Socialistisk Arbejderavis
Nr. 6 – Marts 1985 – side 4
8. marts
Der er to kvindekampstraditioner
Ågot Berger
Den 8. marts er traditionelt en mærkedag for kvinderne. Men det var en tysk socialist, Clara Zetkin, som lancerede ideen i København i 1910. Hendes idé var, at her kunne arbejderklassens kvinder markere sig over for deres modstandere af begge køn i kapitalistklassen.
For Internationale Socialister er kvindekamp ikke bare noget, som kvinderne i almindelighed tager sig af, men en fælles sag for alle arbejdere.
I de følgende to artikler vil Ågot Berger give et historisk rids over vores opfattelse af kvindekampen i modsætning til de borgerlige feministers opfattelse. Bodil Nielsen vil gennemgå familiens rolle under kapitalismen og hvordan menneskeheden kan frigøres fra sine lænker.
Igennem historien har der været en splittelse mellem den borgerlige feministiske kvindebevægelse og den del, som tog udgangspunkt i arbejderkvindernes situation.
Først og fremmest i Tyskland omkring århundredeskiftet blev de to retninger politisk formuleret. Den borgerlige feministiske koncentreredes omkring kvindernes manglende politiske og juridiske rettigheder, først og fremmest stemmeret for kvinder. For dem var samfundet delt i to hovedkategorier: mænd og kvinder. Mænd har alle fordelene og alle kvinder må slutte sig sammen og kæmpe for at opnå de samme rettigheder og mod mænds privilegier.
8. marts blev stiftet
Den tyske socialdemokratiske kvindebevægelse, som er mere eller mindre synonym med Clara Zetkin, argumenterede skarpt imod at koncentrere kravene omkring stemmeretten. Selvom kvinder blev garanteret politisk lighed, ville det ikke ændre noget ved den herskende magtfordeling i samfundet. Ikke udover at borgerskabets kvinder fik ret til at udbytte, og arbejderkvinderne ‘fik ret’ til at blive lige så udbyttede som deres mandlige kolleger. Ejendomsforholdene ville der ikke blive rokket ved.
I Clara Zetkins tale på Gotha-kongressen i det tyske socialdemokrati i 1896 sagde hun bl.a. i kritikken af de borgerlige feminister:
»Kampen for frigørelse af arbejderklasse-kvinden kan ikke – som det er for borgerskabets kvinder – være en kamp imod mænd i deres egen klasse ... Endemålet for hende er ikke fri konkurrence mod mænd, men arbejderklassens politiske magt. Hånd i hånd med mænd i sin egen klasse kæmper arbejderkvinden mod det kapitalistiske system ...«
I tråd med dette bekæmpede Zetkin konsekvent fælles demonstrationer o.l. med de borgerlige feminister. Det blev stadfæstet på den første internationale kvindekonference for socialistiske kvinder i 1907: »Socialistiske kvinder skal ikke alliere sig med borgerlige feminister, men føre kampen side om side med de socialistiske mænd.«
På den 2. kvindekonference i København i 1910 blev 8. marts indstiftet som den internationale kvindedag. Ideen og dagen havde Zetkin hentet fra en demonstration arrangeret af den socialistiske kvindebevægelse i New York i 1908. Dagen blev fejret i en række europæiske byer frem til krigens udbrud i 1914: Den vigtigste demonstration fandt sted under krigen i Rusland i 1917.
Splittelsen mellem socialistiske og borgerlige kvinder i Rusland blev skærpet under 1. verdenskrig. Feministerne hoppede på den patriotiske vogn og arbejdede for at mobilisere kvinderne til alle slags hjemmefronts krigsarbejde til fordel for fædrelandet. For almindelige arbejderkvinder betød krigen endnu flere byrder. De skulle sørge for at overleve og opfostre deres børn på et eksistensminimum, samtidig med at de skulle overtage soldaternes pladser i produktionen.
Revolution tændt af kvinderne
Kvinderne udgjorde en tredjedel af arbejdsstyrken i Rusland i 1914 og halvdelen i 1917. Der var i løbet af krigen en lang række strejker med kvindelig deltagelse, og kvinderne stod i spidsen for en række hungeroprør. Det var de kvindelige tekstilarbejdere i Petrograd, som startede februarrevolutionen i 1917.
Drevet til desperation af krigens udsultning gik kvinderne den 8. marts fra fabrik til fabrik og agiterede for strejke – og efter to dage havde 200.000 arbejdere nedlagt arbejdet. Revolutionen begyndte nedefra, fra den mest undertrykte og udpinte del af arbejderklassen.
Marx har sagt, at »Traditionerne fra alle døde generationer rider som en mare ide levendes hjerner«. Århundreders traditioner for udnyttelse af kvinder fjernes ikke med et pennestrøg. Heller ikke med oktoberrevolutionen i 1917. Men aldrig før i historien, ej heller bagefter, blev kvindernes politiske, økonomiske og seksuelle frigørelse sat på dagsordenen, som det skete i Sovjet.
En milepæl for frigørelse
Sovjet blev det første land i verden med fuld ret til skilsmisse, ægteskabet blev gjort til et frivilligt forhold, skellet mellem ‘ægte’ og ‘uægte’ børn blev ophævet, lige løn for lige arbejde og betalt barselsorlov blev indført.
Utroskab, blodskam og homoseksuelle forhold blev fjernet fra kriminalregistret. Retten til fri abort blev indført i Sovjetrepublikken som det første land i verden.
Der blev arbejdet for at kollektivisere børneopdragelse, bespisning osv. Lenin skrev i en pjece: »Om kvindefrigørelsen«: »Kvinderne vil fortsætte med at være slaver i hjemmet, uanset alle lovene om kvindefrigørelse, fordi det private husarbejde, maser kvæler, latterliggør og degraderer hende, lænker hende til køkkenet og børnepasning. Hun spilder sin arbejdskraft på et barbarisk, uproduktivt, enerverende, anmassende slavearbejde. Den reelle frigørelse af kvinderne, den virkelige kommunisme, vil først begynde at finde sted, når en total kamp imod den private husholdning finder sted, og hvor en total forandring til en storstilet socialistisk økonomi begynder.«
Bolsjevikkerne fik aldrig bugt med et kønsopdelt arbejdsmarked. Og de barske betingelser, som borgerkrigen gav for sovjetrepublikkens unge år, gjorde det umuligt at fjerne kvindeundertrykkelsen.
Krigskommunismen (1918-20) og den Nye Økonomiske Politik (NEP) (1921-28) betød, at mange af de gode intentioner løb ud i sandet. Hungersnød, epidemier og frost dræbte 9 millioner russere fra 1918-20. Kampen stod om overhovedet at overleve. Arbejdsløsheden steg med NEP-politikken, og den ramte også dengang hårdest i de ufaglærte og dermed kvindernes rækker. Offentlige besparelser betød, at mange folkekøkkener, spisesteder og daginstitutioner blev lukket.
Kontrarevolutionen
Med tvangskollektivisering af landbruget og den massive satsning på sværindustrien i 1928-29 under Stalins ledelse kom det klare vendepunkt til et statskapitalistisk samfund i Rusland. Også for kvinderne betød revolutionens nederlag en tilbagevending til tidligere undertrykkende normer.
Kvinderne øgede deres andel af de beskæftigede fra 25% i 1922 til 39% i 1940. Men arbejde er ikke i sig selv et udtryk for frigørelse. Det kan også betyde dobbelt undertrykkelse. Det stalinistiske regime styrkede de konservative holdninger. Familien blev sat i centrum for, som Trotskij siger i »Revolutionen forrådt«: »Motivet for dyrkelsen af familien var utvivlsomt bureaukratiets behov for stabile hierarkiske forhold.«
I 1934 blev homoseksualitet kriminaliseret og kunne straffes med indtil 8 års fængsel. Der blev kørt en landsdækkende kampagne mod frie seksuelle forhold, hurtige ægteskaber og utroskab. Abort blev kriminaliseret i 1936 og der blev indført sanktioner mod skilsmisser. Man skulle afstå fra sex uden for ægteskabet. Eller som det hedder i en pjece fra samme tid: »Drengene skal uddannes i skolerne til at blive gode fædre og kæmpe for det socialistiske fædreland, og pigerne til at blive intelligente mødre, som kan være i stand til at opfostre den nye generation.« Puritanismen dyrkedes og den seksuelle frihed blev bekæmpet.
Den russiske revolutions nederlag var en katastrofe for hele den internationale arbejderbevægelse, og som sådan miskrediteredes socialismen. Marx sagde, at socialt fremskridt kan måles på kvindernes sociale situation. På samme måde kan nederlagene måles. Kvindespørgsmålet blev taget af dagsordenen i næsten et halvt århundrede. Den borgerlige feminisme døde med indførelse af stemmeret for kvinder.
I 60’erne opstod kvindebevægelsen igen. Først og fremmest fordi kapitalismens fantastiske vækst gav mange kvinder adgang til arbejdsmarked og uddannelser.
Den nye kvindebevægelse har svinget mellem at knytte bånd til arbejderkvinder og at forfalde til feministisk isolation.
I den første periode frem til midten af 70’erne var arbejdernes selvtillid stor, og den kollektive magt stod i centrum. Ligeløn, abort, ret til arbejde, institutionspladser for børn, barselsorlov og aktiv støtte til kvinde i kamp. Det var mærkesager for hele bevægelsen.
Siden da har resterne af kvindebevægelsen primært koncentreret sig om livsstil og kvindebevidsthed. Områder, hvor kvinderne er individuelle ofre for mandsundertrykkelsen (vold, voldtægt og pornografi), er sammen med f. eks. drømmetyderi og astrologi blevet de moderne mærkesager.
Det er selvfølgelig også vigtigt at bekæmpe vold mod kvinder. Men samtidig må vi gøre det klart, at også de voldelige mænd er ofre for systemet. Det er den grundlæggende struktur under kapitalismen, som udgør problemet. Kun en fælles kamp mod dette kan ændre situationen.
Reel frigørelse kræver fælles kamp
Der er mere der forener arbejderkvinder og mænd, end der skiller. Vores fælles behov og mangel på rettigheder, fordi vi sælger vores arbejdskraft, forener os på trods af køn, nationalitet og race, som klasse.
I øjeblikket er kampen for at forsvare kvindernes ret til arbejdet og ikke blive presset tilbage til børn, mad og opvask særligt brændende. Svaret og løsningen er også det samme som i 1917. En socialistisk revolution foretaget af arbejdets mænd og kvinder.
8.marts: Kvindernes internationale kampdag
Billedtekst:
Clara Zetkin (1857-1933), tysk revolutionær socialist, som hele sit liv bekæmpede den borgerlige feminisme. Arbejderkvindernes internationale kampdag i Moskva i 1917 var startskuddet til den russiske revolution.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed