Socialistisk Arbejderavis
Nr. 6 – Marts 1985 – side 8
Den engelske kulminestrejke
Kvinder imod jernladyen
Pia Færing
Skønt der ikke findes een eneste kvinde i de engelske kulminer, så er minearbejderstrejken ikke mindst blevet båret igennem af kvinder.
Allerede meget tidligt under strejken begyndte minearbejderkonerne at organisere suppekøkkener og mad- og tøjuddeling, men deres indsats har ikke begrænset sig til det.
Kvinderne med – overalt
Under sloganet »Women against pit closures« (kvinder mod minelukninger) har de arrangeret indsamlinger på gader og stræder, arbejdspladsbesøg og demonstrationer. De har offentligt vist deres støtte til mændenes kamp og har i lige så udpræget grad gjort den til deres egen.
Kvinderne er også blevet en stor del af blokaderne. I mange byer klarer mændene morgenblokaderne og kvinderne første skift. I starten vidste politiet ikke helt, hvad de skulle stille op med de mange kvinder – men i dag er der indført ligeret – kvinderne får lige så mange bank som mændene.
Minearbejderkonerne har organiseret sig både lokalt og på landsplan, og de har forlangt af fagforeningen, at deres organiseringer anerkendes permanent.
»Vi har været involveret i møder og komiteer under denne strejke, og vi ønsker ikke at blive udelukket igen, når den er ovre,« lyder budskabet til NUMs ledelse.
Der er flere grunde til, at kvinderne er blevet så aktive under netop denne strejke. For det første er der længden af den. Armoden og fattigdommen er blevet mere og mere udbredt, efterhånden som månederne er gået, og – disse opgaver har været oplagte for mange af minearbejderkonerne. Børn og hjem har stadig skullet fungere trods mandens »arbejdsløshed« og manglende indtjening.
Desuden er der strejkens karakter. Det er ikke en almindelig lønstrejke, men en politisk kamp mod en fjendtlig konservativ regering, der ønsker at smadre minearbejderne og deres samfund. Det er en kamp for fremtiden for flere generationer.
Ikke kun på sidelinien
Det er første gang i meget lang tid, at den engelske kvindebevægelse og arbejderklassekvinder har kunnet arbejde sammen. Den feministiske kvindebevægelse har altid haft vanskeligt ved at forbinde sin kamp til arbejderklassens kvinder, og det er da heller ikke på grund af feministiske ideer, at minearbejderkonerne i dag kæmper side om side med deres mænd.
For dem er det en klar klassesag, men det betyder ikke, at de ikke kan bruge noget af det, kvindebevægelsen siger. Anerkendelsen af kvindernes organiseringer skyldtes bl.a. feminister i Labourpartiet, der pressede NUM.
Men der har også været diskussioner mellem minearbejderkonerne og feministerne. Feministerne er bl.a. utilfredse med, at kvinderne definerer sig i forhold til deres mænd – altså i det hele taget kalder sig minearbejderkoner.
Men det er der jo en god grund til i dette tilfælde – de gør netop, hvad de gør, fordi de til dagligt lever sammen med minearbejdere – uanset om de er kærester, døtre eller hustruer. Og det er her vigtigt at anerkende, at kvinder, der er gift med arbejderklasse-mænd, selv kommer til at tilhøre arbejderklassen, hvad enten de har arbejde eller går hjemme og passer børn.
Socialister har ofte hævdet, at kvinder kun kan kæmpe som arbejdere – det er forkert. Minearbejderkonerne kæmper i høj grad en klassekamp – selv om mange ikke er arbejdere selv.
Betydning for fremtiden
I fremtiden kan vi forvente, at meget vil være ændret i minesamfundene.
Mange af kvinderne vil blive betydeligt mere aktive i forhold til deres egne arbejdspladser – og de vil uden tvivl regne med minearbejdernes støtte i konfliktsituationer her. Erfaringerne fra minearbejderstrejken vil for kvinderne få en direkte effekt i deres egen måde at arbejde fagligt på.
Men også for de mange, som ikke selv har arbejde, vil strejkeerfaringerne kunne bruges. Selvom kvindeorganisationerne uden tvivl vil gennemgå en afmatning efter strejken, så vil der altid være nogle ting tilbage.
Og minebyerne har masser af problemer, der kan tages op. Boliger, transport, offentlige nedskæringer, andre jobs der skal forsvares osv.
Minearbejderkonerne har vist, at kvindekamp ikke er en kamp mod mænd, men mod det styre, der betyder undertrykkelse af både kvinder og mænd. Thatcher er en kvinde – jernladyen kalder de hende. Minearbejderkonernes svar er, at der findes mange flere jernladyer blandt dem selv – så de har taget kampen op!!
Billedtekst:
Kvinder på blokade – råber efter skruebrækkere i South Yorkshire
Se også:
SAA 6: 8. marts: Der er to kvindekampstraditioner
SAA 6: Den engelske kulminestrejke: Hvorfor tabte de?
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed