Socialistisk Arbejderavis
Nr. 37 – Februar 1988 – side 10
Der er to klasser
Jørn Andersen
Når socialister snakker om, hvordan krig, sult, fattigdom, udbytning og undertrykkelse kan afskaffes, henviser de altid til, at arbejderklassen er den, der kan gøre en ende på alle disse ting.
Hvis blot arbejderklassen kæmpede samlet for sine egne, fælles interesser, så kunne det skaffe et andet samfundssystem, socialismen, som vi også kalder arbejdermagt.
Vi begrunder det med, at kapitalismen “har forenklet klassemodsætningerne. Hele samfundet spalter sig mere og mere i to fjendtlige lejre, i to store klasser, der står i direkte modsætning til hinanden, borgerskabet og arbejderklassen.” Dette skrev Karl Marx allerede i 1848 i Det kommunistiske Manifest.
Humlen er, hvis arbejderklassen skal vinde kampen for sine egne interesser, er den nødt til at afskaffe den klasse, der undertrykker og udbytter den, nemlig borgerskabet. Hermed er vejen banet for det klasseløse samfund, hvor det er menneskene og ikke økonomien, der bestemmer.
Når folk i almindelighed snakker om, at en person tilhører en bestemt klasse, tænker de som regel på personens status, erhverv og indkomst.
Produktionsmidlernes fordeling
Når socialister snakker om klasser, starter vi et helt andet sted. Vi starter i produktionen. Under kapitalismen er produktionsmidlerne fordelt, så at én klasse, kapitalisterne, ejer de materielle produktionsmidler, mens en anden klasse, arbejderne, kun ejer sin arbejdskraft og er tvunget til at sælge den til kapitalisterne.
En persons klassetilhørsforhold bestemmes af personens forhold til produktionsmidlerne.
Vi kan ikke bruge begreberne status, erhverv og indkomst til ret meget. Status handler om, hvordan personen selv eller andre opfatter personens stilling i samfundet, mens forholdet til produktionsmidlerne er et objektivt forhold.
Begrebet erhverv har i det mindste noget med arbejde og produktion at gøre. Men hvis du er murer, kan du enten være selvstændig, formand eller arbejder og derfor have forskellige klassetilhørsforhold.
Hvis du er bankfunktionær kan du enten være den, der tæller 25-ørerne efter lukketid, eller den, der fyrer og ansætter folk. Begrebet erhverv samler folk med vidt forskellige forhold til produktionsmidlerne under en hat.
Ligeså fordækt er begrebet indkomst. Det siger kun noget om indtægtens størrelse, men ikke noget om, hvordan personen har erhvervet den. Der er en verden til forskel på, om en aktionær har fået 200.000 kroner i udbytte på et år, eller om en typograf i kraft af en stærk klub på arbejdspladsen har tilkæmpet sig det samme. En svejser med 100 kroner i timen er derimod ikke mindre arbejder end en murerarbejdsmand med 60 kroner i timen.
Borgerlig klassedeling
Begreberne status, erhverv og indkomst er med til at give et billede af klassedelingen, som var det en hønsestige, hvor hønsene sidder i hakkeorden alt efter deres status, erhverv og indkomst. Hvor de højstlønnede arbejdere nasser på de lavestlønnede. Det er en statisk model, der ikke kan bruges til at forklare, hvordan samfundet udvikler sig.
Det marxistiske begreb er derimod skabt til at forklare samfundets udvikling, og til at forklare, hvordan mennesker prøver at ændre samfundet.
Klasser er i den marxistiske teori en betegnelse for grupper af personer, der har samme forhold til produktionsmidlerne. Under kapitalismen er arbejdere og kapitalister nødt til at bekæmpe hinanden for at overleve. Derfor hænger klasse uløseligt sammen med klassekamp.
Men er denne klassekamp ved at miste sin betydning? Er arbejderklassen ved at forsvinde? Og hvor hører den voksende gruppe af funktionærer og tjenestemænd hjemme i denne todelte verden?
Gruppen af funktionærer og tjenestemænd er ikke en klasse for sig selv. Det er et begreb, der dækker over en gruppe med enorme forskelle. Hvad har kontorassistenter og skolelærere til fælles med direktører og departementschefer?
Vi er nødt til at skelne mellem to hovedgrupper. På den ene side direktører, kontorchefer, skoleinspektører og andre, der enten tilhører borgerskabet eller er tæt knyttet til det.
På den anden side flertallet af kontorassistenter, sygeplejesker, pædagoger, lærere, laboranter, teleteknikere, socialarbejdere, butiks-og bankfunktionærer, postbude, der tilhører arbejderklassen. Den sidste gruppe udgør hovedparten af funktionærer og tjenestemænd.
Marxistisk klassedeling
Disse to grupper adskiller sig ikke kun lønmæssigt og uddannelsesmæssigt, men også på et andet og vigtigere punkt. Den første gruppe har ikke alene kontrol over deres eget arbejde, men ofte også over andres arbejde og de materielle produktionsmidler. Den anden gruppe har hverken kontrol med deres eget eller andres arbejde, og udfører som regel kedeligt rutinearbejde. De står i det samme modsætningsforhold til borgerskabet som resten af arbejderklassen.
Vi kan altså konkludere, at de fleste funktionærer og tjenestemænd sammen med faglærte og ufaglærte arbejdere udgør én arbejderklasse. Og denne klasse er langt fra ved at forsvinde. Arbejderklassen udgør i dag omkring 75% af befolkningen i Danmark.
På verdensplan er den vokset eksplosivt, ikke mindst på grund af de nyindustrialiserede lande som Sydkorea, Sydafrika og Brasilien. Problemet er altså ikke arbejderklassens størrelse, men mere at opbygge kamperfaringer og et kamplederskab i klassen, og at overvinde de splittelser, der hæmmer en fælles kamp.
“De offentlige” er arbejdere
Hvis vi ser på klassekampen, som den har formet sig de sidste 20 år, har funktionærer og tjenestemænd spillet en stigende rolle. Den faglige organisering er steget enormt, og strejker på sygehuse og daginstitutioner, blandt socialarbejdere, lærere, laboranter og butiksfunktionærer har givet arbejdsgivere og fagbureaukrater mange søvnløse nætter.
Under påskestrejkerne i ‘85 stod pædagoger og smede side om side på blokaderne, og var tæt på at vælte Schlüter.
Det betyder ikke, at der ikke er problemer. Udover de problemer, der er inden for de “gamle” fagforeninger med splittelser mellem mand og kvinde, faglært og ufaglært, bureaukratiets dominans og så videre, er der i disse “nye” grupper nogle særlige problemer, som hænger sammen med, hvordan de er opstået. Tidligere var det at være sygeplejerske eller lærer ikke et arbejde i gængs forstand, men et “kald”, hvor småborgerskabet kunne gøre godt for andre, mens de ventede på at blive gift.
Med den offentlige sektors vækst efter 2. verdenskrig har dette ændret sig totalt. Men en del af “kaldsbevidstheden” hænger stadig ved. Argumentet, om at patienterne bliver ramt, dukker op hver eneste gang, der er optræk til strejke på sygehusene – især i medierne, men også på arbejdspladserne.
Det er vigtigt, at socialister overalt argumenterer klart for, at det kun er ved at opbygge en styrke blandt sygeplejersker og andre, at det bliver muligt at få bedre normeringer, løn og arbejdsforhold i det hele taget, som er en forudsætning for, at patienterne kan få en ordentlig behandling.
Opbyg fra gulvet
Et andet udbredt problem i mange fagforeninger er, at de ofte er domineret af institutionsledere, oversygeplejersker og andre, som er betalt for at være ansvarlige over for arbejdsgiveren. Det hænger sammen med, at fagforeningerne ofte opstod som “standsforeninger”, der blev dannet for at varetage fagets renommé og ikke for at kæmpe for bedre løn og mod nedskæringer.
Disse ledere er meget modtagelige for argumenter mod strejker og anden faglig aktivitet på gulvplan. Den eneste måde at tackle dette problem på er ved at opbygge styrken fra neden. Et skridt i denne opbygning er at få lederne smidt ud af fagforeningerne.
Konklusion
Konklusionerne i denne artikel er: Arbejderklassen er ikke ved at forsvinde. Tværtimod er den vokset betydeligt i alle dele af verden også i Danmark.
Men arbejderklassens sammensætning har altid ændret sig. Da Marx var ung, var tekstil- og minearbejderne arbejderklassens kerne. På Lenins tid var det metalarbejderne.
Siden 2. verdenskrig er den største vækst i arbejderklassen i de “gamle” industrialiserede lande sket inden for det offentlige område og inden for administrationen. Og kapitalismen vil nogle (få) år endnu skabe nye arbejdergrupper – i dag for eksempel EDB-programmører.
Det er i kampen for egne interesser, at arbejderklassen – også de nye grupper kan opbygge en bevidsthed om sin egen styrke som klasse. Den eneste styrke, der kan afskaffe kapitalismen og skabe et arbejderdemokrati.
Når mange på venstrefløjen i dag afviser, at kun arbejderklassen kan skaffe os socialisme, er det et udtryk for, at arbejderklassen i nogle år har været i defensiven. Men det har arbejderklassen været mange gange før, og situationen kan hurtigt ændre sig.
Problemet er ikke arbejderklassen, men den del af venstrefløjen, der i sin søgen efter alternativer til arbejderklassen begynder at kapitulere overfor det kapitalistiske system.
Derfor er det vigtigste i dag at opbygge en organisation af socialister, der tager samme udgangspunkt som Marx, da han var med til at stifte 1. Internationale: “Arbejderklassens befrielse må være dens eget værk.”
Det er endnu mere sandt i dag end på Marx’ tid.
Billedtekst:
Under påskestrejkerne i ‘85 stod pædagoger, funktionærer og metalarbejdere side om side. Et eksempel på den “moderne” arbejderklasse.
Billedtekst:
I Paris 1871 tog arbejderne magten. Det udviklede Marx’ teorier om klasserne, som vi stadig kan bruge i dag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed