgør med det vanvittige kapitalistiske system, som skaber krige, sult og klimakatastrofer.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed