Socialistisk Arbejderavis
Nr. 6 – Marts 1985 – side 5
Familiens oprindelse
»Klassekampen og staten udviklede sig – og hermed den patriarkalske familie«
Bodil Nielsen
Familien, som vi kender den i dag, er ikke noget naturbestemt. Den moderne kernefamilie kom med klassesamfundenes opståen og statens vækst.
Klasserne gjorde ejendommen »privat« og ødelagde århundreders »fælleseje« samfund. Disse samfund havde mange forskellige former for seksuelle normer, og der er flere eksempler på matriarkalske samfund, hvor kvinderne havde overtaget på grund af deres arbejde. Der er således ingen belæg for at hævde, at »patriarki« altid har eksisteret uafhængig af samfundets form.
I det følgende vil vi i korte træk se på familiens udvikling siden kapitalismens gennembrud i begyndelsen af det 19. århundrede og frem til i dag.
Der har været et enormt skift i kvinders rolle på arbejdsmarkedet siden kapitalismens opvækst. Da industrialiseringen begyndte i England, var tekstilbranchen den væsentligste. I 1856 udgjorde kvinderne 57% af arbejdsstyrken, mændene 25,2% og børnene 17,8%.
Tekstilbranchen mistede senere sin betydning til fordel for jern- og metalbranchen. Her var kun 3% af de ansatte kvinder i 1907. Denne udvikling frem til 1911 gjorde, at kun 9,6% af alle gifte kvinder arbejdede uden for hjemmet.
Denne ændring skyldes ikke, som nogle feminister påstår, at mændene fortrængte kvinderne fra arbejdsmarkedet. Det skyldes, at arbejderklassen »adopterede« den nye herskende klasses familiestruktur, kernefamilien, som reaktion på og en beskyttelse mod de mange problemer, som industrialiseringen skabte.
Gratis arbejde
Landarbejderne tog den kollektive familiestruktur med til byen. En struktur, hvor produktion og reproduktion var samlet i familien. Men den kunne ikke trives, når familien var spredt for alle vinde på forskellige fabrikker.
Kvinderne oplevede sammen med anden ufaglært arbejdskraft at få de usleste jobs og så i ægteskabet en mulighed for at undgå at arbejde bl.a. i minerne med at slæbe kul i skakterne, kravlende på alle fire i vand. Mændene havde interesse i at se kvinderne i hjemmet, da der så var færre til at konkurrere om arbejdet.
Fagforeningerne tilskyndede også manden til at forsørge kvinder og børn. Det ville, sagde man, tvinge kapitalisterne til at betale lønninger, en familie kunne leve af. De havde jo brug for en sund velnæret arbejdsstyrke.
At kvinderne valgte ægteskabet frem for økonomisk frihed betød, at arbejdet med omsorg for mand og børn blev cementeret som gratis arbejde, der foregik inden for hjemmets fire vægge. Det fik ingen værdi i forhold til systemet og blev derfor underordnet mandens lønarbejde. Det er også i dag en af grundstenene i kvindernes undertrykkelse.
Det betød enorme besparelser for kapitalejerne, at man fik kvinderne til at påtage sig ansvaret for reproduktion af arbejdsstyrken. Opløsningen af den gamle familiestruktur medførte store sociale problemer, mange børn gik for lud og koldt vand på gaden. Alternativet havde været et omfattende socialt væsen, hvor reproduktion blev et samfundsanliggende og en enorm udgift for systemet.
For at opmuntre arbejderne til at »købe« ideen om kernefamilien blev der bl.a. bygget huse og lejligheder med plads til kun en mand og hans kone og børn.
Også i dag bliver vi opmuntret og tvunget til at fastholde kernefamilien.
Kvinderne i dagens kapitalisme
I 1950’ernes og 60’ernes opsving kom kvinden atter for alvor ind på arbejdsmarkedet. Der var brug for hende, og omsorg blev derfor et nødvendigt samfundsanliggende. Der skete en enorm vækst i bygningen af daginstitutioner, og fabrikeringen af mad på industriel basis voksede. Eksperter udtalte, at børn sagtens kunne undvære deres mor i hjemmet, amning var nærmest af det onde.
Kernefamilien er dog stadig nødvendig for borgerskabet. Den er bekvem at sende kvinder tilbage i, når der er nedgang i den blomstrende vækst, og nem at trække dem ud af igen, når der er opsving.
I øjeblikket er der en massiv kampagne for at få kvinderne væk fra arbejdsmarkedet. Der skæres voldsomt ned på daginstitutionsområdet. Eksperter udtaler, at børn tager skade, hvis deres mor ikke er hjemme hos dem. Dagpengesystemet bliver udhulet, så det er vanskeligt for en enlig mor at klare sig. Det får atter kernefamilien til at være en løsning, der er værd at vælge. Så kan staten bruge skattekronerne på tilskud til en kriseramt kapitalisme.
Mellem himmel og helvede
I familien rummes både himmel og helvede. Det er i familien, vi får opfyldt vore behov for omsorg, tryghed og tætte følelsesmæssige kontakter. Men det er samtidig her, vi får afløb for de problemer, som udbytningen på arbejdspladsen giver os.
Kernefamilien er derfor også det sted, hvor de menneskelige følger af det kapitalistiske samfund ses. Fysisk eller psykisk vold i familien er almindelig og svær ikke at gøre til et personligt problem. Den umiddelbare sammenhæng mellem at manden slår konen, og konen slår børnene, og at man er tvunget til at sælge sin arbejdskraft for mindre, end den er værd, er godt skjult.
At det ægteskab man indgik med rosenrøde forestillinger om tryghed og kærlighed viser sig at være et helvede er umiddelbart, fordi man har valgt den forkerte, eller fordi man ikke selv dur.
Medicinalindustrien tjener tykt på, at folk ser det som et personligt anliggende og forsøger at dulme følgerne med piller, psykiatere og misvisende forklaringer. Man forklarer kvinden, at grunden til hendes depressioner er den førmenstruelle fase og hormonale forstyrrelser, og man forklarer mandens voldelige adfærd med, at hun nok selv har provokeret ham, eller at han er en primitiv mandschauvinist.
Familien som fængsel
Familien fastholder os i roller, der udelukker et kærlighedsforhold, som bygger på kammeratskab og gensidig respekt. Kvinden er den beskyttede tjenende ånd, og manden er den, der tjener til føden og bestemmer i hjemmet. De smitter af på de følelsesmæssige relationer, hvor han kan gå langt i negative udladninger, før hun tør sige stop. Han kan ikke opfatte hende som ligeværdig, fordi det at fastholde magten over hende er nødvendig for hans selvrespekt.
Nøglen til frigørelsen findes på arbejdspladsen. Her får kvinden mod til via sin økonomiske uafhængighed at sige fra, og manden får mulighed for at opdage hende som en kammerat i arbejdssituationen.
Mønstret bliver givet videre til børnene gennem eksempler og forventninger. Bogfabrikker sprøjter kærlighedsromaner ud, der skal få piger til at hoppe på ægteskabslimpinden, og drenge læser spændingsromaner, der fortæller, at han skal være stærk og hård og minimere kvindens rolle til den børnefødende husmor.
At bryde ud af opfattelser, der er grundlagt i barndommen, sker ikke fra den ene dag til den anden. Kvindens mulighed for bevidstgørelse er ikke basisgrupper, hvor man sidder og fokuserer på, hvor undertrykkende det er at være husmor, uden at ens arbejde blir værdsat, eller hvor svært det er at sige noget i store forsamlinger. Det er deltagelse i klassekampen, der giver såvel kvinder som mænd mulighed for at gennemskue systemet og finde styrken til at ændre det. Massevis af eksempler viser, at kvinder i strejke også begynder at stille krav i hjemmet. »Du kan selv lave din mad, jeg har ikke tid«.
Solidaritet mellem kønnene
Der er også eksempler på, at kvinden tager del i strejker manden er involveret i. Stilladsarbejderkonerne i 78 samlede ind på gaderne og lavede revy, og minearbejderkonerne i Storbritannien i dag laver støttekomiteer og suppekøkkener.
Den totale frigørelse af arbejderklassens kvinder sker først i det øjeblik, der skabes rammer for en ny struktur for produktion og reproduktion efter den socialistiske revolution.
»Revolution er alle undertryktes store fest. På intet andet tidspunkt står folkemasserne i en bedre position i forhold til aktivt at skabe en ny social struktur.« (Lenin)
Klassesamfundets afskaffelse
Når arbejderklassen befrier sig selv og overtager produktionen, vil der ske en frigørelse af alle undertrykte grupper. Også kvinden. Alle vil få lige adgang til samfundsarbejde. Borgerskabet, der har brug for at fastholde opfattelser, der splitter arbejderklassen, er fejet af bordet.
Først da, når klasserne er ophævet og produktionen fordelt efter evne og bestemt efter behov, kan de menneskelige relationer blomstre. Først da, når vi har magten over teknologien, kan vi frigøres fra den fremmedgørelse, som arbejdet under kapitalismen fremavler. Først da vil menneskeheden finde sig selv og styre sit eget liv. I grunden ikke noget dårligt mål.
Billedtekst:
Frederik Engels, Karl Marx's livslange ven og skrivekammerat, skrev for knap 100 år siden en bog, som hed »Familiens, privatejendommens og statens oprindelse«. Den søgte at forklare familiens undertrykkende funktion i klassesamfund.
Se også:
SAA 6: 8. marts: Der er to kvindekampstraditioner
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed