Socialistisk Arbejderavis
Nr. 8 – April 1985 – side 8
Sydafrika
Magten der kan vælte apartheid
Ida Malling
Borgerlige aviser har forsøgt at forklare den sidste tids oprør i Sydafrika som blot resultatet af modsætninger mellem forskellige dele af den sorte befolkning.
Det antydes, at de seneste mord på sorte borgmestre skyldes stammemodsætninger. Men gadekampene er mere et resultat af statsminister Bothas fejlslagne forsøg på at reformere apartheidsystemet.
Siden oprøret i Soweto og den efterfølgende strejkebølge i 1976 er styret blevet rystet af den ene krise efter den anden. Samtidig er de sorte arbejderes faglige organisering vokset betydeligt. Der er mere end en halv million organiseret i fagforeninger, og mellem 1981 og 1984 har der været i gennemsnit en strejke om dagen. Det er ikke lykkedes arbejdsgiverne eller regeringen at slå denne organisering tilbage, og den sydafrikanske fagbevægelse er ved at blive en af de stærkeste i verden.
Botha har lavet en række reformer, der tager sigte på at splitte og svække modstanden. Han er ikke nogen radikal, men blot mere fremsynet end de mest reaktionære hvide, der mener, at fysisk vold er nok for at opretholde styret.
Del og hersk
Det er meningen, at undertrykkelsen skal fortsættes men uden så mange blodige uroligheder.
En af Bothas reformer har været at lave et trekammer parlament. Et kammer for farvede, et for asiater og et for hvide. De tre kamre skal især være ansvarlige for deres egne »anliggender«, bolig, uddannelse og velfærd. Kamrene skal hver for sig godkende lovforslag. Hvis der ikke er enighed, har det indirekte valgte præsidentråd, hvor Bothas Nationalparti har flertal, det sidste ord at sige.
Formålet er at opretholde apartheid med minimale indrømmelser til asiater og farvede og slet intet til de sorte.
Det er blot en del af regeringens forsøg på at stabilisere regimet. De håber på at vinde opbakning fra den sorte middelklasse og at inddrage dem i administrationen af de sorte bydele. Man havde håbet på, at kunne bruge disse sorte forretningsfolk til at opretholde lov og orden i de sorte bydele.
Men Bothas reformpolitik har mødt modstand fra begyndelsen. Valget til det nye parlament blev massivt boykottet. Regeringen reagerede over for modstanden ved at sende syv tusinde politibetjente og soldater ind i tre sorte bydele for at anholde »revolutionære elementer«.
Oppositionen fortsatte, da regeringen forsøgte at tvangsforflytte 65.000 sorte fra Crossroads, et slumkvarter uden for Cape Town. Tvangsforflyttelser går ud på at fjerne de sorte fra områder, der er reserveret de hvide.
Urolighederne startede i Crossroads i februar, da politiet ankom med pansrede mandskabsvogne og helikoptere for at nedlægge slumlejren. Det blev signalet for beboerne om at blive hjemme fra arbejdet for at forsvare deres hjem.
Politiet omringede lejren og beskød folk med hagl og gummikugler samt brugte tåregasn som resulterede i 18 døde og flere alvorligt sårede. Det er meningen, at de, der overlever den massakre, der nu er igang, skal flyttes til en ny lejr med ca. en kvart million sorte indbyggere.
Strejkebølge
Lignende aktioner er blevet lavet overalt i Sydafrika. I industricentrene i Durban, det vestlige Cape og Witwatersrand har titusinder været i strejke. 40.000 guldminearbejdere i Vaal, verdens største guldmine, har strejket for at få lønforhøjelser og i protest mod prisstigninger og racediskrimination. Lige sådan har de sorte skoleelever igen boykottet skolerne.
De sorte modarbejder også ved ikke at opstille folk til borgmester- og andre poster. De, der alligevel samarbejder med styret, bliver terroriseret og nogen gange myrdet af sorte arbejdere.
Urolighederne i de sidste uger startede, da de sorte byråd forsøgte at gennemføre massive huslejeforhøjelser.
En sejr var, da byrådet i Crado nedlagde deres hverv med begrundelsen, at de ikke havde nogen opbakning og derfor ikke kunne fungere længere.
Det er altså ikke en kamp sorte mod sorte, men derimod en kamp, hvor den sorte arbejderklasse kæmper imod den del af den sorte middelklasse, der samarbejder med det hvide borgerskab.
Bothas dilemma
Både Botha og den mere reaktionære fløj i den hvide overklasse står i et dilemma. Det har vist sig at være næsten umuligt at reformere sig ud af deres problemer, fordi den sorte arbejderklasse besidder en betydelig organisatorisk og politisk styrke.
På den anden side er regimet nødt til at industrialisere yderligere for at kunne redde sig. Det kræver, at den voldelige undertrykkelse må fortsætte, samtidig med at yderligere industrialisering giver den sorte arbejderklasse muligheder for øget styrke.
Billedtekst:
Bothas reformprogram har mødt stor modstand. Begravelsesoptog i Zvide ved Port Elizabeth i begyndelsen af april.
Se også:
SAA 8: Sydafrika: Oppositionens strategi
SAA 8: Sydafrika: Ubegrænset hykleri
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed