Socialistisk Arbejderavis
Nr. 7 – April 1985 – side 6
Påskekrise 1920
Syndikalismens seje dødskamp
Jørn Andersen
Den 29. marts 1920 afskedigede kong Christian d. 10. den radikale Zahle-regering. Socialdemokratiet beskyldte kongen for at have begået »statskup«, og DsF (det daværende LO) varslede generalstrejke.
To dage før havde arbejdsgiverne varslet stor-lockout i forbindelse med overenskomstforhandlingerne. Socialdemokratiet ville ikke bruge generalstrejken til at vinde overenskomstkampen, men til at forhindre, at kongen greb ind over for Folketinget.
For de revolutionære syndikalister blev påskekrisen et afgørende nederlag, som de aldrig forvandt. Den 4.-5. april (en uge efter »statskuppet«) indgik Socialdemokratiet og DsF forlig med de borgerlige partier og arbejdsgiverne om både de parlamentariske forhold og overenskomsterne. Generalstrejken blev afblæst.
De syndikalistiske fagforeninger forkastede overenskomsten og fortsatte strejken, men de kunne ikke vinde kampen alene. Efter 2 mdr. endte strejken i nederlag, og arbejdsgiverne havde ved hjælp af statsapparatet, socialdemokratiet og skruebrækkere givet den militante del af arbejderklassen et afgørende knæk.
Men hvem var disse syndikalister, og hvorfor gik det galt for dem?
Syndikalismens hovedtese
Syndikalisme kommer af det franske ord for fagforening: »syndicat«. Syndikalisterne vil gøre fagforeningerne til effektive kamporganisationer, der er løsrevet fra den klassesamarbejdspolitik, som fagbureaukraterne og socialdemokratiet førte.
Syndikalisterne fornægtede værdien af politisk kamp. De mente, at klassekampen var en økonomisk kamp, og at arbejdernes frigørelse kun var mulig gennem fagbevægelsen, der varetager arbejdernes økonomiske interesser. Den økonomiske kamp skulle føre arbejderne frem til det endelige slag om magten i samfundet, nemlig generalstrejken, hvor produktionsmidlerne blev overtaget. Fagforeningerne skulle herefter administrere den fremtidige produktion. Syndikalisterne var godt klar over, at militæret ville blive sat ind mod generalstrejken. Derfor lagde de stor vægt på at svække militæret gennem anti-militaristisk agitation.
Syndikalisterne havde fra 1900-1920 især stor indflydelse i Frankrig, Italien og Spanien. I USA organiserede de IWW – International Workers of the World. I Danmark dannede de i 1910 »Fagoppositionens Sammenslutning« (FS).
Ved september-forliget i 1899 anerkendte arbejdsgiverne retten til faglig organisering, men fik til gengæld bundet fagforeningerne til fredsaftaler, arbejdsret osv. Det reformistiske lederskab blev til et fagbureaukrati, der kontrollerede arbejdernes aktivitet. Fagbureaukratiet blev afhængigt af kapitalismen og dermed også interesseret i, at det gik godt for kapitalen.
Under højkonjunkturen udnyttede fagbureaukratiet ikke mulighederne for at få faglige resultater igennem. Tværtimod brugte de bl.a. tillidsmandssystemet til at holde ro på arbejdspladserne. I 1911 indgik de en 5-årig overenskomst uden forbedringer for arbejderne.
Faglig kamp
Blandt militante arbejdere voksede utilfredsheden. »Fagoppositionens Sammenslutning« (FS) blev samlingspunktet for oppositionen mod klassesamarbejdet. FS var imod det fagretslige system, der hindrede, at arbejderne kunne kæmpe effektivt. FS ville ændre fagbevægelsens struktur og forbedre arbejderklassens kampteknik. FS's avis, »Solidaritet«, agiterede for disse ting.
FS kritiserede fagbevægelsens pyramide-struktur, hvor magten var koncentreret hos forbundsledere, der i mange år ikke havde sat deres ben på en arbejdsplads. I stedet skulle der opbygges industriforbund baseret på solidaritet mellem arbejdere på tværs af faggrænser.
FS agiterede især for mere effektive kampformer. Arbejderne skulle kæmpe på trods af September-forliget. Det vigtigste våben var den pludselige strejke, som er langt mere effektiv end en strejke, der kommer efter lange forhandlinger. Blandt de mere avancerede våben var arbejd-efter-reglerne aktioner, sympatistrejker mod skruebrækkeri osv.
Politisk kamp
Derimod havde de ikke meget tilovers for den politiske kamp. Dels kunne de se, hvordan socialdemokraterne brugte den politiske kamp til at sikre sig selv parlamentariske fordele på bekostning af arbejderne. Dels mente de ikke, at et revolutionært parti var nødvendigt, da den faglige kamp af sig selv ville udvikle sig til en kamp om magten i samfundet. FS ville altså ikke opbygge et revolutionært politisk lederskab. Lederskabet vil opstå af sig selv i situationen, påstod de. De mere bevidste arbejdere skulle blot vise ved eksemplets magt, hvordan kampen skulle føres, så ville resten af arbejderne efterhånden automatisk følge efter.
Den syndikalistiske bevægelse nåede sit højdepunkt under det økonomiske opsving lige efter 1. verdenskrig.
I 1919-20 begyndte det økonomiske opsving at vende. De danske kapitalister måtte gå til angreb på arbejderklassen for at klare sig i konkurrencen. Ved overenskomstforhandlingerne i foråret 1920 krævede arbejdsgiverne uændrede overenskomster og i nogle fag direkte lønnedgang. DsF satsede på, at arbejdsgiverne ville erklære lockout, og at forligsmanden ville gribe ind, så resultatet ville blive et tåleligt kompromis. Arbejdsgiverne erklærede lockout d. 27. marts til ikrafttrædelse 9. april.
Den 29. marts kom så kongens »statskup«. (Den nærmere baggrund for »statskuppet« skal jeg ikke komme ind på her). Der var altså tale om både en »faglig« konflikt om overenskomster og en »politisk« om, hvorvidt kongen eller folketinget skulle sammensætte en. regering. Socialdemokratiet truede med generalstrejke mod »statskuppet«. Hvad skulle syndikalisterne nu gøre?
På den ene side var de ikke interesseret i at kæmpe for at få klasseforrædderen Stauning tilbage i regeringen. På den anden side ville de blive til grin, hvis de ikke ville være med til den generalstrejke, som de havde agiteret for i mange år.
FS valgte at tilslutte sig generalstrejken, men på et andet grundlag end socialdemokraterne. Kravene var bl.a.: Væk med september-forliget af 1899, effektiv kamp inden for alle fagforbund mod lockout'en indtil alle krav er opfyldt, amnesti for politiske fanger og militærnægtere. DsF accepterede FS's krav, og de syndikalistiske fagforeninger tilsluttede sig generalstrejken under DsF's (d.v.s. socialdemokratiets) ledelse. Da Stauning og DsF indgik forlig med arbejdsgiverne, fortsatte syndikalisterne strejken inden for deres egne fagforeninger for overenskomstkravene.
Resultatet af påskekrisen blev dels, at arbejdsgiverne vandt overenskomstkampen, og dels at socialdemokraterne vandt kampen om lederskabet i fagbevægelsen.
FS's nederlag hang sammen med, at de mente, at klassekampen var en økonomisk kamp, og at kampen af sig selv ville udvikle sig til en kamp om magten i samfundet. Det førte til, at de undervurderede både fagbureaukratiet og statsmagten, og at de ikke var i stand til at komme med de rigtige politiske svar i en situation som påskekrisen, hvor statsmagten var en aktiv modspiller.
Generalstrejke – og nederlag
De led nederlag over for fagbureaukratiet, fordi de ikke forstod, at fagbureaukratiet støtter sig på bevidstheden hos de arbejdere, der ikke er i kamp. Syndikalisterne troede, at alle arbejdere har fælles klassebevidsthed, men det er ikke rigtigt.
Det, at kapitalismen undertrykker alle arbejdere, betyder selvfølgelig, at de fleste arbejdere har en vis grad af klassebevidsthed. Men kapitalismen er også med til at splitte arbejdere: mand I kvinde, faglært / ufaglært, dansker / tysker / japaner osv., ligesom der er arbejdere med forskellige kamperfaringer. Det betyder, at disse arbejdere har en forskellig klassebevidsthed.
Bevidstheden udvikles især i kamp, og da klassekampen foregår i ryk, udvikles bevidstheden også i ryk. Først når alle arbejdere går i fælles kamp mod kapitalismen, er der tale om, at en fælles klassebevidsthed er ved at opstå. Det er først i en sådan situation, at det store flertal kan vindes for socialismen.
Det revolutionære parti
For at komme ud over de forskelle i bevidsthed, der hele tiden hersker, er det nødvendigt at opbygge et revolutionært arbejderparti, som i en revolutionær situation kan lede revolutionen til sejr. FS nægtede at opbygge et revolutionært parti. Derfor stod de magtesløse over for fagbureaukratiet i 1920.
Syndikalisterne led nederlag over for staten, fordi de ikke havde en politik for at smadre staten. FS troede, at staten ville forsvinde af sig selv, når arbejderne ved generalstrejken havde taget magten over produktionen. Det var ikke rigtigt.
Samfundet ændres ikke fra den ene dag til den næste, og borgerskabet vil selv efter en generalstrejke prøve at genvinde sine privilegier og etablere sig som borgerskab igen. Derfor er det nødvendigt at smadre den borgerlige stat og etablere en arbejderstat til at undertrykke det gamle borgerskab.
Syndikalisterne havde ret i, at den borgerlige stat ikke kan bruges til at styrke arbejderklassens kamp, som reformisterne tror. Men når borgerskabet bruger den borgerlige stat til at undertrykke arbejderklassen, kan arbejderklassen ikke bare ignorere staten. Arbejderklassen må blive i stand til at bekæmpe og smadre staten. Derfor er det ikke nok at samle militante arbejdere i fagoppositioner eller andre »ikke-politiske« organiseringer. Det er nødvendigt at opbygge et revolutionært parti, der kan lede kampen, hvad enten den er »faglig« eller »politisk«.
Billedtekst:
Massemøde på Rådhuspladsen under Påskekrisen.
Stauning og socialdemokraternes erklæring af generalstrejke skulle tage brodden af syndikalisternes agitation.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed