Socialistisk Arbejderavis
Nr. 8 – April 1985 – side 6
Vi må handle selv
Socialdemokratiet havde ikke meget at byde på i generalstrejkens første dage. De ville ikke engang snakke om at vælte regeringen. I stedet havde de travlt med at snakke om en lovlig valgt regering, der ikke måtte anfægtes af uparlamentariske metoder – dvs. strejker og blokader. Deres hårde ord mod indgrebet blev ledsaget af en trækken på skuldrene og en afventen på næste valg.
Socialdemokratiet havde et alternativt indgreb, sagde de. Men da de ikke kunne få flertal for det, måtte arbejderne altså huske, hvor de skulle sætte deres kryds ved næste valg.
Når Socialdemokratiet ikke har så travlt med at komme tilbage til regeringsstolene, er det jo fordi, de langt hen ad vejen vil foretage de samme indgreb, som Schlüter har gjort. Og så er det mere taknemmeligt at lade en borgerlig regering rage kastanjerne ud af ilden.
De socialdemokratiske faglige ledere har også haft travlt med at lægge låg på bevægelsen. Formanden for SiD, Hardy Hansen, der havde de store ord fremme i efteråret omkring dagpengeforliget, ville heller ikke være med til at vælte Schlüter. Han kunne højst strække sig til at overveje, om LO skulle trække sine dommere fra Arbejdsretten – i efteråret 1986! Ellers manede han sammen med sine kolleger til ro på arbejdsmarkedet, så forhandlerne kunne komme i gang med de lokale lønforhandlinger.
Det er jo ikke så nemt at være betalt forhandler, når dem, man forhandler for, har nedlagt arbejdet og nægter at være part i nogen forhandling.
Kræfterne til venstre for Socialdemokratiet repræsenteret ved DKP har også ønsket, at strejken skulle standses. Strejkebevægelsen er nemlig gået meget længere, end DKP ønsker.
Uden partiet ingen revolution
DKP har ikke noget perspektiv om, at arbejderklassens befrielse er dens eget værk. De mener, at arbejderklassens problemer skal løses gennem et enhedsarbejde med Socialdemokratiet. Deres perspektiv er en arbejderregering med Socialdemokrati og DKP. En selvstændig arbejderklasse ville feje en sådan arbejderregering af banen. Derfor er strejkebevægelsen en hindring af dette enhedsarbejde.
Overalt hvor de har kunnet komme til det, har de forsøgt at få kampen ned på lokalt niveau – fordi deres egne styrkepositioner ligger på det lokale niveau, og her er det lettere at få styr på bevægelsen.
DKP har altid været imod generalstrejker. De var det i 1956, hvor de sendte 100.000 arbejdere hjem fra slotspladsen. De var det i 74, hvor den nye stjerne, Jan Andersen, proklamerede, at situationen ikke var til en generalstrejke, og de var det under HT-konflikten, hvor de undergravede strejke- og blokadeaktiviteterne umiddelbart efter, at 1300 tillidsfolk havde besluttet, at Schlüter skulle væltes.
Men mobiliseringen viser, at arbejderklassen har styrken til at vælte Schlüter, hvis arbejdspladserne i deres kamp løsriver sig fra fagtoppens greb, og initiativet rejser sig nedefra. Det er i sådanne situationer, at vi kan komme ud over den opsplitning, som normalt præger arbejderklassen og gør, at vi ikke fører en fælles kamp.
Evnen til at vælte Schlüter afhænger af, om de kræfter, som mener dette, kan bevare overvægten.
De betalte faglige ledere vil bevidst modarbejde, at det sker, og den eneste måde vi kan fastholde føringen på er, at vi hele tiden holder det lysende klart for os.
For tusinder af arbejdere bliver det i disse dage klarere, at man ikke kan stole på fagbureaukratiet, men problemet er, at de fleste, som opnår denne erkendelse, står opsplittede og desorganiserede. Derfor vil det være uhyre svært at sejle op mod fagbureaukratiets bevidste undergravelse af strejken.
Vi ville have stået langt bedre, hvis der havde været en stærk tendens på arbejdspladserne, som i forvejen havde været klar over dette og havde organiseret derefter. Dvs. hvis der allerede før storstrejken havde været nedsat strejkeudvalg på arbejdspladserne, og der var organiseret blokadeudvalg og tillidsmandsorganiseringer på byplan.
Grunden til, at det sker så få steder, er, at det er så svært at fastholde i den daglige trummerum, at tingene kan udvikle sig så eksplosivt hurtigt, som det er sket de sidste dage.
Det kræver faktisk et socialistisk perspektiv at kunne fastholde troen på det og dermed en socialistisk organisation.
For de kræfter, der har været sluppet løs de sidste uger, viser ikke bare, hvordan vi kan vælte Schlüter. I det helt små viser de også, at vi en dag kan få magten til at smide arbejdsgiverne på porten, overtage kontrollen af transporten, radioen, opløse politiet, og i det hele taget indrette samfundet ud fra arbejdende folks interesser. Det kræver i sidste ende en opløsning af folketinget, og at landet styres af organisationer, som direkte udgår fra arbejdspladserne, dvs. arbejderråd.
Men skal det lade sig gøre, kræver det, at der lang tid i forvejen opbygges et stærkt socialistisk parti, som har dette klare perspektiv.
Billedtekst:
Hardy Hansen, formand for SiD – er åh så vred på Schlüter, men synes alligevel, at han skal blive siddende
Jan Andersen, formand for Metal, afd. 13 og medlem af DKP – var bange for at miste grebet om bevægelsen
Se også:
SAA 8: De sked på os!
SAA 8: Påskestrejkerne (Kbh.): Efterladt på Slotspladsen
SAA 8: IS mener: Sådan blev strejken slagtet
SAA 8: Hvad lærte vi af strejken?
SAA 8: Bevægelsen der kan vælte Schlüter
SAA 8: Med nærradio på blokader
SAA 8: 1905: Fra massestrejke til revolution
SAA 8: Marxismens betydning: Erfaringer der kan bruges i dag
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed