Socialistisk Arbejderavis
Nr. 363 – 1. februar 2018 – side 11
Imperialismen vil ikke stoppe kurdiske kvaler
Alex Callinicos
I et Mellemøsten plaget af vestlig imperialismes dominans har det kurdiske folk været blandt de største ofre.
Kurdiske YPG-krigere.
Foto: kurdishstrugle
Da Storbritannien og Frankrig opdelte det osmanniske imperium for næsten hundrede år siden, blev kurderne nægtet retten til selvbestemmelse. I stedet blev de splittet mellem flere stater – Tyrkiet, Syrien, Irak og Iran – der oftest har undertrykt dem.
Dette er fortsat ind i vores tid. I sidste uge angreb tyrkiske styrker Afrin, i den kurdisk kontrollerede region af Syrien, der er kendt som Rojava. Men problemet er ikke kun de undertrykkende stater, men det valg, som kurdiske ledere undertiden har taget om at binde sig til imperialistiske kræfter, især USA.
Dette har længe været strategien for de to kurdiske nationalistiske partier i det nordlige Irak, Det Kurdiske Demokratiske Parti (KDP) og Kurdistans Patriotiske Union (PUK). De benyttede sig af Golfkrigen i 1991, som USA førtemod Saddam Husseins Irak, til at oprette en enklave, der nyder godt af at være beskyttet af USA’s luftvåben.
USA’s og Storbritanniens [og bl.a. Danmarks; web.red.] invasion af Irak i 2003 gjorde det muligt for den kurdiske enklave at konsolidere sig. Det lignede en ø med relativ ro midt i det kaos, som resten af Irak var havnet i.
Mosul
Fremkomsten af ISIS og dets erobring af Mosul i 2014 så ud til at åbne flere muligheder. Kurdiske styrker udnyttede forvirringen i Bagdad til at overtage omstridte områder, først og fremmest oliefelterne omkring Kirkuk. Og de modtog massiv amerikansk støtte, da de kæmpede sammen med irakiske regeringsstyrker for at drive ISIS ud af deres styrkepositioner.
I september sidste år, da den amerikansk ledede koalitions greb strammede sig omkring Mosul, udskrev Masoud Barzani, præsident for irakisk Kurdistan og leder af KDP, en folkeafstemning om uafhængighed. Selv om han vandt et overvældende flertal, havde han overspillet sine kort voldsomt.
Den irakiske regering var i stand til at generobre Mosul takket være støtte, ikke kun fra USA, men også fra Iran. Iransk støttede shiitiske militser spillede en afgørende rolle i ISIS’ nederlag. I oktober, efter Mosuls fald, omdirigerede den irakiske premierminister Haider al-Abadi nogle af sine styrker, så de kunne generobre de områder, som kurderne havde taget i 2014. De faldt hurtigt, muligvis på grund af en aftale, som Barzani’s PUK-rivaler havde indgået med Iran.
Rojava
Nu ser vi måske en gentagelse i Syrien. Rojava blev dannet af det kurdiske YPG (Folkets forsvarsenheder), da Bashar al-Assads regime, der kæmpede for sin overlevelse efter oprøret i 2011, opgav området. YPG er tæt knyttet til Kurdistans Arbejderparti (PKK), som har ført krig i generationer mod den tyrkiske stat.
Som det var tilfældet i Irak, allierede Washington sig med YPG. De kurdisk ledede Syrian Democratic Forces (SDF, syriske demokratiske styrker), støttet af 2.000 amerikanske tropper, spillede en vigtig rolle i de kampe, der endelig drev ISIS ud af sin hovedstad, Raqqa. De kontrollerer nu 25 procent af Syrien.
Problemet for USA er, at ISIS’ nederlag styrkede Iran, som støtter både Assad og Al-Abadi. Så i sidste uge meddelte Washington, at man ville beholde tropper i Syrien. Det angivelige formål var at optræne SDF til at blive en grænse-styrke på 30.000 mand i det nordøstlige Syrien.
Skakspil
I virkeligheden var dette træk rettet mod Iran, som Donald Trump indtager en stadigt mere konfrontativ holdning til. Men i det komplekse, multidimensionale skakspil, som politik i Mellemøsten består af, har dette uundgåeligt skabt et modsætningsforhold til Tyrkiet. Recep Tayyip Erdogans regering har optrappet krigen mod PKK i de sidste par år, og den vil ikke se sin fjende bliver stærkere i Syrien.
En anden faktor i ligningen er Rusland, som intervenerede i september 2016 for afgørende at tippe balancen i den syriske borgerkrig til Assads fordel. Rusland har også støttet YPG. Men efter forhandlingerne (med Tyrkiet; web.red.) i Moskva i sidste uge blev det russiske militærpoliti, der havde base i Afrin, trukket ud.
I virkeligheden gav Vladimir Putin Erdogan grønt lys til at angribe, og det har han gjort. USA stod til side, da deres kurdiske klienter blev ydmyget i Irak. Vil de gøre det samme i Syrien?
Uanset svaret på dette spørgsmål er det det kurdiske folk, der lider. Lad os håbe, at deres politiske ledere lærer, at der ikke er nogen gevinst ved at alliere sig med imperialistiske monstre som Trump og Putin.
Oversat fra Socialist Worker (UK) nr. 2588, 23. jan. 2018.
Se også:
SAA 363: Trump giver legitimitet til israelsk besættelse
SAA 363: Catalonien og det nationale spørgsmål
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed