Socialistisk Arbejderavis
Nr. 7 – April 1985 – side 8
Brosten mod krig og cykeltræf for fred
Charlie Lywood
Påskemarcher har nu været afholdt i flere år de fleste steder i landet. Fredsfolk har danset, sunget, malet og spillet, men Danmark er stadig medlem af atomkrigs-alliancen NATO. Raketterne bliver opstillet og der bygges videre på kommandocentralen ved Ravnstrup.
Aktivismens krise
Sidst i 70’erne og først i 80’erne strømmede mange, hovedsageligt unge, ind i fredsbevægelsen. Der oprettedes utallige fredsgrupper, der lavede mange aktiviteter. Underskrifter blev indsamlet, der blev lavet teater, cykeltræf for fred blev afholdt og tusinde og atter tusinde trådte fredens vej hver oktober og påske.
Desværre udeblev resultaterne. Selv om Socialdemokratiet stemte for anti-raket dagsordenen, skal man ikke bilde sig ind, at de drejede til venstre. De var vel vidende, at det intet betød, hverken for NATO’s laden og gøren, Danmarks medlemskab af NATO og ej heller deres egen medvirken til milliardbevillinger til forsvaret.
Traktat nu eller spring lortet i luften
Nederlagene til aktivisterne i fredsbevægelsen har fået mange forskellige udtryk.
Reaktionerne har svinget fra krav til parlamentet om en fredspolitik og til små-terroristiske aktioner. I samarbejdskomiteen, som lige har afholdt landsmøde med 400 delegerede, har man besluttet at gøre Norden til Atomvåbenfri Zone til hovedkravet fremover.
De mener, at Danmark skal bruge sin repræsentation i FNs sikkerhedsudvalg til at presse kravet igennem. Knud Damgård fra Socialdemokratiet er også med i kampagnen. Og det er ret klart, at de eneste, der kan erklære Norden for atomvåbenfri, er de forskellige regeringer. Derfor skal fredsbevægelsen overtale politikerne til at gå med på kravet.
I samme tankemåde har Ligaen for Fred og Sikkerhed arrangeret en cykeldemonstration til alle Europas regeringer for at opfordre dem til at stoppe oprustningen.
Andre aktivister har, på grund af fredsbevægelsens manglende resultater og vattede holdning, fået troen på, at direkte fysiske aktioner er vejen frem.
Men også her går man galt i byen. Små aktioner, om det så er brosten gennem bankruder eller en kvindefredslejr, viser godt nok, at nogle aktivister vil noget, men fører nemt til at passivisere almindelige folk. »Vi, de aktive, skal nok klare ærterne for jer«, bliver budskabet nemt. Men folk bliver ikke aktive på den måde.
Hovedet skal mod arbejdspladserne
Hverken NTA eller Samarbejdskomiteen har ændret linie efter bevægelsens nedgang. NTA ønsker en stærkere profil over for Sovjet og Samarbejdskomiteen, men deres alternativ er hovedsageligt et alliancefrit Europa, både Øst og vest. Og heller ikke det rokker ved krigenes årsag – verdenskapitalismens krise.
For socialister må fredsarbejdet bestå i at påvise sammenhængen mellem krig og kapitalisme. Fredsbevægelsens aktivitet skal drejes væk fra parlamenter og småaktioner og ud mod arbejdspladserne. Det er her, magten ligger, vores magt og vores fremtid. Alt andet er at stikke blår i øjnene på folk.
Se også:
SAA 7: Oprustning kan standses: Fra krig til arbejdermagt
SAA 7: Oprustning skabt af kapitalismen
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed