Socialistisk Revy
Nr. 12 – Februar 1999 – side 8
Autistiske børn
Det asociale Danmark
Jørn Andersen
TV kunne i starten af februar fortælle om de kummerlige forhold, der tilbydes autistiske børn i Danmark.
Autisme er et handicap, som skyldes en medfødt hjerneskade, der ikke kan helbredes. Til gengæld er der gode muligheder for med pædagogiske midler at give disse børn og deres familier en tilværelse, de kan fungere i. Autistiske børn har oftest svært ved at overskue almindeligt socialt samvær og fungerer bedst inden for stabile og forudsigelige rammer. Hvis rammerne skifter, eller der sker uforudsete ting, reagerer de, som når vi andre trænges op i en krog, oftest aggressivt.
TV-indslaget viste forskellene på hverdagen i to familier. Den ene var fra et amt med en børnehave specielt for autistiske børn, hvor dagen var lagt i faste rammer, og hvor der var ressourcer til at tage sig af børnene. Den anden var henvist til almindelige institutioner med støttepædagog.
Forskellen var hårrejsende. Det ene barn var konstant aggressiv eller apatisk, udviklede sig kun langsomt, og familien havde ikke overskud til meget andet end affodring og til at forhindre, at barnet gjorde skade på sig selv eller andre. Det andet barn kunne faktisk fungere med sit handicap. Hun var sjældent aggressiv, og familien havde overskud til at foretage sig ting sammen.
Børnehaver
Det siger sig selv, at autistiske børn ikke har det godt i almindelige børnehaver: Der er for megen larm, for mange børn, for få til at tage sig af dem. Børnene bliver indelukkede, og når de kommer hjem til en i forvejen træt familie, kan de ikke fungere.
Ikke desto mindre er det virkeligheden for de fleste autistiske børn i Danmark. Kun halvdelen af amterne har tilbud for blot 50 pct. af autistiske børn, og nogle, heriblandt Frederiksborg og Vestsjællands amter, har ingen tilbud overhovedet.
Socialudvalgsformanden i Frederiksborg amt, Conni Didriksen, svarede kun med bortforklaringer, som en indbudt forælder alle kunne afvise. Det var åbenlyst, at det var vigtigere for amtet at overholde de tildelte budgetter end at sikre børnene en blot nogenlunde rimelig tilværelse.
De mange autistiske børns og deres familiers miserable tilværelse er resultatet af en bevidst politisk strategi om at "decentralisere" den sociale forsorg. Der-med kan regeringen fralægge sig ansvaret. Karen Jespersen kan moralisere over for kommuner og amter, når sådanne grelle eksempler igen og igen dukker op – selvom regeringen er ansvarlig for at sætte de rammer, som i sidste ende bestemmer disse børns vilkår.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe