Socialistisk Arbejderavis
Nr. 8 – April 1985 – side 8
Sydafrika
Oppositionens strategi
Inge-Lise Bjørn
ANC (African National Congress) er den organisation, som flest sorte og farvede orienterer sig imod. Oprørene er startet i de områder, hvor ANC har mange tilhængere.
ANC er opstået i tæt tilknytning til kommunistpartier i andre lande og har overtaget 2 strategiske elementer derfra. Det ene er den såkaldte to-fasestrategi, som går på, at man først må fjerne apartheidsystemet og derefter kæmpe for socialisme. Det andet element er en folkefrontsstrategi, hvor man prøver at mobilisere så brede dele af befolkningen som muligt i en masseorganisation på tværs af klasser.
Kampen mod apartheidsystemet sker således hovedsageligt på to planer. Dels guerillakrigsførelse og væbnet modstand og dels diplomatisk pres på styret via FN. Begge disse måder at bekæmpe styret på er fejlagtige, fordi kampen sendes væk fra arbejderklassens aktivitet.
Modsætninger
ANC består af politisk forskellige grupper, og det medfører, at organisationen er politisk svag. Den bliver halehæng til de svingninger, der sker i brede dele af befolkningen. Når ANC svinger med dem, kan organisationen ikke lede kampen.
Guerillagrupperne, trænet på Cuba, i Angola eller andre steder, medbringer forskellige politiske ideer alt efter, hvor de er trænet henne. Guerillaerne lægger pres på ANC indefra i forskellige politiske retninger alt efter politisk observans.
Forsøg på at påvirke ANC gennem politiske argumenter bliver af og til mødt med holdningen: »De undertrykte kæmper deres egen kamp og må derfor selv afgøre linien i den, uden indblanding fra andre«.
ANC vil med den nuværende udvikling om 2-3 år blive splittet op, hvis det lykkes Botha at skabe et sort borgerskab. Modsætningerne mellem arbejderne og den sorte og farvede middelklasse vil blive så udtalte, at det ikke vil være muligt at slå bro over dem. Dele af ANC vil udvikle sig i en kontrarevolutionær retning og vil så forsøge at smadre den voksende arbejderklasseorganisering.
ANC’s målsætning er at opbygge en ny stat af samme karakter som nabostaterne Mozambique og Zimbabwe. I arbejderklassen i Sydafrika i dag er der alle elementer til en socialdemokratisk holdning, men der er skred i mange grupper, som lærer meget af udviklingen i nabostaterne. Det ses af den stigende faglige organisering.
Skabelsen af et alternativ til ANC i form af en selvstændig organisering afhænger af en styrkelse af kampen på fabrikkerne og i minerne. Der er en faglig sektor inden for ANC (SAPTU), men den er forholdsvis svag og har derfor kun lille indflydelse.
Organiseringen af arbejderklassen må derfor ske uden for ANC, fordi ANC vil stække arbejdskampene for at kunne bevare enheden med borgerskabet.
Arbejderklassen i Sydafrika er voksende i antal og styrke, og den faglige organisering er stigende.
Se også:
SAA 8: Sydafrika: Magten der kan vælte apartheid
SAA 8: Sydafrika: Ubegrænset hykleri
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed