I sangen Victor Jara skrev Mikael Wiehe i 1975 om den chilenske digte Victor Jaras sange:

Dom ska vagga oss til sömmns, när våra nätter bliver långa
Dom ska marschera med oss, när dagen är här

Ordene kunne lige så vel være skrevet til Björn Afzelius, som døde den 16. februar.

Hans sange handlede om solidaritet, kærlighed og engagement. Mange af dem var politiske, men for Afzelius var politik ikke noget abstrakt. Det handlede om mennesker, levende mennesker med alle de svagheder og fejl, med al den sammensathed, som ofte gemmer sig bag hverdagens konformitet.

Afzelius’ karriere startede i Hoola Bandoola Band, som nåede at udgive 4 plader fra 1971-75. De fleste af sangene og det meste af musikken blev skrevet af Mikael Wiehe. De første sange handler især om samfundets særlinge og udskud. Men det skinner klart igennem, at bag det individuelle vanvid gemmer sig et vanvittigt samfundssystem.

En del af sangene bliver snart mere udtalt politiske. De handler om et delt samfund, styret af pengemagten, og hvor almindelig menneskelighed har hårde vilkår:

Och vi kom til dom härskandes stad,
där til och med ögonen var av sten.
Och vi som var vana att hjälpa varann’,
fick nu forsöka en och en.

Alligvel er det netop menneskeligheden, der bærer håbet om forandring. Fra sidste vers:

Men mänskans minne är långt
och mänskornas längtan kan ingen ta.
Och dagen skal komma när dom som fördrevs
ska ställa bödlarna till svars.

(Karins sång, fra LP’en På väg)

Hoola Bandoola Band udviklede sig fra den beskedne start på Malmös alternative musikscene til en af de vigtigste af de mange politiske musikgrupper i Skandinavien i 70’erne. Specielt deres sidste LP Fri information med sange som førnævnte Victor Jara og især Björn Afzelius’ Juanita var både musikalsk og politisk et højdepunkt.

Hoola Bandoola Band forenede i deres tekster kritikken af samfundets vanvid og en dybfølt social forståelse med oprør på en måde, som få andre kunne. Sammen med deres folkelige musikalske stil gav det dem et publikum langt ud over den traditionelle venstrefløj.

Björn Afzelius fortsatte den tradition, da han gik solo, efter at Hoola Bandoola Band blev opløst. Højredrejningen fra slutningen af 70’erne tog livet af de fleste af de politiske bands. De, der fortsatte med at spille, blev mere og mere apolitiske.

En af de væsentligste grunde til at mindes Björn Afzelius er, at han ikke kun fortsatte med at spille, men at han både bevarede sit politiske budskab og håbet om en anden verden i en tid, hvor politisk musik ikke var in.

En af hans bedste sange fra den tid er Medan bomberna faller, hvor han hudfletter den liberale moralisme – fx journalister, som fylder spalterne med byskvaller och annan harmlöshet, og hvis eneste ambition er ett stambord där Det Vackra Folket finns. Og til de tidligere medkæmpere, som var begyndt at tro på ego-individualismen:

Kom se dom gamla vännerna
som börjat tackla av
inför tidens tjat om “opolitiskhet”.
(...)
Men hur skall en sleten gruvarbetare
satsa på “livskvalitet”?
Hur skall en ensam mor “förverkliga sej själv”?

I stedet hylder han dem, der besætter fabrikker og kontorer, demonstrerer for nedrustning og fred, eller slås for børnehavepladser, ja, alle dem, der slås i en tid, hvor man er bange for at sætte børn i verden:

Ja, till er vill jag säja:
Denna sången är till er!
För ni er dom enda hjälterna vi har!

I den periode satte han, som mange andre, en del af sin lid til folkene i den såkaldte Tredje Verden, ind imellem så meget, at det slørede hans skarphed. Fx i hans hyldest til Cuba, hvor han skrev om Havana som byen uden ludere og pelshandlere, få år før de dukkede op igen i fuld målestok.

Afzelius’ håb til folkene i fx Palæstina og Mellemamerika var ikke kun noget han støttede i ord. Få har vel spillet til så mange solidaritetskoncerter som ham. Og mens mange på den tid forenede håbet fra fjerne lande med fuldstændig opgivenhed herhjemme, så skrev Afzelius i sangen Till min kära:

Visst är det svårt visst är det svårt min kära.
Och visst är vi små visst är vi små min kära.
och visst är det så att andra äger makten att bestämma.
Men kan det förändras där ute så kan det härhemma.

På hans mange koncerter var opfordringer til at tage til genmæle, til solidaritet og engagement altid et gennemgående tema. Og når han sang sine såkaldt upolitiske sange om dagliglivet og kærligheden virkede de først og fremmest som ekstra energi til at netop menneskelighed og kærlighed skal til magten.